Home

Search

 

Case Law:

- Denmark

- Finland

- Iceland

- Norway

- Sweden

 

- Bulgaria

- Estonia

- Latvia

 

- Case by Article

 

CISG Text

Status Chart

AV Conference Book '14

Nordic Judicial Systems

Bibliography

Papers

 

Autonomous CISG Network

Dictionaries

Links to Sources

Media Library

 

Contributors

Citing the Database

Update History

Contact

Copyright

Disclaimer

Cookies

 

 

 

 

 

 

 

Date:   1 July 1992
Court:   Copenhagen Maritime and Commercial Court
Local case reference:   U1992.920SH
CISG Nordic ID:   920701DK
Country of decision:   Denmark
Buyer's country:   Germany
Seller's country:   Denmark
Goods involved:   Rubber Gloves
Case history:   n/a
Original language:   Danish
Provisions cited:   CISG article 57 and Brussels Convention article 5
Original court document:   Reported below in full text.
Rapporteur:   Thomas Neumann
Case citations:   n/a

 

Commentaries 

Westlaw Danmark, U.1993B.184 by Attorney and Dr. Jur Philip, Allan. [In Danish]
Westlaw Danmark, U.1993B.308 by Professor, Dr. Jur Lookofsky, Joseph [In Danish]
Praxis des internationaled Privat- und Verfahrensrechts (IPRax) 1994, p. 150 by Philip [In English]

 

Abstract

by Neumann, Thomas

In the case between a German buyer and a Danish seller concerning a sale of rubber gloves the court had to decide upon jurisdiction. The court found that the place of payment is at the sellers place of business according to both CISG art. 57(1)(a) and Danish practise. According to art. 5(1) of the Brussels Convention (1968) the jurisdiction were decided to be Denmark.

 

An abstract is also available at Unilex.

 

 

Translated text

n/a

 

Original text

 

S.H.D. 1. juli 1992 i sag nr. 104/1990

(Frank Poulsen)

Centramed Medizintechnik Handelsgesellschaft mbH & Co. KG (adv. Niels Th. Bak)

mod

Chr. Bardram Health-Care Worldwide ApS (adv. Erling Borcher, v/ adv. Michael Seiffert)

Under denne sag, der er anlagt den 28. maj 1990, har sagsøgeren, Centramed Medizintechnik Handelsgesellschaft mbH og Co. KG, påstået sagsøgte, Chr. Bardram Health-Care Worldwide ApS, tilpligtet at betale sagsøgeren modværdien af US $ 5.499,50 og modværdien af DM 10.681,76 med procesrente fra sagens anlæg mod sagsøgerens udlevering til sagsøgte af 1.348.900 stk. Latex undersøgelsesgummihandsker.

Sagsøgerens påstand vedrører sagsøgtes leverance omkring årsskiftet 1988/1989 til sagsøgeren af påstået mangelbehæftede undersøgelsesgummihandsker. I et processkrift, fremlagt i et retsmøde den 18. marts 1992, har sagsøgte nedlagt selvstændige påstande om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsøgte 301.150 kr. med procesrente fra 29. januar 1992 samt 34.014,75 kr. med procesrente fra 18. marts 1992. Sagsøgte har endvidere påstået, at det bestemmes, at en dom vedrørende beløbet på 301.150 kr. skal kunne fuldbyrdes straks, jfr. retsplejelovens § 480, stk. 4.

Det førstnævnte krav skyldes for leverance af varer fra sagsøgte til sagsøgeren i januar 1992. Beløbets størrelse og sagsøgerens principielle betalingsforpligtelse er ubestridt. Det sidstnævnte krav vedrører erstatning for påstået tab som følge af sagsøgerens manglende betaling af fakturabeløbet.

Sagsøgeren har i et processkrift, fremlagt i et retsmøde den 8. april 1992, over for sagsøgtes selvstændige påstande principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Sagsøgerens hovedsynspunkter går ud på, at der ikke for sagsøgtes krav er værneting i Danmark, at sagsøgeren har været berettiget til at modregne med det under hovedsagen indtalte krav, at sagsøgte ikke har noget erstatningskrav mod sagsøgeren som følge af manglende betaling, og at sagsøgtes krav i tilfælde af, at der gives denne medhold, i hvert fald ikke bør kunne eksekveres inden hovedsagens afslutning.

Det omtvistede spørgsmål vedrørende sagsøgtes selvstændige påstande har været gjort til genstand for særskilt mundtlig forhandling, jfr. retsplejelovens § 253.

Sagens nærmere omstændigheder af betydning for afgørelsen af det foreliggende spørgsmål er følgende:

Denne sags parter har samhandlet i en længere årrække forud for den leverance omkring årsskiftet 1988/1989 fra sagsøgte, der gav anledning til sagsanlægget den 28. maj 1990. Efter sagsanlægget har parterne fortsat samhandelen. Sagsøgte har således leveret varer, for hvilke der i tidsrummet fra 31. januar 1989 til 8. oktober 1991 er udstedt 37 fakturaer på et samlet beløb af DM 325.926,98. Samtlige fakturaer er i overensstemmelse med sagsøgtes betalingsbetingelser blevet betalt af sagsøgeren straks efter fakturamodtagelse, henholdsvis modtagelse af varer eller indenfor 8 dage fra varens ankomst.

Den 15. januar 1992 fremsendte sagsøgte faktura til sagsøgeren for leverance af varer til en værdi af 77.648 DM - modsvarende sagsøgtes førstnævnte selvstændige krav på 301.150 kr. - med frist for betaling på 8 dage efter varens ankomst, der efter det oplyste fandt sted den 21. januar 1992. Varerne var i følge fakturaen bestilt den 1. august 1991.

Ved skrivelse af 17. februar 1992 fremsatte sagsøgerens advokat i Tyskland erklæring om modregning af fakturakravet i det under retssagen rejste krav.

Den 11. marts 1992 tog sagsøgtes advokat sagsøgtes fakturakrav til incasso og indtalte herefter kravet under retssagen.

Vedrørende sagsøgtes andet selvstændige krav på erstatning for tab som følge af, at en ordre ikke kunne gennemføres, er fremlagt forskelligt bilagsmateriale, herunder sagsøgtes bankforbindelses afslag på at stille remburs »på grund af de uafklarede forhold, som Deres firma har på anden ordre«.

Direktør Christian Bardram har under den mundtlige forhandling forklaret, at parterne fortsatte deres mangeårige samarbejde uanset sagsøgerens reklamation i januar 1989 over mangler ved en leverance og det senere sagsanlæg. Alle leverancer er sket på sagsøgtes sædvanlige betalingsvilkår, og de er indtil den leverance, som det selvstændige krav vedrører, blevet betalt i overensstemmelse hermed af sagsøgeren. Der har således ikke på noget tidspunkt været tale om, at et i det fortsatte løbende mellemværende nyopstået krav på sagsøgeren af denne ville blive brugt til modregning med sagsøgerens påståede, men af sagsøgte bestridte, krav under denne retssag. Den ordre, som sagsøgtes selvstændige krav angår, var blevet forsinket hos sagsøgtes leverandør, men sagsøgeren ønskede desuagtet levering. Sagsøgte fik heller ikke i dette tilfælde oplysning forud fra sagsøgeren om, at man agtede at foretage modregning med sit krav i hovedsagen. Hvis sagsøgte havde modtaget sådan oplysning, ville man kun have leveret mod remburs.

Da sagsøgte mod sædvane ikke modtog betaling indenfor fakturaens fastsatte frist, rettede vidnet henvendelse til sagsøgeren og rykkede flere gange telefonisk for beløbet. Ved en af disse telefonsamtaler fik han at vide, at beløbet var på vej. Da det fortsat ikke kom, rykkede vidnet pr. telefax. Først derefter fik vidnet at vide, at sagsøgeren ville foretage modregning, begrundet i, at sagsøgte sinkede den verserende retssag, og modregningen fandt sted ved sagsøgerens advokats skrivelse af 17. februar 1992.

Efterfølgende har vidnet af en tysk forbindelse i Braunschweig fået oplyst, at sagsøgeren allerede i efteråret 1991 havde besluttet ikke at ville foretage effektiv betaling for denne leverance. Det sagsøgte firmas økonomi har i længere tid være anstrengt. Dette viste sig at få betydning straks efter udeblivelsen af betalingen fra sagsøgeren, idet sagsøgtes bank afslog remburs vedrørende en UNICEFordre.

Sagsøgte har som følge heraf lidt et tab, opgjort til det påståede beløb på 34.014,75 kr. Det er derfor af største betydning fro sagsøgtes overlevelse, at der løbende sker betaling for leverancer.

Sagsøgtes advokat har til støtte for, at de selvstændigt nedlagte påstande admitteres, og at der gives dom for disse forud for afgørelsen af hovedsagen, i første række gjort gældende, at der ifølge EF-domskonventionens art. 5 nr. 1 er værneting for sagsøgtes krav på betaling for vareleverancer i Danmark, idet kravet vedrører et kontraktsforhold, hvis forpligtelse - sagsøgerens betaling af fakturabeløb - skal opfyldes på sagsøgtes forretningssted i Danmark. At dette er tilfældet, fremgår af sagsøgtes fakturaer, både den, der angår denne sag, og tidligere fakturaer. Dette resultat følger tillige af dansk rets almindelig regel, hvorefter pengeskyld er bringeskyld, og af international købelovs art. 57, stk. 1 a, hvorefter køber som hovedregel er forpligtet til at erlægge betaling på sælgers forretningssted, i dette tilfælde Svendborg. Der er derfor værneting for kravene i Danmark. At der også for sagsøgtes erstatningskrav er værneting i Danmark, følger af domskonventionens art. 5 nr. 3.

Det må endvidere anses for utvivlsomt, at dansk ret finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. Dette følger også af EF-konventionen om lovvalg i kontraktsforhold art. 4, hvorefter en aftale i mangel af anden aftale herom er underkastet loven i det land, som den har sin nærmeste tilknytning til. Blandt de tilknytningsmomenter, som må tillægges betydning for lovvalget, er stedet, hvor ydelse i henhold til aftalen, herunder betaling, skal erlægges.

Spørgsmålet om den foretagne modregnings berettigelse – om sagsøgtes fordring er ophørt ved modregning - skal således afgøres efter dansk ret. Formelt fører allerede en litis pendens betragtning til at anse sagsøgerens modregningsadgang for bortfaldet, idet sagsøgeren ikke under hovedsagen har nedsat sit krav uanset den påståede modregning og dermed hævdede betaling af en del af kravet.

Afgørende er imidlertid, at sagsøgeren må anses for med bindende virkning over for sagsøgte at have givet afkald på modregning. Parterne har således fortsat samhandlet i de år, der er forløbet siden den handel, der har givet anledning til hovedsagen, og sagsøgeren har til stadighed betalt alle fakturabeløb i overensstemmelse med sagsøgtes salgsbetingelser.

Herved er skabt en forpligtelse til også fremtidigt at betale for nye leverancer, hvis der ikke på forhånd udtrykkeligt gøres opmærksom på, at dette ikke vil ske, og sagsøgeren har således gjort sig skyldig i et åbenbart retsbrud over for sagsøgte ved sin uvarslede - men tilsyneladende velforberedte - modregningserklæring.

Sagsøgerens retsstridige handlemåde over for sagsøgte har bevirket, at sagsøgte, der er økonomisk vanskeligt stillet, har mistet en ordre, fordi banken ikke var villig til at stille den fornødne garanti. Sagsøgeren må som ansvarlig for dette tab betale sagsøgte erstatning herfor som påstået.

Hvis der gives sagsøgte medhold i påstandene, må der, hvis afgørelsen skal have mening, træffes bestemmelse om, at den kan fuldbyrdes.

Sagsøgerens grove retsbrud bør føre til, at fuldbyrdelsen i hvert fald af fakturakravet kan ske straks, og uden at det gøres betinget af sikkerhedsstillelse, som sagsøgte ikke har økonomisk mulighed for at stille.

Sagsøgerens advokat har til støtte for sin påstand om afvisning gjort gældende, at EF-domskonventionens art. 5 nr. 1, om opfyldelsesværnetinget ikke finder anvendelse på et almindeligt regningskrav, og i hvert fald gælder bestemmelsen ikke for det af sagsøgte rejste erstatningskrav.

Hvis retten imidlertid finder at kunne tage sagsøgtes påstande under påkendelse, må det, for så vidt angår fakturakravet, fastslås, at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt har givet afkald på den modregningsadgang, der sædvanligt vil tilkomme ham. Det er vel rigtigt, at sagsøgeren løbende har betalt sagsøgtes fakturaer i parternes fortsatte samhandelsforhold, men dette har ikke tilvejebragt en forpligtelse til fortsat at gøre dette uanset de konkret foreliggende omstændigheder.

Den i dette tilfælde iværksatte modregning skyldes først og fremmest, at sagsøgeren nu var blevet opmærksom på, at sagsøgtes økonomi var meget ringe. Sagsøgeren fandt det derfor påkrævet at foretage modregning for at sikre sig imod at lide tab i tilfælde af sagsøgtes manglende mulighed for at opfylde en dom i hovedsagen.

Det følger af det anførte, at det i hvert fald - selv om sagsøgte får medhold - ikke bør tillades, at en dom for sagsøgtes fakturakrav fuldbyrdes, sålænge sagen vedrørende hovedkravet ikke er endeligt afgjort.

Hvad erstatningskravet angår, gælder, at sagsøgte hverken har ført bevis for, at der er lidt tab, for en årsagssammenhæng mellem et tab og sagsøgerens modregning eller for et ansvar for en afledt følge af betalingsundladelsen. Sagsøgeren må således under alle omstændigheder frifindes for dette krav.

Retten skal udtale:

Det samhandelsforhold, der har bestået mellem denne sags parter, findes i det hele at have haft sin nærmeste tilknytning til sagsøgtes forretningssted, hvorfra de af aftalerne mellem parterne omfattede varer skulle leveres, og hvortil betaling for varerne efter sagsøgtes forretningsbetingelser skulle ske.

Det må anses for at følge af det anførte, at dansk ret er anvendelig på parternes tvist, og at der med hensyn til sagsøgtes selvstændigt fremsatte fakturakrav er værneting her i landet efter EF-domskonventionens art. 5 nr. 1. Retten tager derfor dette krav under påkendelse.

Det forhold, at parterne i ikke ubetydeligt omfang har fortsat deres samhandel, efter at tvist var opstået i januar 1989 i forbindelse med en enkelt, påstået mangelsbehæftet, leverance, og at sagsøgeren i hele denne periode indtil sagsøgtes leverance i januar 1992 stedse har betalt for leverancerne, uden at spørgsmålet om modregning har været rejst, findes at bevirke, at sagsøgeren må anses for uberettiget til uvarslet at foretage modregning som sket i det under sagen omtvistede krav.

Da sagsøgtes fakturakrav er ubestridt af sagsøgeren, tages sagsøgtes påstand vedrørende dette krav til følge, således at fuldbyrdelse kan ske uden sikkerhedsstillelse i medfør af retsplejelovens § 480, stk. 1.

Hvad angår sagsøgtes selvstændigt rejste påstand om erstatning, er det rettens opfattelse, at der også for denne vil være værneting her i landet, jfr. for så vidt EF-domskonventionens art. 5 nr. 3. Da kravet er bestridt, skal sagkyndige dommere medvirke ved påkendelsen, jfr. retsplejelovens § 9 a, stk. 2. Behandlingen af denne påstand henskydes derfor til domsforhandlingen i hovedsagen.

Der tages først stilling til spørgsmålet om sagsomkostninger i forbindelse med hovedsagens afgørelse.

 

 

  © 2015 Thomas Neumann | Privacy Policy | Cookies | Disclaimer