Home

Search

 

Case Law:

- Denmark

- Finland

- Iceland

- Norway

- Sweden

 

- Bulgaria

- Estonia

- Latvia

 

- Case by Article

 

CISG Text

Status Chart

AV Conference Book '14

Nordic Judicial Systems

Bibliography

Papers

 

Autonomous CISG Network

Dictionaries

Links to Sources

Media Library

 

Contributors

Citing the Database

Update History

Contact

Copyright

Disclaimer

Cookies

 

 

 

 

 

 

 

Date:   3 May 2006
Court:   Supreme Court of Denmark
Local case reference:   U.2006.2210H
CISG Nordic ID:   060503DK
Country of decision:   Denmark
Buyer's country:   Canada
Seller's country:   Denmark
Goods involved:   Casting Moulds / Attorney Malpractice
Case history:   1st instance: [not available] Ad Hoc Arbitration, November 10 2000
Original language:   Danish
Provisions cited:   CISG articles 8, 25, 35, 49, 77
Original court document:   Reported below in full text.
Rapporteur:   Thomas Neumann
Case citations:   n/a

 

Commentary

Lookofsky, Joseph: Editorial Remarks, Pace Law School, CISG W3 Database

 

Abstract

by Thomas Neumann

The case was in the first place concerned with the conformity of a machine for producing concrete slabs. The machine was delivered by a Danish seller to a Canadian buyer. The delivered machine was not in conformity and the seller failed to repair it, thus causing the buyer to avoid the contract. The tribunal later accepted that the Buyer revoked its avoidance since the Seller refused to acknowledge the avoidance in the first place.

The case also concerned the question of the Buyer's attorney's malpractice regarding the possibility that a liability limiting clause in the contract would be respected by adjudicators.

 

Translated text

n/a

 

Original text

H.D. 3. maj 2006 i sag 320/2004 (1. afd.)

KVM Industrimaskiner A/S (adv. Jørgen B. Jepsen, Århus) mod advokat Jørgen Horstmann (adv. Søren Bagger, Kbh.).

 

Vestre Landsrets dom 24. juni 2004 (4. afd.)

(John Lundum, Sigrid Ballund, Mogens Heinsen).

Sagsøgeren, KVM Industrimaskiner A/S, har under denne sag, der er anlagt den 14. februar 2001, påstået sagsøgte, advokat i Jørgen Horstmann, dømt til at betale 6.658.281,93 kr. med tillæg af procesrente af 1.950.095 kr. fra den 1. januar 1997, af 4.506.131,93 kr. fra den 1. januar 1998 og af 202.055 kr. fra den 24. november 2000.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte har pådraget sig erstatningsansvar over for sagsøgeren som følge af rådgivning ydet i årene 1995-1997 i forbindelse med en tvist, der opstod mellem sagsøgeren og en canadisk køber af en maskine til fremstilling af betonspalter til svinestalde (svinespalter), og som resulterede i en voldgiftssag, som blev afgjort ved kendelse af 10. november 2000.

Ved landsrettens beslutning af 24. oktober 2003 blev spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte har handlet ansvarspådragende over for sagsøgeren, udskilt til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253. Denne dom behandler således kun dette spørgsmål.

Under deldomsforhandlingen har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende overfor sagsøgeren.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Sagsøgeren (i det følgende kaldet KVM) producerer maskiner, til bl.a. betonindustrien. Omkring 1992 solgte virksomheden en maskine til produktion af svinespalter til SundsAlfa Cementvarefabrik A/S. Maskinen var angiveligt den første af sin art i verden, og i begyndelsen af 1994 kom sagsøgeren i kontakt med Bruno Dupuis fra det canadiske selskab Construction Acton Vale Lteé (i det følgende kaldet CAVL).

I et tilbud til CAVL dateret den 19. januar 1995 om bl.a. en afstabler skrev KVM bl.a. (således som skrivelsen er gengivet i en autoriseret oversættelse af voldgiftskendelsen af 10. november 2000 i sagen mellem CAVL og KVM):

»Vedrørende støbeforme.

Vi skal meddele, at vi mindst skal levere én støbeform sammen med maskinen på grund af maskinens, støbeformens og produkternes kompleksitet. Hvis noget volder problemer, mener vi, det er bedst, at kun en leverandør bærer ansvaret. Vi har den nødvendige know-how til at kunne håndtere problemerne, og vi anser leveringen af denne støbeform for et afgørende punkt.

Den næste støbeform kan De købe hos hvem som helst, og vi vil endda levere tegningerne gratis.«

I en ordrebekræftelse sendt fra KVM til CAVL den 25. januar 1995 hedder det bl.a. (som gengivet i oversættelsen af voldgiftskendelsen):

». . .

(a) »Blokstensmaskine.

1 stk. KVM special-blokstensmaskine type

50/240 tilpasset en bræddestørrelse på 660 x 2489 (26« x 98") x max. 50 mm, i princippet konstrueret som en KVM serie II blokstensmaskine og baseret på samme standardkomponenter.

Maskinen, som er komplet og driftsklar, leveres inklusive en specialbræddefremfører, special-stålpladeudtræksarrangement, KVM tuningsvibratorarrangement, hydraulikstation i separat pult og et styringssystem som beskrevet nedenfor.«

. . .

(b) »Støbeform.

1 stk. komplet støbeform til svinespalteelementer produceret med 5 stk. trædeflader.

Elementets mål:

Bredde: 610 mm (2")

Tykkelse: 101 mm (4")

Længde: Justérbar mellem ca. 1800 - ca. 2400 mm (6"-8")

Støbeformen har 8 stk. hydrauliske cylindre, som sikrer korrekt placering af armeringsjernet uden brug af plast-afstandsstykker.«

. . .

»Produktet og derfor støbeformens konstruktion er afgørende for støbeformens pris. Vedlagte tegning nr. 13-3437 viser et eksempel på en støbeformskonstruktion.«

. . .

(e) »Leveringsbetingelser:

Ab fabrik, Kjellerup og ifølge Almindelige Betingelser NL 85 E.'«

(f) »Garanti: 12 måneder ved 8 timers daglig drift.«

. . .

»For en ordens skyld henleder vi Deres opmærksomhed på, at vi indestår for maskinens funktion, men vi kan ikke give Dem nogen garanti for kvaliteten af de produkter, De ønsker at producere på maskinen. Men det ovenfor tilbudte oplæringsprogram og specialistbistanden ved Deres opstart af produktionen skulle gøre Dem i stand til at blive fortrolig med maskinen og mulighederne.««

Ordrebekræftelsen indeholder henvisninger til såvel NL 85 E som NL 92 E. Der er mellem sagens parter enighed om, at NL 85 E og NL 92 E er identiske på de punkter, der har betydning i nærværende sag.

Den solgte maskine blev ikke leveret på det aftalte tidspunkt, uge 22 1995, men montering af maskinen hos CAVL i Canada skete i efteråret 1995. CAVL var imidlertid ikke tilfreds med maskinen, og i den følgende tid forsøgte KVM at foretage justeringer på maskinen, uden at dette førte til tilfredshed hos CAVL. I et håndskrevet notat dateret den 11. december 1995 opgjorde en person med initialerne EGL (formentlig KVM's administrationschef Erik G. Lauridsen) omkostningerne ved en ophævelse af kontrakten. I beregningen indgår kreditering af købesummen for maskine og form med 3.029.900 kr., erstatning til køber som 15 % heraf med 454.485 samt demontering og fragt med 150.000 kr., eller en samlet udgift på 3.634.385 kr. Anlæggets værdi for KVM er i opgørelsen sat til 0 kr.

Efter et møde hos KVM den 21. december 1995, hvori bl.a. advokat Jørgen Horstmann deltog, skrev CAVL's danske advokat, Ulrik Fleischer-Michaelsen, samme dag til Jørgen Horstmann. Af det engelsksprogede brev fremgår, at CAVL havde fundet væsentlige mangler ved den leverede maskine, og at de spalter, der blev produceret på maskinen, havde revner, der gjorde dem usælgelige. Under henvisning til NL 85 E, § 31 afgav advokaten på vegne CAVL varsel om ophævelse af kontrakten og/eller udbedring af maskinen for KVM's regning samt om krav på erstatning for alle direkte eller indirekte tab, CAVL led i sagen. Henvisningen til NL 85 E skete uden præjudice for disse aftalevilkårs vedtagelse.

I et svarbrev dateret den 22. december 1995 til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen bekræftede advokat Jørgen Horstmann modtagelsen af brevet af 21. december 1995 og bestred, at der skulle foreligge mangler ved maskinen. Endvidere anførte advokat Horstmann bl.a.:

». . .

En frist til den 12/1 1996 er urealistisk kort, idet det naturligvis ikke er uvæsentligt, at KVM industrimaskiner A/S holder lukket mellem jul og nytår.

Hertil kommer, at det i går blev oplyst, at den forsendelse fra Canada med en prøve af Deres klients betonmix først vil være fremme i Danmark den 8/1 1996. Det siger vist sig selv, at forsøg med det fremsendte materiale da ikke kan forventes afsluttet/analyseret inden den 12/1 1996.

Min klient arbejder nu videre med udviklingen af den løsningsmodel, som vore klienter drøftede i går, ligesom min klient vil søge at opstille en tidsplan for det forestående arbejde.

Den påtænkte løsningsmodel indebærer, at der skal fremstilles nogle andre jernplader. Disse kan min klient fremstille, men der vil da gå lang tid med forsendelsen til Canada. Pladerne kunne derfor fremstilles i Canada - på grundlag af min klients kommende tegninger. Dette må vi drøfte.

Herudover er det for mig en selvfølge, at de økonomiske betingelser for at føre det påtænkte løsningsforslag ud i verden skal drøftes. Min klient har ikke i sinde at betale for fremstillingen af det antal plader, Deres klient måtte ville have, men er nok kulancemæssigt indstillet på at afholde selve »udviklingsomkostningerne« 

. . .«

I et brev dateret den 11. januar 1996 skrev advokat Jørgen Horstmann til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen bl.a.:

». . .

Under vor telefonsamtale i går oplyste jeg, at min klient nu har afsluttet arbejdet med at analysere det materiale, som i begyndelsen af dette år er modtaget fra Deres klient.

Arbejdet har været udført af Erik Spangenberg og Knud Jensen fra KVM Industrimaskiner A/S sammen med direktør Willy Foldager, Sunds Cementvarefabrik A/S og Peter Olsen fra kemikalievirksomheden SIKA.

Det er herefter disse 4 personers opfattelse, at de har fundet frem til de additiver, der forventes at kunne føre til, at betonen får den fleksibilitet, der er nødvendig for, at produkterne kan fremstilles på den forudsatte måde.

Disse 4 personer vil gerne rejse til Canada for at lave en forsøgsproduktion.

. . .«

Advokat Horstmann foreslog herefter i brevet, at den retlige side af sagen blev suspenderet, indtil de beskrevne forsøg var afsluttet, at CAVL, i det omfang forsøgene lykkedes, afholdt udgifterne til de 2 eksterne rådgivere, mens KVM under samme forudsætning afholdt egne omkostninger. Endelig præciseredes det, at arbejderne skete ude præjudice.

I et brev af 23. januar 1996 til Advokat Jørgen Horstmann meddelte advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen, at CAVL udsatte fristen for ophævelse af kontrakten til den 9. februar 1996, at CAVL ikke kunne acceptere at bære nogen del af udgifterne til KVM's tests m.v., samt at CAVL fortsat forbeholdt sig ret til at kræve erstatning, afslag i købesummen, ophævelse af kontrakten m.v.

Efter at KVM's testforløb efter en uoverensstemmelse med Bruno Dupuis var blevet afbrudt den 1. februar 1996, skrev advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen den 12. februar 2002 til advokat Jørgen Horstmann. I brevet står der bl.a.:

»I ovennævnte sag har jeg ikke modtaget besvarelse på min skrivelse til Dem af 5. ds.

Jeg kan endvidere konstatere, at Deres klienter ikke siden uge 5 har forsøgt at foretage mangelsudbedring på maskinen.

Idet maskinen fortsat ikke er i stand til at producere mangelfri produkter på de aftalte konditioner, er maskinen fortsat behæftet med væsentlige mangler.

Jeg ser på denne baggrund ingen anden mulighed end herved at meddele Dem, at handelen hæves.

Den af min klient betalte købesum fordres således tilbagebetalt, hvorefter maskinen kan afhentes af Deres klienter.

Samtidig kræves erstatning for ethvert tab mine klienter har lidt.

Jeg har anmodet mine klienter om at fremsende en specificeret tabsopgørelse, og når denne foreligger, vil De blive tilstillet denne.«

I et brev af 14. februar 1996 til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen bestred advokat Jørgen Horstmann ophævelsen og bebudede en senere uddybende redegørelse. Denne uddybende redegørelse fremkom den 1. marts 1996, og det fremgår heraf bl.a.:

». . .

KVM's første tilbud er afgivet 1.7.1994, og i tilbuddet er det (side 7) udtrykkeligt fremhævet, at KVM ikke kan give nogen garanti for de produkter, kunden ønsker at producere på maskinen, men det tilføjes, at det træningsprogram, der også lå i tilbuddet, skulle gøre køberen i stand til at lære maskinen og dens muligheder at kende.

Foreløbig ordrebekræftelse blev afgivet den 19.1.1995, hvori (ligeledes side 7) KVM gentog, at KVM ikke kan afgive garanti for produkterne, og i konsekvens heraf indeholder den endelige kontrakt af 25.1.1995 det samme punkt.

Baggrunden for denne passus er naturligvis, at KVM er maskinfremstiller og ikke specialist indenfor beton/cement.

Fremstillingen af beton-/cementvarer er en specialistopgave, hvor den pågældende producents anvendelse af råstoffer, cement og forskellige kemikalier afhænger af mange forskellige faktorer. Således vil sammensætningen af det såkaldte betonmix variere blot fra landsdel til landsdel.

Deres klient har gennemgået det omtalte træningsprogram, hvorfor Deres klient og dennes ansatte burde være i stand til at betjene maskinen korrekt.

KVM fastholder, at der ikke er påvist en eneste mangel ved den leverede maskine, jfr. nedenfor. Deres klient har ej heller reklameret over specifikke fejl eller mangler ved den leverede maskine, der er prøvesvarende.

Deres klient har alene anført, at virksomheden ikke kan opnå det ønskede resultat.

Efter min opfattelse bærer min klient ikke, hverken efter den foreliggende aftale eller ud fra almindelige retlige grundsynspunkt er risikoen herfor - tværtimod.

. . .«

Advokat Horstmann anførte herefter i brevet under henvisning til en rapport om besøget i Canada, der var udarbejdet af Erik Spangenberg Hansen og Knud Jensen fra KVM, at det var KVM's opfattelse, at det ønskede resultat ville være opnået, såfremt arbejdet ikke var blevet standset som følge af Bruno Dupuis adfærd. Afslutningsvis anmodedes om en meddelelse om, hvorvidt hæveerklæringen fastholdtes, eller CAVL ville betale sin skyld til KVM.

Af den medfølgende rapport, hvori det indledningsvist er anført, at WF er Willy Foldager, PO er Peter  Olsen, KJ er Knud Jensen, ES er Erik Spangenberg og BD er Bruno Dupuis, fremgår bl.a.:

». . .

Vi konstaterede, at revnedannelserne i produktet var større, hvis vi ikke tilsatte luft og plastadditiv.

Vi producerede spalter uden revner.

. . .

Vi kunne se på maskinens tæller, at der var produceret en større mængde spalter siden KJ's sidste besøg, og BD oplyste nødtvunget, at CAVL fra den 1.12.1995 til dato havde produceret ca. 1000 spalter, hvoraf 60% havde været uden revnedannelse.

. . .

Der kunne laves spalter uden revner ca. 50% - og revnerne i den anden del af produktionen var i et specielt område (højre side, når man står foran maskinen med front til denne). Når spalterne forlod maskinen, var de uden fejl, men derefter konstaterede vi revner i den ene side af spalterne, hvilket vi tilskrev spændinger i jernet:

Hvis ikke formen er korrekt fyldt op, vil jernet under komprimeringen blive bøjet, og når jernet efter komprimeringen retter sig op, opstår revner. Den korrekte fyldning af formen er et spørgsmål om korrekt betjening/indstilling.

. . .

Vi spurgte forgæves BD om hans mening og vurdering af det opnåede resultat (den opnåede overflade), men forgæves.

Vi gav udtryk for, at det nu kun var et spørgsmål om at justere på maskinindstillingen, fyldning og blanding (hvilket alt sammen er almindelige operatøropgaver) for at få det til at fungere.

(Det var på ca. samme stade, at Sunds-fabrikken startede en egentlig produktion af spalter).

BD fremhævede kun sin utilfredshed med, at der skulle køres 15 slag med risten. Vi forklarede, at dette antal ristslag skyldtes, at CAVL's form er vanskeligere at fylde end Sunds' form, fordi åbningen, hvori betonen skal falde, er væsentligt mindre på CAVL's form end på Sunds' form som følge af de flere trædeflader, CAVL's form har (smallere åbning). CAVL havde som bekendt efter kontraktens oprettelse bedt om at få en ændret form for at få flere trædeflader.

BD hævdede, at dette større antal ristslag (der ikke har nogen nævneværdig tidsmæssig/produktionsmæssig betydning, da hvert enkelt slag kun tager ca. ½ sekund), sled for meget på maskinen. Vi forklarede, at fyldevibration ikke slider synderligt på maskinen og formen, idet det primære slid foregår under komprimeringsvibrationen. Det kunne eller ville BD ikke forstå.

KJ gav udtryk for vores skuffelse over, at BD ikke allerede om mandagen havde fortalt os, at CAVL havde lavet ca. 1000 spalter i december 1995/januar 1996, og hvoraf ca. 600 var OK, ligesom KJ gav udtryk for skuffelse over, at CAVL ikke ville medvirke i en dialog om vore forsøg.

KJ gav udtryk for vores skuffelse over, at BD ikke allerede om mandagen havde fortalt os, at CAVL havde lavet ca. 1000 spalter i december 1995/januar 1996, og hvoraf ca. 600 var OK, ligesom KJ gav udtryk for skuffelse over, at CAVL ikke ville medvirke i en dialog om vore forsøg.

Herefter blev BD overordentligt hidsig. Han - rent ud sagt - skreg og råbte. Han rev fat i KJ og slog ham på ryggen og fastholdt ham med, hvad vi vil kalde et armgreb, idet han råbte, at »der står KVM på ryggen af Knud - det er KVM, der er eksperter. . . . o.s.v.«. Han skreg - i bogstaveligste forstand med fråden stående om munden og lynende øjne - at han krævede, at »vi respekterede ham - ellers skulle han nok få os til at respektere ham, for han havde investeret 1,3 mill. CAD i maskinen, og vi skulle bare få den til at virke.« Han stoppede ikke sit skrigeri og sine trusler, før vi havde sagt, at vi respekterede ham. Vi erkender, at vi begge var chokerede og bange. ES greb ind fysisk ved at tage fat om BD, der herefter slap KJ, men tog fat i ES.

WF og PO overværede denne episode.

Vi forlod hurtigst muligt fabrikken.

Det er vor klare opfattelse, at vi ville have nået det ønskede resultat med en - i det store hele - fejlfri produktion, hvis vi havde fået lov til at fortsætte. Det er vor opfattelse, at der kun manglede en endelig indstilling af de forskellige variabler - altså en operatøropgave.

. . .«

Den 7. marts 1996 skrev advokat Jørgen Horstmann følgende til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen:

»Efter mit brev af 1. marts d.å. har jeg haft lejlighed til også at drøfte sagen med selskabets bestyrelsesformand, direktør Hans Spangenberg, der har bedt mig følge op på brevet med den oplysning, KVM - uanset »episoden« som beskrevet i rapporten er villig til at fuldføre det påbegyndte forsøgsarbejde for at hjælpe Deres klient.

Dog er det naturligvis en forudsætning herfor, at Deres klients aktuelle skyld bliver betalt.

Jeg har også fuldmagt til at give afkald på de endnu ikke udfakturerede rejseomkostninger m.v., såfremt betaling finder sted inden rimelig tid.«

Der afholdtes bestyrelsesmøde i KVM den 28. marts 1996. Af referatet, der er dateret den 11. april 1996, fremgår bl.a., at likviditeten i uge 13 og 14 er anstrengt, at banken er indforstået med den anstrengte likviditet, og at indeståendet på sikringskontoen stort set svarede til KVM's træk. Endvidere hedder det bl.a.:

». . .

Pkt. 3 

Rapport omkring »Götschendorf« og C.A.V.L., Canada.

. . .

C.A.V.L.:

EF's notat blev udleveret. Indtægtsført tilgodehavende, der ikke er dækket af L/C udgør TDDK 348. Resttilgodehavende ca. TDKK 500 er ikke indtægtsført og ikke faktureret.

HSH: Det produkt CAVL lagde op til ved købet var godt nok, men KVM medvirkede til, at slutproduktet kunne blive bedre (bl.a. fas).

Alt tyder på, at KVM's sag er udmærket.

. . .«

Ved breve af henholdsvis 19. april 1996 og 6. maj 1996 rykkede advokat Jørgen Horstmann advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen for en stillingtagen til, hvorvidt hæveerklæringen fastholdtes, ligesom KVM i et brev af 6. juni 1996 til CAVL krævede restsaldoen på 999.349,84 kr. betalt. Med brevet fulgte en rentenota samt kopi af 2 fakturaer dækkende bl.a. »modification of the mould for pig slate elements including experiment with pneumatic in October and November 1995«.

Af et brev dateret den 18. juni 1996 fra Jyske Bank til KVM fremgår, at banken og KVM på et møde den 4. juni 1996 aftalte en nedskrivning af maximum på likviditetsrammen med 2.000.000 kr. til 16.000.000 kr. med baggrund i den realiserede forbedring af arbejdskapitalen i 1. halvår 95/96. Endvidere bekræftedes kravene til fremtidig regnskabsopfølgning.

I et engelsksproget brev dateret den 25. juni 1996 til advokat Jørgen Horstmann meddelte advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen, at hæveerklæringen fastholdtes. Af brevet fremgår bl.a.:

»As you will recognize, I have on behalf of my client according to my letter to you of 12 February 1996 terminated the contract according to which KVM Industrimaskiner A/S has delivered a machine to my client.

The termination is maintained and my client claims that the full purchase price is repaid including interest. In addition to this, a claim for damages is put forward with an amount which has not yet been finally calculated.

. . .

I enclose a copy of a technical report obtained by my client by LVM Tec Inc., Canada, of 21 February 1996 and in this report the following conclusion is made:

»This is our belief that the KVM plant can produce an adequate product, but not in its present configuration. Mechanical modifications will have to be done to keep the Wire-mesh in position during the concrete placement and to eliminate the backward movement of the base metal plate.

In conclusion, we found that the KVM plant, in its present configuration, cannot produce a hardened concrete slat which meets the quality standards of the industry or as established by the CEN/TC 229/WG 2/TG 2 Standard.«

This report proves that the construction of the machine is defective as the machine only will be able to produce products free from defects after comprehensive mechanical modifications.

. . .

Not until December 1995 did your client attempt to designate the concrete mix as reason for the defective products.

This explanation must be rejected.

. . .

If your client still refuses to accept the cancellation of the contract, I see no other solution than instituting arbitration proceedings.

In order to reduce the costs for both parties, my client is willing to accept that the case is initialized by taking an experts opinion, provided your client agrees to this.

The expert shall be appointed by the parties in consensus, just as the list of questions shall be elaborated by the parties in consensus.

Both parties shall also agree to the report being the basis of subsequent arbitration proceedings.

I suggest that a meeting is held with you and your client either before or soon after the labour holiday in July. My client is prepared to consider to participate in such a meeting.

As a matter of form, I would like to state that the taking of an expert's opinion and any subsequent arbitration will take place without prejudice to an allegation that NL 85 was not agreed, however an agreed arbitration in my opinion is the most expedient way to settle the dispute between the parties anyway.

. . .«

I et brev af 5. juli 1996 til Jyske Bank gengav KVM forhandlingerne på et møde med banken den 4. juli 1996 således:

». . .

1. Likviditetsramme.

Reduktionen med MDKK 2 er besluttet af Jyske Bank's direktion og bestyrelse.

Baggrund for reduktionen af likviditetsrammen er

- at KVM det seneste ½ år har haft en tilvækst i arbejdskapitalen på ca. MDKK 1,8,

- at Jyske Bank tidligere har givet udtryk for, at tilvækst i arbejdskapital skal anvendes til reduktion af bankgæld,

- at KVM's kortfristede gæld er for stor,

- at Jyske Bank's risiko, efter reduktion af likviditetsramme og bevilling af arbejdsgaranti på ca. MDKK 1 uden deponering, er næsten den samme som før reduktionen, 

- at Jyske Bank vil have minimeret sin risiko ned til en likviditetsramme på ca. MDKK 12,

- at en eventuel fremtidig reduktion af likviditetsrammen ikke sker med mere end tilvæksten i KVM's arbejdskapital,

- at KVM's indtjening i 1. halvår 95/96 ikke har fulgt budgettet.

Med hensyn til den løbende likviditet gav De tilsagn om, at Jyske Bank vil finansiere kortvarige overskridelser af likviditetsrammen f.eks. momsbetaling, samt at Jyske Bank vil finansiere udvidelse af likviditetsrammen ved forhøjet aktivitet - alt sammen uden yderligere sikkerhed.

Jyske Bank vil ikke finansiere underskud.

2. Dokumentation.

Krav om dokumentation incl. fastholdelse af kvartalsregnskaber er fastsat af Jyske Bank's direktion og bestyrelse.

Ultimo juli fremsendes ugeopdelt likviditetsoversigt for august måned.«

Af Jyske Banks tilbud af 30. juli 1996 til KVM om en kredit med trækningsret fremgår bl.a., at bankens forudsætninger for at stille den aftalte kredit til rådighed ikke længere ville være til stede, hvis den fremtidige indtjening realiseredes med væsentlige negative afvigelser.

At et brev sendt af advokat Jørgen Horstmann til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen den 27. september 1996 fremgår bl.a.:

». . .

Efter afformningen opstod der revner, men hver gang i samme område på elementet.

Revnerne forårsages af bevægelser af de indlagte jern, som ikke har været ordentligt inddækket af beton.

Det er Villy Foldager's bedømmelse, at problemet kunne løses i fyldningsprocessen, men måske skulle man undersøge, om der skete en afblænding af betonen under fyldning af maskinens fyldevogn.

Imidlertid fik min klients repræsentanter ikke mulighed for at fortsætte arbejdet på grund af Deres klients holdning.

Bredere ifyldningsspalter ville i øvrigt gøre fremstillingen mindre følsom, jfr. nedenfor kommentarerne til formen.

Selve maskinen karakteriserer Villy Foldager som værende i realiteten bedre end den maskine, der på hans fabrik i Sunds producerer fejlfri elementer. Der er nu på maskinen i Sunds produceret over 140.000 spalter, og fabrikken leverer nu til Tyskland.

I forhold til den oprindeligt forudsatte form, der byggede på principperne fra den til Sunds leverede, har den leverede form væsentligt smallere indfyldningsåbninger for betonen (3,9 cm. i stedet for 5,1 cm).

Bruno Dupuis bestemte, hvorledes han ville have formen.

. . .

Blanding og udformning af elementet/formen skal tillade, at elementet bliver hængende.

Bruno Dupuis ved dette, idet dette emne blev diskuteret i Sunds. Som et kuriosum kan jeg oplyse, at Deres klient indgik et væddemål med Villy Foldager, men tabte, idet emnet netop blev hængende.

Hvis man ikke kan komme længere med blandingen (måske på grund af de materialer, man ønsker at anvende), så kunne en ændring af formen uden tvivl gøre processen lettere/mindre følsom.

En trædeflade mindre ville give mulighed for bredere indfyldningsåbninger for de øvrige spalter.

. . .«

Advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen fremsendte den 31. oktober 1996 et engelsksproget klageskrift stilet til The International Court af Arbitration (Copenhagen Arbitration). I klageskriftet blev der nedlagt påstand om, at KVM skulle tilpligtes at betale CAVL 15.000.000 kr. Af sagsfremstillingen fremgår, at CAVL anså maskinen for mangelfuld, og at handlen som følge heraf var hævet. Kravet udgjorde tilbagebetaling af købesummen og erstatning for lidt tab. Det gjordes blandt andet gældende, at ansvarsbegrænsningsklausulen i NL 85 § 35 ikke fandt anvendelse, da der var udvist grov uagtsomhed.

Ved brev af 11. november 1996 til Det Danske Voldgiftsinstitut påstod advokat Jørgen Horstmann på vegne KVM sagen afvist under henvisning til voldgiftsrettens manglende saglige kompetence, da parternes aftalegrundlag i form af NL 85 anviser voldgift efter de lovregler om voldgift, som gælder i sælgerens land. Dette førte efter advokatens opfattelse til, at der måtte nedsættes en ad-hoc voldgiftsret.

I et brev af 18. november 1996 skrev advokat Jørgen Horstmann til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen bl.a.:

»Efter mit brev til Voldgiftsinstituttet af 11. ds. har jeg nu haft lejlighed til nærmere at drøfte den processuelle side af sagen med min klient.

På dennes vegne kan jeg foreslå, at vi vedtager Det Danske Voldgiftsinstitut på betingelse af, at alle tre dommere er danske, at retssproget er dansk, at voldgiftsretten - efter høring af parterne - udpeger rettens formand, hvorimod hver part udpeger en voldgiftsdommer. Min klient vil være åben for et forslag om, at retten yderligere tiltrædes af to teknisk sagkyndige.

Alternativt vil min klient også være indstillet på at frafalde voldgiftsklausulen som sådan, således at sagen kan indbringes for Vestre Landsret.

- - -o0o- - - 

Min klients påstand vil naturligvis være frifindelse, idet det gøres gældende, at køber ikke er berettiget til at hæve handlen.

Det forhold, at sag nu indledes, giver imidlertid anledning til nogle praktiske spørgsmål:

Da vi må forudse en langvarig proces, skal maskinen m.v. alt andet lige stå uproduktiv, indtil sagen er afgjort. Vi vil gerne drøfte en praktisk fremgangsmåde med Dem. Jeg forestiller mig noget i retning af følgende:

Parterne finder frem til maskinens aktuelle værdi (tilbagekøbspris). Min klient deponerer på spærret konto et beløb svarende til maskinens oprindelige købspris. Får Deres klient ved endelig dom/kendelse medhold i sit hævesynspunkt, frigives beløbet. Får Deres klient ikke medhold i sit synspunkt, frigives den del af det spærrede beløb, der svarer til maskinens tilbagekøbspris med fradrag af min klients yderligere tilgodehavender - alt naturligvis i overensstemmelse med den da foreliggende afgørelse.

Beløbet skal være deponeret, når syn og skøn har fundet sted, idet det er det overordnede formål, at maskinen da er til min klients disposition med henblik på salg til tredjemand.

I den sammenhæng må det være en forudsætning, at Deres klient giver afkald på sin geografiske beskyttelsesklausul, så maskinen (hvis det i øvrigt er muligt) kan sælges (også) i Canada eller USA.

Jeg understreger, at det sidstnævnte alene er et praktisk betonet forslag - ikke endnu et tilbud.«

Af årsregnskabet for regnskabsåret 1. november 1995 til 31. oktober 1996 for KVM, underskrevet af ledelsen den 4. december 1996, fremgår, at direktionen udgjordes af Ernst Frendesen, mens bestyrelsen i selskabet bestod af ingeniør Hans Spangenberg Hansen, som var bestyrelsens formand, Elsebeth Spangenberg Hansen, civilingeniør Erik Spangenberg Hansen, advokat Jørgen Horstmann, direktør John Hansen og direktør Hans Houlind.

Af ledelsens årsberetning fremgår bl.a.:

». . .

Vigtige begivenheder efter regnskabsårets afslutning

Efter regnskabsårets afslutning har selskabet modtaget et sagsanlæg vedr. en specialmaskine leveret til Canada. Sagen skal afgøres ved dansk voldgift efter dansk ret.

Ledelsen mener ikke, at klageren kan få medhold, hvorfor der ikke er foretaget hensættelser hertil i regnskabet.

. . .«

Af regnskabet, som er forsynet med en blank revisionspåtegning, fremgår, at resultatet efter skat udgjorde 3.922.956 kr. mod -3.315.728 kr. i det foregående regnskabsår. Af resultatet blev 400.000 kr. anvendt til udbetaling af udbytte. Selskabets egenkapital udgjorde ved regnskabsåret slutning 12.767.783 kr. mod 9.230.818 kr. året før.

I et brev af 10. december 1996 havde advokat Jørgens Horstmann skrevet bl.a. følgende til KVM's revisor, BDO Scanrevision A/S:

». . .

b) Umiddelbart efter modtagelsen af Deres brev - den 4. november 1996 - modtog jeg på selskabets vegne et klageskrift (stævning indgivet til voldgiftsretten) fra Advokatfirmaet Kromann & Münter på vegne det canadiske selskab Construction Acton Vale Ltee (CAVL) med påstand om, at KVM skal anerkende berettigelsen af, at CAVL har hævet kontrakten om køb af en maskine samt betaling af kr. 15.000.000,00 (tilbagebetaling af købesum og driftstabserstatning) Erstatningskravet er slet ikke gjort til genstand for omtale i klageskriftet - hverken for så vidt angår beløbets størrelse eller juridisk begrundelse.

Det er vanskeligt at udtale sig om risikoen i sagen, men det er givet, at sagen - uanset udfaldet - vil blive omkostningsmæssigt belastende.

Sagen er anlagt ved Den Internationale Voldgiftsret i København. Da dette institut ikke er vedtaget i aftalen, har jeg, jfr. vedlagte kopi af brev af 11. fm., påstået sagen afvist derfra.

Klagerens advokat har - trods opfordring for voldgiftsretten - endnu ikke kommenteret mit indlæg.

Imidlertid må det lægges til grund, at der bliver nedsat en voldgiftsret (som vi utvivlsomt opnår enighed om sammensætningen af), hvorefter der skal afholdes syn og skøn. Det siger sig selv, at resultatet af et syn og skøn er altafgørende for sagens udfald: Klageren hævder, at maskinen er uegnet til sit formål. KVM hævder, at køberen ikke betjener maskinen korrekt.

For aftalen gælder Nordiske Leveringsbestemmelser 1985 (NL 85). Efter disse betingelser kan en leverandør - såfremt køberen i øvrigt måtte blive kendt berettiget til at hæve - højest blive pålagt at betale erstatning (typisk driftstab) med et beløb på 15% af den aftalte købesum.

Klageren gør gældende, at KVM's påståede misligholdelse er så grov, at denne erstatningsmaksimering ikke skal kunne påberåbes.

Skulle KVM blive dømt til at tilbagebetale købesummen (ca. 3,5 mill.) og maksimalerstatning efter NL 85 og omkostninger, taler vi meget hurtigt om et beløb i niveau 5 mill. kr. Jeg understreger, at jeg ikke kan vurdere risikoen i sagen, så længe der ikke foreligger en uvildig sagkyndig erklæring.

. . .«

Den 11. december 1996 udarbejdede Erik G. Lauridsen, formentlig til brug for et bestyrelsesmøde i KVM den 12. december 1996, en opgørelse over  tilgodehavender og skønnet tab i forbindelse med CAVL. Af opgørelsen fremgår et samlet tilgodehavende for KVM på 1.257.449 kr., hvoraf 644.600 kr. var indtægtsført. Tilbagebetaling af den betalte del af købesummen indgår med 2.662.200 kr., nedtagning, fragt og forsikring med ca. 130.000 kr., erstatning med 15 % af 2.958.000 kr. eller 443.700 kr. samt en skønnet salgspris af maskinen ab fabrik med 2.000.000 kr. Det samlede tab, inklusive på den indtægtsførte del af tilgodehavendet, skønnedes herefter til 1.880.500 kr.

I forbindelse med en overdragelse af aktierne i KVM gav advokat Jørgen Horstmann i et brev af 11. marts 1997 bl.a. følgende oplysninger til advokatfirmaet Juul-Larsen, som repræsenterede køberne:

». . .

Herudover har en canadisk kunde for over 1 år siden hævet sit køb af en leveret speciel blokmaskine til fremstilling af gulvspalter til grisestalde (købesum ca. 3,5 mill. kr.) og har bebudet et stort erstatningskrav støttet på driftstab. Den juridiske vurdering af, om ophævelsen har været berettiget eller ej, står ifølge sagens natur på, om det ved syn og skøn måtte blive fastslået, at maskinen er mangelfuld. Efter min klients - og eksterne eksperters - udsagn fejler maskinen intet. Årsagen til kundens problemer skal efter disses samstemmende opfattelse søges i forkert/udygtig betjening sammenholdt med materialesammensætningen og højest tænkeligt en uhensigtsmæssig støbeform (der principielt intet har at gøre med maskinen). Efter den indgåede kontrakt skulle et erstatningskrav for indirekte skade aldrig kunne overstige 10% af købesummen.

. . .«

I et brev af 18. marts 1997 rykkede advokat Jørgen Horstmann advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen for en stillingtagen til sagen, herunder om CAVL nu fandt maskinen anvendelig. Jørgen Horstmann angav, at fortsat passivitet fra CAVL's side ville føre til indtaling af KVM's krav ved en ad hoc voldgiftsret.

Efter det oplyste hævede advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen herefter voldgiftssagen den 1. april 1997.

I et brev af 4. november 1997 til CAVL's canadiske advokat, Alain Boisvert, bad advokat Jørgen Horstmann bl.a. denne oplyse, om ophævelsen fastholdtes, og om den leverede maskine i bekræftende fald kunne tilbageleveres i uændret stand. Det anførtes, at spørgsmålet blev stillet på baggrund af Alain Boisverts bemærkninger om, at CAVL havde foretaget ikke angivne ændringer, og at advokatens brev tydede på, at CAVL ønskede at beholde maskinen, hvorfor det retlige tema kunne være ændret.

I et brev af 17. november 1997 til BDO Scanrevision A/S skrev advokat Jørgen Horstmann om tvisten med CAVL:

». . .

Vedrørende CAVL: Sagen har ligget stille siden marts d.å., men CAVL's canadiske advokat har nu bebudet, at sagen vil blive fortsat. Der afholdes formentlig møde med CAVL's direktør og advokat den 24. eller 26. ds. Sagens juridiske udfald afhænger (fortsat) efter min opfattelse af resultatet af et syn og skøn. Det forbeholdte krav om driftstabserstatning er ikke hjemlet i parternes aftale - en imødekommelse af påstanden vil derfor forudsætte, at voldgiftsretten vil karakterisere KVM som for det første teknisk rådgiver og for det andet som havende optrådt overordentligt uforsvarligt.

Det er p.t. uklart, om CAVL fortsat vil hæve handlen - eller» kun« kræve erstatning.

. . .«

I et brev af 17. november 1997 til advokat Alain Boisvert meddelte advokat Jørgen Horstmann, at KVM havde fået nye ejere, og at sagen fremover ville blive varetaget af advokat Erik Juul-Larsen. Endvidere bad Horstmann Boisvert oplyse, om CAVL fortsat ville hæve handlen eller alene kræve erstatning.

Advokat Jørgen Horstmann udtrådte herefter af sagen.

CAVL indgav senere på ny voldgiftsklage. Førelsen af denne voldgiftssag, herunder udpegning af voldgiftsdommere, forberedelse af voldgiftssagen og gennemførelse af domsforhandling blev varetaget af advokaterne Erik Juul-Larsen og Søren Koll Espensen.

Der er i nærværende sag fremlagt kopi af skriftlige vidneforklaringer afgivet af Hans Spangenberg Hansen, Erik Spangenberg Hansen, Ernst Frendesen, Troels Gylling, Willy Foldager, Knud Jensen og Peter Svensen til brug for voldgiftssagen.

Voldgiftsretten afsagde den 10. november 2000 kendelse i sagen. Af kendelsen fremgår bl.a. (i dansk oversættelse):

». . .

7. KVMs forpligtelser ifølge Kontrakten og CISG.

. . .

7. 2.4 Kontrakten indeholder bestemmelse om en komplet støbeform til svinespalteelementer med fem trædeflader, men KVM leverede en støbeform til produktion af spalter med syv trædeflader.

Ændringen fra fem til syv trædeflader skete efter, at hr. Dupuis på tidspunktet for kontraktens indgåelse forelagde en tegning af en spalte med syv bjælker for KVM.

Voldgiftsretten udleder af vidneudsagnene, at KVM, uden nogen diskussion eller indvendinger, accepterede at levere en støbeform til produktion af spalter med syv trædeflader i stedet for fem. Der var således enighed mellem parterne om dette antal trædeflader.

. . .

7.2.11 KVM fastholdt, at KVMs ansvar for støbeformens funktionsdygtighed var begrænset i henhold til  Kontraktens bestemmelser på side 7: »Vi kan ikke give Dem nogen garanti for kvaliteten af de produkter, De ønsker at producere på maskinen«.

CISG, artikel 8, stk. 2, foreskriver, at erklæringer afgivet af en part skal fortolkes i overensstemmelse med den opfattelse, som en fornuftig person ville have haft under samme omstændigheder. Voldgiftsretten finder, at klausulen på side 7 i Kontrakten ikke med rimelighed kan fortolkes således, at den fritager sælgeren for forpligtelsen til at levere en blokstensmaskine og en støbeform, som er egnet til deres tilsigtede formål.

Voldgiftsretten kan ikke godtage påstanden om, at den nævnte klausul med rimelighed kan forstås således, at KVM ikke har noget ansvar, hvis varerne (blokstensmaskinen og støbeformen samt de andre elementer angivet i Kontrakten) ikke kan fungere sammen som en helhed og producere svinespalteelementer. Der er ikke noget bevis for, at CAVL accepterede at påtage sig risikoen for, at blokstensmaskinen og støbeformen ikke kunne producere salgbare spalter. Hvis en sådan hensigt var blevet udtrykt klart over for hr. Dupuis under forhandlingerne, er voldgiftsretten overbevist om, at han ikke ville have indvilget i at indgå Kontrakten. Bevismaterialet viser faktisk, at KVM ikke selv forstod Kontrakten således. KVM ville næppe have ladet sine folk bistå CAVL i Acton Vale i cirka fem måneder med henblik på at få anlægget til at fungere, hvis KVM var af den opfattelse, at det ikke var KVMs ansvar at levere en maskine, der kunne producere svinespalter af en god handelsmæssig kvalitet.

Voldgiftsretten konkluderer, at den såkaldte »ansvarsfraskrivelsesklausul« kun kunne beskytte KVM, hvis Maskinen faktisk fungerede tilfredsstillende efter en indkøringsperiode af rimelig længde, dvs. den producerede svinespalter af en god handelsmæssig kvalitet, som tilfældet var med maskinen, der var leveret til Sunds. I en sådan situation ville KVM ikke være ansvarlig for »produkternes kvalitet«, eksempelvis for kunders utilfredshed grundet i alt for vidtgående løfter afgivet af CAVL, eller hvis CAVL stillede urimelige krav til produkternes kvalitet, eller hvis CAVLs forventninger var højere end en fornuftig købers.

 

7.2.12 Voldgiftsretten konkluderer, at »ansvarsfraskrivelsesklausulen« på side 7 i Kontrakten ikke fritager KVM for KVMs forpligtelse til at levere varer, som er egnet til deres rimelige og tilsigtede formål.

. . .

8. Undlod KVM at reparere eller udskifte Maskinen? Episoden den 31. januar 1996. Varernes kontraktsmæssighed og væsentlig misligholdelse.

8.3.2

. . .

Voldgiftsretten konkluderer, at det på trods af de talrige prøver foretaget af KVM efter leveringen ikke var muligt at nå til en løsning på fyldningsproblemerne. Voldgiftsretten bemærker, at KVM havde den tilstrækkelige tid - fem måneder før KVM afbrød sine aktiviteter - som normalt kræves for at tilpasse betonblandingen til Maskinen for at kunne producere korrekte spalter. Hr. Helmut Kuch anså i sit vidneudsagn tre måneder for at være tilstrækkeligt (udskrift af den 22. juni 2000, p. 14). Voldgiftsretten finder således ikke, at der er tilstrækkeligt bevis for, at en anden betonblanding kunne have løst fyldningsproblemerne. Det var støbeformens konstruktion, for snævre åbninger, som forblev hovedårsagen til vanskelighederne.

8.3.3 Voldgiftsretten finder, at en ændret støbeform - f.eks. med seks bjælker - ville have løst vanskelighederne. Det blev drøftet i oktober 1995.

Hr. Erik Spangenberg Hansen (»ES«) udskrift af den 22. juni 2000, p. 42:

KE: »De siger, at for at kunne opnå en bedre fyldningsåbning, ville det være nødvendigt at fjerne en trædeflade. Ville det afhjælpe fyldningsproblemet?

ES: »Ja, det ville være en stor hjælp at kunne fylde materialet i udenom armeringsjernet.«

. . .

KE: »De siger også, at hr. Dupuis' eneste kommentar var, at han ikke kunne acceptere de ændringer, fordi det ville blive dyrt. Var det noget De drøftede på det møde, drøftede De betaling?

ES: »Ja, for på den ene eller anden måde troede vi, at han skulle betale for disse ændringer, fordi vi ændrede produktet.«

. . .

»Vi troede ikke, vi var ansvarlige for, at den bestemte støbeform ikke fungerede.«

Under alle omstændigheder konkluderer voldgiftsretten, at KVM handlede forkert i oktober 1995 ved ikke at tilbyde en ændret støbeform (f.eks. en støbeform med seks bjælker) for egen regning. Ved at undlade dette, opfyldte KVM ikke sin forpligtelse ifølge Kontrakten til at afhjælpe fejl i støbeformens konstruktion.

8.3.3 Voldgiftsretten finder, at det fremgår åbenbart af det i sagen fremlagte bevismateriale, at KVM ikke opfyldte sine forpligtelser ifølge NL 85 E og CISG til at reparere eller udskifte maskinens, herunder støbeformens, mangelfulde dele inden for rimelig tid.

. . .

8.4 Episoden den 31. januar 1996

. . .

8.4.3

. . .

Under alle omstændigheder finder voldgiftsretten, at KVMs forpligtelser ifølge Kontrakten til at afhjælpe manglerne, hverken blev indstillet eller påvirket af denne episode. 

8.4.4 Voldgiftsrettens konklusion angående KVMs opfyldelse forbliver derfor uændret på trods af denne episode: KVM opfyldte ikke sin forpligtelse til at afhjælpe manglerne og inden for rimelig tid.

8.5 Varernes kontraktsmæssighed og væsentlig misligholdelse.

Voldgiftsretten anerkender, at der altid er indkøringsvanskeligheder med betonprodukter, særligt nye produkter. Det er almindeligt kendt i betonindustrien, at beton er et foranderligt materiale, som på grund af dets sammensætning, bl.a. det stenmateriale, der anvendes i blandingen, aldrig er ens fra et sted til et andet.

På den anden side lægger voldgiftsretten til grund, at Maskinen, således som den blev leveret, og på trods af KVMs bestræbelser på at reparere den, grundlæggende ikke kunne producere de svinespalter, den var konstrueret til, eftersom KVM, på trods af den fagkyndige bistand, der blev tildelt i de fem måneder, herunder af betoneksperter fra både Danmark og Canada, og på trods af de ændringer, der blev foretaget af betonblandingerne, og de ændringer, der blev foretaget af støbeformen i denne periode, undlod at levere en Maskine til CAVL, som kunne producere spalter af en god handelsmæssig kvalitet, hvilket - ud over at være det »sædvanlige« formål med en maskine af denne type - også var det formål, som KVM udtrykkeligt blev gjort bekendt med på tidspunktet for aftalens indgåelse (jfr. CISG, arktikel 35, stk. 2, litra a-b).

KVMs manglende levering af en Maskine (inklusive en støbeform), som var egnet til nævnte formål, og KVMs efterfølgende undladelse af at afhjælpe den manglende kontraktsmæssighed udgør tydeligt en »væsentlig« misligholdelse af KVMs forpligtelser ifølge CISG, artikel 25, og en »væsentlig« misligholdelse ifølge NL 85 E, pkt. 31, 2. afsnit. Voldgiftsretten konkluderer, at CAVL var berettiget til at hæve Kontrakten i overensstemmelse med CISG, artikel 49, stk. 1, litra a, og 85 E, pkt. 31, 2. afsnit.

9. CAVLs ophævelse af kontrakten.

. . .

9.5 Efter CAVLs formelle ophævelse af Kontrakten den 12. februar 1996, afviste KVM i sit brev af 14. februar 1996, at CAVL var berettiget til hæve Kontrakten, og anførte udtrykkeligt, at KVMs afvisning af ophævelsen er baseret på det standpunkt, at Maskinen ikke var mangelfuld. Som følge af KVMs standpunkt, kunne CAVL ikke forvente, at KVM frivilligt ville tilbagebetale købesummen til gengæld for en returnering af Maskinen. CAVL kunne tværtimod alene forvente at disponere over købesummen efter at have anlagt en retssag (voldgiftssag), som kunne anerkende CAVLs ret til at ophæve (opsige) Kontrakten.

Under disse omstændigheder var CAVL berettiget til at tilbagekalde ophævelsen, og berettiget til - i stedet for at træffe foranstaltninger om at købe en anden Maskine - at få foretaget de nødvendige reparationer og til at få fremstillet erstatningsdele for KVMs regning. Voldgiftsretten konstaterer derfor, at Kontrakten stadig er gældende, og at bestemmelserne i NL 85 E, som regulerer forhold, hvor Kontrakten stadig er gældende, derfor skal finde anvendelse ved afgørelsen af denne voldgiftssag.

Den kendsgerning, at CAVL i en periode på 2½ år fra den 12. februar 1996 til den 31. august 1998 ikke informerede KVM om, at CAVL havde ændret mening og havde besluttet sig for at beholde Maskinen og reparere den for KVMs regning, fører ikke til et andet resultat, men denne kendsgerning er relevant, for så vidt angår voldgiftsrettens vurdering af, i hvilken udstrækning CAVL har opfyldt sin tabsbegrænsningsforpligtelse i henhold til CISG, artikel 77 (se pkt. 10.4 D og 10.4 I nedenfor).

10. CAVLs krav. Beregning af erstatning. Begrænsning af erstatning.

. . .

På den anden side finder voldgiftsretten ikke, at de fremlagte beviser støtter en afgørelse om, at Indklagedes adfærd kan karakteriseres som udgørende »grov uagtsomhed« (eller »groft forsømmelig adfærd«, således som sådanne udtryk almindeligvis ville blive opfattet af en fornuftig, international handlende (se f.eks. »Black's Law Dictionary« (»out of all measure; beyond allowance, shameful as a gross dereliction of duty, a gross injustice, gross carelessness or negligence«) (over al måde, ud over det tilladte, skændig som en grov pligtforsømmelse, en grov uretfærdighed, grov skødesløshed eller uagtsomhed). Voldgiftsretten lægger hermed vægt på det faktum, at selvom KVM allerede havde produceret en maskine til Sunds, var konstruktionen og produktionen af en betonpresse og støbeform til produktion af de svinespalte-elementer, CAVL ønskede at producere, en vanskelig opgave, som KVM i en lang periode forsøgte at løse i god tro. Voldgiftsretten lægger videre vægt på det faktum, at KVMS beslutning om at afbryde de nødvendige reparationer af blokstensmaskinen og formen blev truffet i forbindelse med episoden 31. januar 1996 og tilsyneladende blev truffet på baggrund af en misforståelse af KVMs forpligtelser i henhold til Kontrakten.

Dette efterlader spørgsmålet om hvorvidt, selvom der ikke kan føres bevis for grov uagtsomhed, Indklagedes manglende levering af en til formålet egnet maskine og Indklagedes efterfølgende afvisning (eller i det mindste uagtsomme undladelse) af at afhjælpe de mekaniske mangler ved at levere en ny støbeform uden omkostninger for Klager, eller dette faktum i forbindelse med Indklagedes reaktion på Klagers ophævelse af  kontrakten, skulle afskære Indklagede fra at påberåbe sig ansvarsbegrænsningsklausulen.

. . .

voldgiftsretten har tidligere fastslået, hvilke forpligtelser Indklagede påtog sig med hensyn til levering til Klager af en maskine (inklusiv en støbeform), som var egnet til produktion af spalter til kommercielt salg. Se afsnit 7.2 ovenfor. Under voldgiftsbehandlingen har Indklagede beskrevet sin egen opfattelse af de forpligtelser, Indklagede påtog sig i henhold til Kontrakten. Indklagedes opfattelse af Kontrakten, som Indklagede havde udfærdiget, står i skarp kontrast til voldgiftsrettens fortolkning af Kontrakten, og Indklagedes opfattelse støttes hverken af sproget i Kontrakten eller af de informationer, der blev udvekslet under forhandlingerne forud for Kontraktens indgåelse. Det er ikke muligt for voldgiftsretten at fastslå baggrunden eller motivationen for Indklagedes beslutning om ikke at acceptere Klagers ophævelse af Kontrakten, men hvis Indklagedes beslutning om ikke at acceptere ophævelsen var baseret på Indklagedes opfattelse af Kontraktens indhold, så var beslutningen baseret på en tydelig misforståelse af Kontrakten.

Klager udøve de retmæssigt muligheden for at hæve Kontrakten, men da Indklagede uretmæssigt nægtede at anerkende Klagers ret til at handle således og også undlod at tilbagebetale købesummen, valgte Klager selv, frem for at lade Maskinen (Klagers væsentlige investering) stå uanvendelig i en ubestemt periode (måske år, dvs. indtil en voldgiftsret kunne bekræfte Klagers ret til at hæve Kontrakten), at påtage sig bestræbelser med at få Maskinen til at fungere, dvs. at »få reparationerne foretaget eller få fremstillet nye dele for Indklagedes regning og risiko«. Både i henhold til NL 85 E og CISG var Klager berettiget til at vende tilbage til denne valgmulighed.

Voldgiftsretten finder ikke, at Indklagedes undladelse af selv at reparere eller udskifte støbeformen vederlagsfrit i og af sig selv kan berettige en indskrænkende fortolkning af ansvarsbegrænsningen ved indirekte tab i pkt. 35 i NL 85 E, dvs. sådan at punktet af den grund alene ikke kan finde anvendelse i denne sag. Punktet kan heller ikke anses for så urimeligt og ufornuftigt, at det skal erklæres ugyldigt på grundlag af den danske aftalelovs § 36.

NLs ansvarsbegrænsning ved indirekte tab dækker bl.a. de mindre alvorlige sager, hvor køber ikke er berettiget til at hæve kontrakten, dvs. sager, hvor manglen ikke er »væsentlig«. I mere alvorlige sager, hvor manglen er »væsentlig«, er købers retsstilling beskyttet af NLs bestemmelser, som tillader køber at hæve kontrakten. Hvis en sælgers (negative) reaktion over for en købers ophævelse af kontrakten rent faktisk ikke giver køber den retsbeskyttelse, som NL 85 E er udfærdiget til at yde, kan der være god grund til at foretage en indskrænkende fortolkning af ansvarsbegrænsningen ved indirekte tab i NL 85 E, pkt. 35.

Efter omstændighederne i denne sag finder voldgiftsretten, at Indklagedes undladelse af selv at reparere eller udskifte støbeformen vederlagsfrit i perioden op til slutningen af januar 1996, Indklagedes beslutning i februar 1996 om ikke at fortsætte med at opfylde sine forpligtelser til at reparere og udskifte mangler vederlagsfrit samt Indklagedes beslutning om ikke at acceptere Klagers ophævelse af Kontrakten giver grund til en indskrænkende fortolkning af ansvarsbegrænsningen ved indirekte tab i NL 85 E, pkt. 35, dvs. således at det nævnte punkt ikke finder anvendelse i denne sag.

. . .«

I henhold til kendelsen skulle KVM betale 1.281.821,82 CAD med tillæg af rente. Heraf udgjorde omkostninger til reparationer og tests udført af CAVL 808.753,51 CAD og erstatning for tabt fortjeneste 300.000 CAD. Endvidere skulle KVM betale voldgiftssagens omkostninger.

I en skrivelse modtaget den 20. november 2000 skrev Jesper Rasmussen til advokat Jørgen Horstmann og bad denne gennemgå voldgiftskendelsen for procedurefejl, formelle fejl og »alt muligt, der kan hindre en betaling til CAVL«.

KVM anlagde ved stævning af 28. november 2000 sag ved Vestre Landsret mod CAVL med påstand om, at voldgiftskendelsen af 10. november 2000 skulle kendes ugyldig med hensyn til fastsættelsen af erstatningsbeløbet og de tilkendte sagsomkostninger. Af replik af 10. december 2001 i sagen fremgår, at påstanden om ugyldighed bl.a. støttedes på forkert retsanvendelse fra voldgiftsrettens side. I et processkrift af 16. oktober blev det gjort gældende, at et syn og skøn fortsat kunne foretages på dette tidspunkt, og der blev fremsat anmodning om afholdelse heraf.

Sagen om voldgiftskendelsens ugyldighed blev hævet i forbindelse med et forlig indgået mellem KVM og CAVL den 31. december 2002, i henhold til hvilket KVM skulle betale CAVL et samlet beløb på 2.653.000 CAD, hvilket beløb i henhold aftalen erlægges i form af maskiner. I henhold til acceptskrivelse af 24. april 2003 fra CAVL er aftalen opfyldt.

Direktør Willy Foldager, SundsAlfa Bettonvarefabrik A/S har den 17. december 2001 afgivet følgende erklæring til KVM:

»På forespørgsel skal jeg bekræfte, at hvis spaltemaskinen fra CAVL var kommet tilbage til Danmark i 1996 ville vi SundsAlfa Betonvarefabrik A/S have købt maskinen til markedspris.«

Advokatrådet har den 8. januar 2004 afgivet følgende responsum i sagen:

». . . 

Det fremgår af Deres henvendelse, at De ønsker svar på følgende spørgsmål:

Finder Advokatrådet, at det påhviler en advokat, som har påtaget sig at rådgive en dansk virksomhed, der er sælger af en maskine, i anledning af et canadisk selskab har gjort mangelsindsigelser gældende, hvilke mangelsindsigelser resulterede i ophævelsen af købsaftalen, at rådgive sin klient om:

1) Hvorvidt den leverede maskine må anses for at være mangelfuld efter almindelige internationale køberetlige principper.

2) Hvorvidt syn og skøn skal afholdes på sælgers foranledning, inden køber iværksætter udbedringsforsøg, såfremt køber tilbagekalder sin ophævelse af handlen, hvis dette er muligt.

2a) Syn og skøn bør afholdes hurtigst muligt, inden køber iværksætter udbedringsforsøg, som efterfølgende kan udelukke foretagelse af syn og skøn.

3) De erstatningsretlige konsekvenser af, at ophævelsen er berettiget, og købere senere tilbagekalder denne.

3a) De erstatningsretlige konsekvenser af en eventuel mulighed for en køber til, efter de internationale, køberetlige regler, senere at tilbagekalde en hæveerklæring, og om en eventuel risiko for, at sælger i tilfælde af en tilbagekaldelse risikerer at komme til at hæfte for de af køber afholdte afhjælpningsomkostninger.

4) De erstatningsretlige konsekvenser af, at det muligt efter den internationale køberet er sælgers risiko, såfremt køber ikke likviditetsmæssigt har mulighed for at begrænse sit tab.

5) De mulige erstatningsretlige konsekvenser af, at en ansvarsbegrænsning i NL 85 E, pkt. 31,

bortfalder.

Efter Advokatrådets opfattelse påhviler det i almindelighed en advokat, der rådgiver sælger af et aktiv, som køberen mener er mangelfuld, at rådgive sælgeren om indholdet og konsekvenserne af de retsregler, der gælder for bedømmelsen af mangelsspørgsmålet, herunder hvilke mangelsbeføjelser køberen har eller må antages at kunne have i anledning af den konkrete mangel. Advokatens rådgivning bør i almindelighed endvidere omfatte de relevante foranstaltninger, som sælgeren bør iværksætte eller være opmærksom på til varetagelse af sine interesser.

Afgørelsen af, hvilke regler der i det konkrete tilfælde måtte være relevante i sagen, og om der er rådgivet herom, henhører under domstolene«

Der er under domsforhandlingen for landsretten afgivet forklaringer af Jesper Rasmussen, Jørgen Horstmann, Ernst Frendesen, Erik Spangenberg Hansen, Willy Foldager og Hans Houlind. Der er endvidere den 20. august 2002 afgivet forklaring af Hans Spangenberg Hansen i et retsmøde forud for domsforhandlingen.

Jesper Rasmussen har forklaret, at han er uddannet cand. scient. i kemi og fysik. Han har været ansat på forskellige virksomheder, herunder elektronikvirksomheder. Han havde sammen med en partner købt et par virksomheder. Denne partner, der kendte betonindustrien, fik et tip om, at KVM kunne erhverves. Vidnet var første gang på KVM i begyndelsen af 1997. Der blev opnået enighed om, at de kunne få lov at købe aktierne i KVM, således at de købte halvdelen i første omgang. På den måde kunne de komme til at lære virksomheden at kende. De betalte 10 mio. kr. for de første 50 % af aktierne. De skulle betale det samme plus et tillæg for anden halvdel. Der var fleksibilitet m.h.t. købstidspunktet for anden del. I forbindelse med købet skulle der gives nogle indeståelser, bl.a. om de verserende tvister, herunder CAVL-sagen. Indeståelserne kunne give anledning til afslag i anden halvdel af købesummen. Advokat Horstmann lavede en redegørelse, men der blev vist ikke sat beløb på. Vidnets revisor, KPMG, gennemgik også regnskaberne. I halvårsregnskabet beskrev man tvisten med CAVL som i advokat Horstmanns redegørelse. Han fik ikke nogen fornemmelse af, at ansvarsbegrænsningen kunne risikere at forsvinde. Han kan ikke huske at have set advokat Horstmanns revisorbrev af 10. december 1996, eller om han har fået oplysning herom af KPMG. Ca. en til to måneder efter overtagelsen af første del af aktierne viste det sig, at ordrebeholdningen var væsentlig mindre end oplyst. Det førte til, at prisen på anden del af aktierne blev sat ned. Til gengæld blev alle tidligere indeståelser fra sælger i den forbindelse frafaldet. Der var ingen diskussion om CAVL-sagen. Den 1. december 1997 blev de resterende aktier overtaget. Det var en meget stor overraskelse, da voldgiftskendelsen kom. Det var tæt på at vælte virksomheden, hvorfor han skrev til advokat Horstmann. Efter råd fra advokat Søren Koll-Espensen valgte KVM at anfægte kendelsen. Man valgte senere at antage en anden advokat, Karoly Nemeth, til at føre denne sag. Der er aldrig blevet gennemført et syn og skøn. Sagen vedrørende anfægtelse af voldgiftskendelsen blev stoppet, da man ultimo 2002 indgik en aftale med Bruno Dupuis om at levere maskiner i stedet for kontanter. CAVL fik en række standardmaskiner til belægningssten og byggeblokke for 2,2 mio. CAD. Disse maskiner blev leveret under almindelige leveringsbetingelser. Herudover var der en åben konto på 400.000 CAD. Han kan ikke forklare, hvorfor der ikke under voldgiftssagen blev gennemført et syn og skøn. Voldgiftsrettens medlemmer må have vurderet, at de kunne træffe afgørelse uden. Professor Bresson havde været sagkyndig for CAVL. KVM havde ikke selvstændige sagkyndige med til Canada. Den oprindelige form eksisterer ikke mere.

Advokat Jørgen Horstmann har forklaret, at han indtrådte som medlem af bestyrelsen i KVM i 1994. Han virkede som advokat for virksomheden frem til maj 1997. Han var involveret i aktieoverdragelsen. Han blev efter nogle indledende møder mellem parterne inddraget, da der kom et kontraktudkast fra advokat Erik Juul-Larsen. Handlen blev indgået og effektueret den 1. maj 1997. KPMG havde gennemført en »due diligence« undersøgelse, herunder med møder med BDO og gennemgang af en mængde bilag. Brevene vedrørende sagen med CAVL var fremme. Der var anlagt voldgiftssag med krav om 15 mio. kr. Man studsede over beløbet, som var uspecificeret. I april kunne han fortælle, at sagen var trukket tilbage. Sælger fik 10 mio. kr. for de første 50 % af aktierne og gaven køberet på de sidste 50 %, som kunne udnyttes inden for 2½ år for 10 mio. kr. med et kurstillæg svarende til forrentning. Prisen skulle endvidere reguleres efter udfaldet af tre verserende sager, Götschendorf, A10 og CAVL. Der var generelt hensat 1,89 mio. kr. til tab og reklamationer. Desuden var der en bagatelgrænse på 600.000 kr. Alt derudover skulle fragå i købesummen for de resterende 50 %. I august 1997 reklamerede køber over ordrebeholdningen, idet man mente, at der var givet urigtige oplysninger herom. Køber truede med at hæve handlen. Der blev indgået et forlig, hvorefter man købte de resterende 50 % aktier for 6.250.000 kr. den 20. november 1997. Herefter var der handlet af på risikoen for retssagerne, men det var ikke disse, der var afgørende for reduktionen. Hans Spangenberg Hansen ønskede at få diskussionen lukket. Indtil da var det uafklaret, hvem der skulle føre CAVL-sagen, men da køberne overtog alle aktier, overtog advokat Juul-Larsen sagen. Den 24. november 1997 afholdtes møde med Bruno Dupuis, advokat Alain Boisvert og Juul-Larsen, hvor sagen blev drøftet. Juul-Larsen fik alle sagens akter overdraget fysisk. Sagsøgte havde ikke været involveret i salget af maskinen til CAVL. Den 20. december 1995 blev han bedt om at kontakte Ernst Frendesen, da den canadiske køber ville komme den 21. kl. 10. Om morgenen den 21. fik han en fax fra Frendesen, hvoraf fremgik, at KVM mente at have en løsning. Forud for mødet fik han en briefing af en varighed på 10 minutter. Ulrik Fleischer-Michaelsen, Bruno Dupuis, Ernst Frendesen og Erik Spangenberg Hansen deltog også i mødet. Ulrik Fleischer-Michaelsen redegjorde for, at CAVL var stærkt utilfreds med maskinen, og han truede med at hæve købet, hvis maskinen ikke kom til at fungere indenfor meget kort tid. Han anslog kravet til 400-600.000 CAD. Mødedeltagerne fra KVM hævdede, at maskinen virkede, men ikke blev anvendt korrekt. Der taltes om, at Dupuis skulle bruge et andet betonmix. Advokaterne forlod på et tidspunkt mødet, mens teknikerne fortsatte drøftelserne. Senere på dagen fik han en mappe med bilag. Der var kopi af ordrebekræftelsen af 25. januar 1995 og en del af korrespondancen, herunder nogle af de tidligere tilbud, noget tegningsmateriale og ganske givet også nogle af canadiernes reklamationsskrivelser. Han modtog næste dag Ulrik Fleischer-Micaelsens brev af 21. december 1995. Han talte samme dag med Ernst Frendesen og fik forklaret, at der var talt om en løsningsmodel med en ny form og analyser af canadiernes betonmix med henblik på at finde det rigtige mix. Dette kunne ikke nås inden den 12. januar 1996. Dette skulle han meddele Ulrik Fleischer-Michaelsen. Han talte senere med Hans Spangenberg Hansen. Han mødtes vist lige efter nytår med Ernst Frendesen og Erik Spangenberg Hansen. I et senere møde deltog også Hans Spangenberg Hansen. Sagsøgte havde gennemgået NL 92. Han fik forklaret hele forhistorien med Bruno Dupuis, herunder om maskinen i Sunds, og at Dupuis havde fremvist nogle tegninger, der viste det ønskede slutprodukt. Han fik også at vide, at antallet af trædeflader var forøget i forhold til maskinen i Sunds og den oprindelige aftale. Han fik forevist en maskine, der producerede SF-sten og forklaret pladeløsningen. Han fik at vide, at canadierne ikke håndterede maskinen korrekt, hverken hvad angik betjening eller valg af betonmix. Han fik at vide, at et tilbudt træningsprogram var blevet fravalgt, at levering blev forsinket, og at folk fra KVM havde været i Canada tre gange. Han fik intet at vide om drøftelser om levering af en ny form, herunder om uenigheden om, hvem der i givet fald skulle betale for den. Han fik af repræsentanterne for KVM at vide, at KVM havde foretaget modifikationer af formen. Man agtede at fakturere dette. Det var først, da han læste voldgiftskendelsen, at han blev klar over, at Erik Spangenberg Hansen allerede inden mødet den 21. december 1995 havde foreslået levering af en ny form mod betaling. Ansvarsbegrænsningen indeholdt i ordrebekræftelsen af 25. januar 1995 blev drøftet, og han læste den anderledes end Ernst Frendesen og sagde, at den var intetsigende og kun indeholdt, hvad der i forvejen gjaldt. Den reddede ikke KVM i relation til revnerne. Han så tilbudet af 19. januar 1995. Heraf fremgik at KVM skulle lave formen, og derfor gjorde han det klart, at KVM havde ansvar for formen. Han fik at vide, at den skulle kunne virke, men kravene til omhyggelighed og finindstilling øgedes ved et større antal trædeflader. Problemet var fyldning og betjening. Det drøftedes på et møde, som blev afholdt inden 8. januar 1996, om der skulle folk til Canada, herunder eksterne. Det gik han meget ind for. Vedtagelsen af NL blev også drøftet, og det kunne ikke dokumenteres, at NL var sendt med, men Hans Spangenberg Hansen oplyste, at der aldrig gik noget af sted uden NL, der også brugtes uden for Norden. Han spurgte, om der var andre købere til maskinen, hvis handlen blev hævet, men fik at vide, at det var der ikke. Kun Willy Foldager var en mulig køber, og han havde vist maskiner nok. Det var derfor meget uvist, hvad han ville give for den. Han fik forevist  den håndskrevne opgørelse af 11. december 1995, som viste, at maskinen var værdiløs. Hans Spangenberg Hansen kendte NL, herunder § 31 og 15 % begrænsningen. Derfor var vedtagelsen af betydning. De drøftede ikke grov uagtsomhed, men det lå uden for hans forestilling, at KVM's handlinger skulle kunne karakteriseres som grov uagtsomhed. Han havde forud for disse drøftelser genopfrisket den internationale købelov, som jo er en integreret del af dansk ret. Han havde endvidere læst de relevante dele af Landos bog om internationale køb. Han konstaterede, at mangelsbegrebet var det samme som i normal dansk køberet, nemlig et funktionsbegreb. Det blev ikke i januar 1996 drøftet, om en ophævelse kunne tilbagekaldes. Da var der ikke hævet. Han sendte brevet af 11. januar 1996 til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen. Det var relativt klart, hvem der skulle med til Canada. Forslaget om betaling for forsøgene ville CAVL ikke acceptere, men Hans Spangenberg Hansen så bort herfra. Erik Spangenberg Hansen og Hans Spangenberg Hansen talte sammen dagligt, og sagsøgte talte med Hans Spangenberg Hansen. Rapporterne fra Canada var positive, indtil historien om øretæver kom. Han sagde, at de var nødt til at gå tilbage til CAVL's fabrik. Hans Spangenberg Hansen havde talt med Fleischer-Michaelsen. I relation til rapporten om opholdet i Canada talte han nogle gange med Erik Spangenberg Hansen, som fortalte, at der var lavet dagssedler. Disse blev sendt til ham. Han renskrev dem i rapportform. Det fremlagte er slutresultatet efter flere udkast og et møde med Erik Spangenberg Hansen. Han fik at vide, at Willy Foldager syntes, at maskinen var bedre end hans egen, og det bekræftede Foldager over for ham i en telefonsamtale. Foldager har også set rapporten. KVM følte sig derfor bestyrket i, at der var tale om betjeningsfejl, da ophævelsen kom. Den var ventet, og det var aftalt, at den skulle afvises. Man forventede et sagsanlæg og vidste, at Ulrik Fleischer-Michaelsen blev rykket herfor af Alain Boisvert. Brevet af 7. marts 1996 til Ulrik Fleischer-Michaelsen kom på baggrund af sagsøgtes forslag til Hans Spangenberg Hansen om at få tingene tilbage på sporet. Der gik lang tid, inden Fleischer-Michaelsen vendte tilbage, trods rykkere. Han drøftede med Hans Spangenberg Hansen, hvad de så gjorde. Han redegjorde for problemerne med værneting, og han syntes nok ikke, at det var naturligt at anlægge voldgiftssag i Canada med de risici, det indebar. Han fandt, at køber havde bevisbyrden for mangler, og derfor drøftedes en aktiv indsats ikke på dette tidspunkt. Han foreslog at undlade yderligere fakturering, men det gjorde man alligevel, dog uden at indtægtsføre. I relation til bestyrelsesmødet 28. marts 1996 ved han ikke, hvilket notat fra EF, der omtales. Det kunne være over tilgodehavender. Han husker ikke nærmere herom, men han har på et tidspunkt givet en kort redegørelse for sagens stade. Man vurderede, at sagen var god. Han modtog brevet af 25. juni 1996 fra advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen, som slog fast, at en voldgiftssag ville komme. Han sendte brevet og specialistrapporten til KVM, som lod den oversætte. De kom først til egentlig drøftelse i august. Over for Ulrik Fleischer-Michaelsen tilkendegav han, at et syn og skøn burde foretages i retligt regi, d.v.s. under en voldgift, så spørgsmål m.v. kunne styres. Han opfordrede til anlæggelse af voldgiftssag. Økonomien i KVM og forholdet til Jyske Bank var anstrengt fra efteråret 1995. Hans Spangenberg Hansen følte sig sat under administration. Det drøftedes, om man kulancemæssigt skulle købe maskinen tilbage, men en check kunne kun skrives med bankens accept. Det ville være svært at forklare banken, når man mente, man havde en god sag. Der var et møde i august 1996 med Willy Foldager, Erik Spangenberg Hansen Ernst Frendesen og Hans Spangenberg Hansen. Den tekniske rapport, CAVL havde fået lavet, var oversat, og han fik at vide, at konklusionen var, at der basalt var tale om en god maskine. Rapporten blev omtalt som et bestillingsarbejde. Forslagene til ændringeraf maskinen blev afvist, og det gengav han ibrevet af 27. september 1996 til Ulrik Fleischer-Michaelsen. De drøftede formen, som i henhold til Foldager kunne være bedre, men maskine og form burde kunne fungere med omhyggelig betjening. Det ville dog være bedre med en trædeflade mindre. Sagsøgte foreslog at købe maskinen tilbage, hvilket Hans Spangenberg Hansen ikke ganske ville afvise. Et forslag herom havde først været med i udkastet til brevet af 27. september 1996 til Ulrik Fleischer-Michaelsen, men Hans Spangenberg Hansen mente, at det kunne vente til næste fase. Inden brevet blev sendt, havde han talt med Ulrik Fleischer-Michaelsen om et emne som skønsmand, en belgier. Han kunne ikke få noget svar, men fik senere kopi af klageskriftet. Bilagene, herunder tabsopgørelsen, fulgte ikke med. Han talte med KVM, herunder om kravet på 15 mio. kr., som han undrede sig over. Han ønskede ikke Copenhagen Arbitration, da man ønskede indflydelse på valget af dommere, og at retssproget var dansk. Han foreslog derfor i brevet af 18. november 1996 til Ulrik Fleischer-Michaelsen deponering af købesum og tilbagelevering af maskinen under sagens førelse, samt førelse af sagen ved en ad hoc voldgift eller ved Vestre Landsret. Han hørte ikke mere fra Ulrik Fleischer-Michaelsen ud over kopi af tilbagekaldelsen af voldgiftsklagen. Han skrev i sin revisorindberetning forud for regnskabsaflæggelsen, at det var vanskeligt at vurdere risikoen, da kun et syn og skøn kunne vise, om det var manden eller maskinen, det var galt med. Tilsidesættelse af ansvarsbegrænsningen på 15 % var omtalt i klageskriftet, og derfor nævnte han dette. Han drøftede spørgsmålet om grov uagtsomhed med Hans Spangenberg Hansen, men de  rystede begge på hovedet. De opfattede det som en slags fantastkrav. Opgørelsen af 11. december 1996 fra Erik G. Lauridsen var nok en opfølgning på drøftelserne om tilbagekøb, men han husker det ikke nærmere. Muligheden for tilbagekøb anså man for udelukket, da man så klageskriftet med et krav på 15 mio. kr. Han har nok ringet til Ulrik Fleischer-Michaelsen i april 1997, men han husker det ikke nærmere. Han beskrev i brevet af 11. marts 1997 til advokat Erik Juul-Larsen sagen med CAVL. Støbeformen blev omtalt, og han beskrev den som uhensigtsmæssig, og at den principielt ikke havde noget at gøre med maskinen, fordi det var noget, der kunne laves, uden at man skulle lave hele maskinen om. Han har ikke lavet nogen skriftlig redegørelse om sagen til KVM eller notater til bestyrelsesmøderne. Salget og indkøringsproblemerne havde utvivlsomt været omtalt i bestyrelsen forud for december 1995. Ansvarsbegrænsningen i NL blev ikke specifikt drøftet på mødet den 21. december 1995, men Ulrik Fleischer-Michaelsen betvivlede vedtagelsen. Man drøftede ikke på mødet tilsidesættelse ansvarsbegrænsningen i § 31. Kravet på 4-600.000 CAD blev ikke uddybet og aldrig skriftligt omtalt. Efter hans opfattelse gik NL forud for CISG. Levering af en ny form var ikke oppe at vende i marts 1996. Erik Spangenberg Hansen havde givet udtryk for, at 7 trædeflader var væsentlig for kunden. Ernst Frendesen var med til et internt møde i KVM i januar 1996, nok det første. Den håndskrevne opgørelse over tabet fik han på et af møderne, der altid holdtes på virksomheden. Han mener ikke, at han i februar 1996 drøftede salg af maskinen med Willy Foldager. Det kan sagtens have været omtalt i august 1996, men han har ikke selv talt med Foldager herom. Han følte ikke, at han strammede op på det juridiske ved at skrive, som han gjorde i skrivelsen af 7. marts 1996. Han fik at vide, at indkøring ofte kunne tage lang tid. Det var et spørgsmål om rette betonmix og betjening. Han talte ikke med KVM om risikoen for fortsat driftstab. Handlen var jo hævet, og NL indeholdt begrænsningen. Der taltes om, at der ikke var noget loft, hvis NL ikke fandt anvendelse eller blev tilsidesat. Et driftstab frem til ophævelsen måtte da påvises af køber. Initiativ til syn og skøn måtte komme fra køberen, der havde hævet. Det er det normale. Ulrik Fleischer-Michaelsens forslag i brevet af 25. juni 1996 om en indledende ekspertvurdering forud for en voldgiftssag kunne han ikke tiltræde, da han ønskede en sådan gennemført i retligt regi med styring af spørgsmål og evt. udpegning af ny syns- og skønsmand. Han er ikke sikker på, at han omtalte dette på mødet den 28. august 1996, men han havde talt med Hans Spangenberg Hansen herom. Han husker ikke, om det på mødet blev sagt, at en ændret form havde været afvist af køberen. Efter klageskriftets fremkomst drøftede han spørgsmålet om ad hoc voldgift med Ulrik Fleischer-Michaelsen. Hans Spangenberg Hansen mente, at maskinen var fejlfri, og man overvejede ikke i perioden efter den 18. november 1996, om KVM skulle acceptere ophævelsen og tilbagetage maskinen.

Ernst Frendesen har forklaret, at han kan vedstå den skriftlige forklaring afgivet til brug for voldgiftssagen. Han blev ansat på KVM i 1994 som direktør og har fra juni 1994 været administrerende direktør. Han kendte ikke maskinen, der blev leveret til CAVL, før salget. Kontrakten, som han skrev under på, er nok udformet af Hans Spangenberg Hansen og Peter Svensen. Sidstnævnte har formentlig stået for formuleringerne. De skrev i maj 1995 til CAVL om forsinkelse. Det virkede ikke som et problem, og han husker ikke, om der da blev rejst noget krav i den anledning fra canadierne. Han fik i august 1995 at vide, at der var indkøringsproblemer, men det fremtrådte ikke usædvanligt. I november/december 1995 strammede det til. Kunden havde designet formen, og det havde vist sig, at den kunne give problemer med fyldningen. KVM anbefalede i november/december 1995 en anden form med en trædeflade mindre, men det blev for CAVL's regning. Bruno Dupuis gik da ud for at køle af. Bruno Dupuis mente klart, at det var KVM's problem og afviste at betale. Den håndskrevne oversigt af 11. december 1995 har vidnet aldrig set før, og den undrer ham meget. Han gætter på, at det er noget, Erik G. Lauridsen har lavet til Hans Spangenberg Hansen. Værdien 0 kr. for maskinen undrer ham meget. Bruno Dupuis kom i december 1995 til møde med en dansk advokat, Ulrik Fleischer-Michaelsen. Advokat Jørgen Horstmann blev tilkaldt med kort varsel. Hans Spangenberg Hansen, Erik Spangenberg Hansen, Jørgen Horstmann, vidnet, Bruno Dupuis og Ulrik Fleischer-Michaelsen deltog i mødet. Ulrik Fleischer-Michaelsen var meget aggressiv. Han sammenlignede maskinen med en bagerimaskine og sagde, at KVM ville komme til at betale dyrt. KVM følte sig sikker på, at der maksimalt kunne blive tale om tilbagekøb og 15 % i erstatning. Det dæmpede ikke Ulrik Fleischer-Michaelsen, der virkede meget sikker i sin sag. Han antydede, at det kunne blive mere. Han betvivlede vedtagelsen af NL 85. CAVL's canadiske advokat havde imidlertid i et tidligere brev nævnt NL. Vidnet talte senere samme dag i telefon med Horstmann, som sagde, at de 15 % holdt, medmindre der var optrådt groft uagtsomt. Det vurderede vidnet ikke, at der var. I 1996 aftaltes det at tage til Canada som en hjælp til kunden. I hans verden var en anden sag mere truende, nemlig Götschendorf-sagen. Han husker ikke møder med advokat Horstmann i januar 1996 for at drøfte juridiske aspekter i sagen, før delegationen rejste til Canada. Der var en del skriverier om, at det, der foregik i Canada, ikke var mangelsudbedring. Han anså ikke formen for et problem, da det var en særskilt leverance. Han husker ikke  nærmere drøftelser med advokat Jørgen Horstmann om formuleringen herom i tilbudet af 19. januar 1995. De drøftede vist en enkelt gang, at det var en uheldig formulering, der kunne misforstås. Han mener ikke, at den var relevant for ansvarsfordelingen, og sådan forstod han heller ikke advokat Horstmann. Der var tale om, at tingene skulle passe sammen teknisk. Efter besøget i Canada var det mest Hans Spangenberg Hansen, der tog sig af sagen. Vidnet tog sig selv mere af Götschendorf-sagen, hvor der ikke var handlet efter NL. Køberen i den sag var økonomisk usolid. Han husker ikke andre møder uden for bestyrelsen med advokat Horstmann til drøftelse af CAVL-sagen. Hans notat viste, at en del af tilgodehavendet ikke var indtægtsført. Det var typisk advokat Jørgen Horstmann og Hans Spangenberg Hansen, der redegjorde for forholdene vedrørende CAVL på bestyrelsesmøderne. Drøftelserne har nok ikke været særligt detaljerede, men det generelle indtryk var, at sagen ikke var problematisk. Der har ikke været forelagt beregninger over tabsrisikoen. Maskinen ville nok kunne bruges i Sunds, men han har ikke været i kontakt med Willy Foldager herom. Det var Hans Spangenberg Hansen og Erik Spangenberg Hansen, der havde kontakten til Willy Foldager. Han husker ikke at have set opgørelsen af 11. december 1996. Han husker ikke tallet 2 mio. kr., som i den nævnte opgørelse er angivet som maskinens værdi, men tallet forekommer rimeligt. Han erindrer ikke nærmere drøftelser om CAVL's ophævelse. Ikke engang, da de fik klageskriftet med et krav på 15 mio. kr., anså han sagen for et stort problem. Han følte sig sikker på, at NL gjaldt, og at risikoen højst kunne være tilbagekøb plus 15 %. Der var langt fra tale om grov uagtsomhed. Han, der fik kopi af korrespondancen, tænkte ikke over, at formen ikke omtaltes i advokat Jørgen Horstmanns korrespondance. Formen var jo kundens problem. Han husker ikke at have talt med Horstmann herom. Formuleringen i aftalen af 25. januar 1995 om, at der ikke blev garanteret for de produkter, kunden ønskede at producere på maskinen, betød, at kunden godt vidste, at det var en prototype, eller med andre ord at maskinen fungerede, men at man ikke kunne indestå for spalternes kvalitet. De kunne godt have revner. At denne forståelse holdt, var han sikker på. Det drøftede han ikke med advokat Jørgen Horstmann. Han tænkte ikke på at gøre Horstmann opmærksom herpå, selvom ansvarsfraskrivelsen ikke var omtalt i Horstmanns korrespondance. Han kan ikke huske, om det nævnte synspunkt konkret blev fremført på bestyrelsesmøderne.

Erik Spangenberg Hansen har forklaret, at han kan vedstå den skriftlige vidneforklaring for voldgiftsretten, hvis oversættelse dog ikke er så sprogligt god. Han begyndte at arbejde i KVM i 1983. I 1995 var han konstruktionschef og medlem af bestyrelsen. Han var ikke med til at udforme maskinen, der var solgt til Willy Foldager, men lavede styringssystemet til den. Han var langt mere involveret i CAVL-maskinen, i starten med hovedlinierne. Han var ikke med til at skrive tilbuds- og kontraktsdokumenter. Han deltog ikke i leveringen, men hørte om forsinkelsen. Omkring september/oktober 1995 hørte han første gang om problemer med indkøring. Der blev diskuteret betonblanding og formens udformning. Der blev brugt knuste materialer, hvilket ikke er så almindeligt i Europa. Stenene var større, hvilket gav problemer med fyldningen. Han havde ikke deltaget i opbygningen af formen, og han så den først på maskinen kort før afskibning. Formen ansås ikke for et problem, da der kunne bruges et betonmix, der tog hensyn hertil. I oktober 1995 var der et møde med Dupuis. Man drøftede ændring af formen fra 7 til 6 trædeflader. Det ville koste penge, og derfor måtte Dupuis, som ikke ville betale herfor, ud at køle af. Det var reelt en ny form, der skulle leveres, hvorfor der var tale om et beløb i størrelsesordenen 380.000 kr. Han husker ikke at have set den håndskrevne opgørelse af 11. december 1995 før. Han deltog i mødet den 21. december 1995. Han havde hørt, at Dupuis truede med at hæve handlen, hvis maskinen ikke blev udbedret inden for en kort frist. Hos KVM mente man, at maskinen fungerede. Reduktionen af antal trædeflader blev nævnt, men det var ikke af interesse for Dupuis, hvis han skulle betale herfor. Det skulle han, da konstruktionen af formen var hans ansvar. Han husker ikke, at der blev sat beløb på et erstatningskrav. CAVL truede med at hæve handlen. Ulrik Fleischer-Michaelsen var ret aggressiv. Der taltes også om at gøre endnu et forsøg på at løse de tekniske problemer, efter advokaterne havde forladt mødet. Han kan ikke huske, om advokaterne var gået, da formens konstruktion blev drøftet. Han tror ikke, at Dupuis' danske advokat var til stede, men nok den canadiske advokat. Det aftaltes, at CAVL skulle sende materialeprøver til Danmark, og at KVM ville tage til Canada. Han husker ikke en nærmere drøftelse af de juridiske positioner. Han har ikke nogen klar erindring om møder med advokat Jørgen Horstmann i januar 1996, men han mener, at der var et enkelt møde. Han husker ikke, hvad der blev drøftet. Situationen forekom ikke alvorlig. Holdningen hos KVM var, at den leverede maskine var i orden, og at man havde skrevet, at man indestod for maskinens funktion, men ikke for produkternes kvalitet. Han erindrer ikke at være blevet rokket i sin opfattelse af sagen, efter at advokat Horstmann blev inddraget i sagen. I Canada følte KVM, at man var tæt på at nå 70-80 % salgbar produktion, hvilket var bedre end i Sunds ved starten på kommerciel produktion. Man tog fra Canada 2 dage før planlagt. Det var fortsat opfattelsen, at KVM stod godt. Reaktionen på ophævelsen blev diskuteret på virksomheden, men der var ikke tale om, at  nogen specielt blev sat på sagen. Han husker ikke at have deltaget i egentlige møder med Horstmann om sagen. På bestyrelsesniveau var salget kort blevet omtalt. Han ved ikke, hvad Ernst Frendesens notat omtalt i bestyrelsesmødereferatet af 11. april 1996 vedrørende bestyrelsesmødet den 28. marts 1996 omhandlede. Vidnet mener, at hans far redegjorde for sagen, og muligvis trak advokat Horstmann nogle linier op. Det var også vidnets opfattelse, at KVM havde en god sag. NL havde altid været anvendt, og risikoen ansås maksimeret til tilbagetagelse af maskinen og betaling af 15 % i erstatning. Maskinen var nok ikke meget værd. Eneste potentielle køber var Willy Foldager. Han tror, Foldager var interesseret, men der skulle laves en del ved maskinen, herunder konvertering af strømforsyningen til europæisk standard. Han har ingen erindring om at have deltaget i egentlige kalkulationer. Han husker ikke senere drøftelser om sagen på bestyrelsesmøder, bortset fra at det blev nævnt, at sagen endnu ikke var afsluttet. Han husker heller at have hørt om overvejelser om at lade maskinen undersøge af tekniske eksperter på dette tidspunkt. Han husker at have været med i et møde, hvor han kommenterede en rapport, som efter hans opfattelse indeholdt en række fejl. Det flyttede efter hans opfattelse ikke noget. Götschendorfsagen, der kørte på dette tidspunkt, virkede mere nærværende. Han husker ingen oplysninger om risiko for et stigende driftstab, der kunne gøres gældende mod KVM. Han husker ikke at have set opgørelsen af 11. december 1996 før. Han har ikke hørt nogen give et konkret bud på maskinens handelsværdi. Han afgav også mundtlig forklaring i voldgiftssagen. Bemærkningen herunder om, at »vi troede ikke, vi var ansvarlige for, at den bestemte støbeform ikke fungerede«, betød at han på det tidspunkt stadig mente, at CAVL havde ansvaret for formens konstruktion.

 

Willy Foldager har forklaret, at han ejer SundsAlfa Betonvarefabrik A/S, der blev grundlagt af hans fader. Han kan vedstå indholdet af den skriftlige vidneforklaring til voldgiftsretten. Maskinen fra KVM købte han omkring 1992. På et tidspunkt fik han besøg af Bruno Dupuis og dennes canadiske advokat. Dupuis var interesseret i maskinen. Ved et salg skulle vidnet have et vederlag på 100.000 kr. fra KVM. CAVL ville imidlertid have en større maskine, som kunne lave længere spalter. Han var på ingen måde involveret i konstruktionen af maskine eller form. Han blev inddraget i drøftelserne med CAVL. Han fik at vide, at der var fyldningsproblemer, men ikke hvorfor. Det kunne man ikke forudse. Han var selv i Canada i januar 1996 for at prøve at få maskinen til at fungere. Der var en person med, som havde forstand på betonblandinger. Man havde fået at vide, hvordan canadiernes betonmix var sammensat, men det hjælper ikke meget, før man ser det i maskinen. Han mener, at problemerne kunne have været løst, således at man i hvert fald fik 80 % fejlfrie spalter. Det ville efter hans opfattelse være tilfredsstillende, og de havde selv i starten tilsvarende problemer. Pladsen til betonens gennemløb var mindre på CAVL's maskine end på vidnets. De var ved at finde det betonmix, der kunne fungere. Formen var forkert, men det vidste man ikke før. Man bad canadierne få formen ændret, men det ville Dupuis ikke. Vidnet taler dårligt engelsk og ved ikke, hvad begrundelsen var. De producerede nogle spalter. På lageret stod der både gode og dårlige spalter. Hjemme i Danmark drøftede de nok, hvordan besøget var gået, men ikke andet. Han husker ikke at have deltaget i et møde i august 1996 eller at have talt med Horstmann på noget tidspunkt. Han har sagt, at han var interesseret i maskinen. Det skulle dog være til en art skrotpris. Man kan diskutere, hvad markedspris som omtalt i skrivelsen af 17. december 2001 var, men det var vel omkring 1 - 1½ mio. kr., hvis den ellers kunne fungere. Han var dengang ikke klar over, at det elektriske system skulle udskiftes. Han mener, at spalterne på de fremlagte fotos er lavet på KVM-maskinen hos CAVL. CAVL's maskine var nyere og derfor bedre end hans egen. Han har set den tekniske rapport, canadierne fik udarbejdet. Han husker ikke at have deltaget i et møde herom. Han har set Erik Spangenberg Hansens og Knud Jensens rapport fra besøget i Canada. Han husker ikke, om han havde kommentarer hertil. Han var også selv af den opfattelse, at man kunne have fået maskinen indkørt, hvis man havde fået tid til det.

Hans Houlind har forklaret, at han er HD i regnskabsvæsen. Han kom i bestyrelsen i KVM primo 1994 og udtrådte i forbindelse med ejerskiftet. Han hørte første gang om CAVL-maskinen på et bestyrelsesmøde, efter at der havde været korporligheder. Han ved ikke, hvad Ernst Frendesens notat omtalt i referatet af: 11. april 1996 fra bestyrelsesmødet den 28. marts 1996 gik på. Det var enten Ernst Frendesen eller Hans Spangenberg Hansen, der orienterede på bestyrelsesmødet. Horstmann har selvfølgelig også givet sin vurdering. Sagen var oppe på en række bestyrelsesmøder, men han husker ikke, om den var oppe hver gang. Som han husker det, blev sagens risici omtalt. Virksomheden mente, at maskinen var teknisk i orden, og derfor var risikoen begrænset. Der har på et tidspunkt været drøftelser om formen, fordi det blev drøftet med kunden. Han husker ikke, om der på bestyrelsesmøder specielt har været en omtale af de juridiske forhold heromkring. I forbindelse med overdragelsen drøftede han med Hans Spangenberg Hansen, hvilke forhold, der burde synliggøres for køber. Særligt opfordrede han Hans Spangenberg Hansen til at sørge for, at købers advokat og Jørgen Horstmann satte sig sammen for at gennemgå sagen. Han har ikke selv deltaget i en sådan gennemgang. Han har  ikke set den håndskrevne opgørelse af 11. december 1995 før, da der aldrig var håndskrevne bilag til bestyrelsesmøder. Han kan ikke huske, om han har set opgørelsen af 11. december 1996 før. Man har ikke i bestyrelsen detaljeret forholdt sig til de juridiske spørgsmål, herunder i forhold til ophævelsen. Horstmann sad jo i bestyrelsen.

Tidligere direktør Hans Spangenberg Hansen har den 20. august 2002 forklaret, at han er 77 år gammel og bosiddende i Duffield, England. Han er uddannet ingeniør og købte pr. 1. september 1956 den kontrollerende interesse i KVM. Han har haft den bestemmende indflydelse i virksomheden frem til 1997, hvor han afhændede denne. I 1995-96 ejede han den samlede aktiekapital i virksomheden. I 1990'erne producerede KVM primært maskiner til asfalt- og betonindustrien. Virksomheden havde et ønske om at komme ind på eksportmarkedet bl.a. i U.S.A. Kontakten med indehaveren af CAVL, Bruno Dupuis, blev etableret på en udstilling i Herning. Bruno Dupuis besøgte Sunds-Alfa Cementvarefabrik A/S's stand og var især interesseret i fabrikkens produktion af svinespalter, Svinespalterne blev fremstillet på en maskine, som KVM have udviklet i samarbejde med Villy Foldager fra SundsAlfa Cementvarefabrik A/S, og som var den eneste af sin art. Der blev arrangeret et møde mellem parterne, og Bruno Dupuis besøgte også fabrikken i Sunds flere gange. Han gav indtryk af at være en »erfaren betonmand«. Han nævnte ikke, at man ved produktionen af elementer på hans fabrik i Canada anvendte knuste materialer, det vil sige kantede og skarpe materialer, i modsætning til produktionen i Sunds, hvor man anvendte såkaldte bakkematerialer. Bakkematerialer er naturligt afrundede sand- og gruspartikler, som giver et mere smidigt materiale, hvilket kan have afgørende indflydelse på det færdige produkt. I starten af 1995 blev der indgået aftale mellem KVM og CAVL om KVM's levering af et anlæg til fremstilling af svinespalter. Sunds-Alfa Cementvarefabrik A/S skulle have en mindre del af købesummen som vederlag for deres uddannelses- og demonstrationsindsats over for CAVL's ansatte. Anlægget blev leveret i august måned 1995. Der blev ikke forinden foretaget prøvekørsel, da CAVL ikke ønskede at bekoste dette. I løbet af efteråret 1995 reklamerede CAVL over anlægget. KVM sendte folk til Canada og modtog også besøg fra Canada i den anledning. På et tidspunkt sendte KVM en delegation bestående af to mand fra KVM og to eksterne specialister, nemlig Villy Foldager fra Sunds-Alfa Cementvarefabrik A/S og Peter Olsen fra Sika Beton A/S, til Canada for at undersøge sagen. Der blev desuden sendt prøver af CAVL's betonmateriale til Aalborg Portland med henblik på at undersøge, om man ved at tilføje additiver kunne gøre betonblandingen mere smidig. Advokat Jørgen Horstmann blev først involveret i sagen i forbindelse med reklamationen. Jørgen Horstmann var meget ivrig for at få sendt en delegation fra KVM til Canada, idet han vurderede, at det var meget vigtigt at få fastslået, at det ikke var maskinen, der var noget i vejen med. I forbindelse med skrivelsen af 21. december 1995, hvor CAVL åbnede mulighed for ophævelse af kontrakten, vejledte Jørgen Horstmann klart og tydeligt om, at det kunne give alvorlige problemer, hvis NL blev tilsidesat, idet KVM i givet fald kunne gøres ansvarlig for mere end 15 % af købesummen. Vidnet kunne dog ikke forestille sig, at NL blev tilsidesat, da NL tidligere var blevet påberåbt af CAVL's canadiske advokat. Han kender indholdet af NL fra tidligere kontraktforhold og var bekendt med, hvilke beføjelser regelsættet gaven køber. Han blev løbende holdt underrettet af delegationen i Canada, som blandt andet oplyste, at man var tæt på et resultat, idet en stor del af produktionen var fejlfri. Efter et par dage meddelte delegationen imidlertid, at de var blevet truet af Bruno Dupuis, hvorefter de rejste hjem. I begyndelsen af 1996 var KVM's økonomi noget anstrengt. Banken havde nedskrevet virksomhedens trækningsrettigheder med 2 mio. kr., men KVM kunne dog fortsat betale enhver sit. Det ville have været vanskeligt at betale en erstatning på 3 - 3,5 mio. kr., hvilket han heller ikke overvejede. Han drøftede løbende sagen med advokat Jørgen Horstmann. Han var enig med Horstmann i, at der skulle afholdes syn og skøn, såfremt det skulle komme til en retssag. Kontrakten indeholdt en ansvarsbegrænsningsklausul, hvorefter sælger ikke kunne garantere for slutproduktet, hvilket var helt sædvanligt i betonvareindustrien. Jørgen Horstmann sagde, at ansvarsbegrænsningsklausulen formentlig ikke gav KVM nogen videre beskyttelse. Han kan ikke huske, om Jørgen Horstmann begrundede dette. Han kan ikke forestille sig, at han ville have accepteret en ophævelse af kontrakten, uanset hvilke risici der var forbundet med at fastholde kontrakten. Han troede fuldt og fast på maskinen. Efter KVM's modtagelse af skrivelse af 12. februar 1996, hvori CAVL ophævede kontrakten, holdt han et møde - sandsynligvis et telefonmøde - med advokat Jørgen Horstmann. Han husker ikke længere det konkrete indhold af telefonmødet. Jørgen Horstmann holdt også møde med direktør Frendesen i samme anledning. Han mener ikke, at der i forbindelse med ophævelsen blev sat tal på et eventuelt erstatningskrav. Han er helt sikker på, at advokat Jørgen Horstmann har foretaget en gennemgang af risikomomenterne under bestyrelsesmøder, hvori han har deltaget. Han mindes ikke at have drøftet med Jørgen Horstmann, hvilke konsekvenser det ville have at afvise CAVL's klager. Han var ikke bange for, at maskinen ikke ville »bestå« ved et syn og skøn. Han husker ikke, om han har drøftet risikoen for, at CAVL skulle frafalde ophævelsen, og konsekvenserne heraf, med Jørgen Horstmann. Han mener, at  han har drøftet muligheden for at levere en ny form mod betaling med Jørgen Horstmann. Han vidste ikke præcis, hvilken beløbsmæssig risiko KVM løb i forbindelse med uoverensstemmelserne med CAVL, men var dog klar over, at der var tale om betragtelige beløb.

KVM har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at advokat Jørgen Horstmanns rådgivning har været mangelfuld. En advokat har en selvstændig pligt til at påse, om teknikernes vurdering af mangelsspørgsmålet er forenelig med en forsvarlig juridisk vurdering ud fra kontrakten. Advokat Jørgen Horstmann burde således have korrigeret den fejlagtige opfattelse, KVM's teknikere havde af sagens juridiske problemer. En forsvarlig rådgivning om et kompliceret spørgsmål med en betydelig økonomisk rækkevidde som det, der blev forelagt advokat Jørgen Horstmann, kan reelt kun ske ved udarbejdelse af en skriftlig redegørelse til selskabets bestyrelse. En mundtlig drøftelse med Hans Spangenberg Hansen var således ikke tilstrækkelig. Voldgiftskendelsen viser klart over 30 sider, hvad advokat Jørgen Horstmanns rådgivning burde have omfattet. Advokat Horstmanns rådgivning bestod efter det, der foreligger for landsretten, i et telefonmøde med Hans Spangenberg Hansen, deltagelse i et møde på virksomheden den 21. december og korte orienteringer på bestyrelsesmøder. Det ene bestyrelsesmødereferat, der er fremlagt, omtaler en sag, der angiveligt stod godt, men indeholder ikke nogen risikovurdering. Voldgiftskendelsen indeholder en meget skarp kritik af KVM's ageren i den periode, hvor Jørgen Horstmann forestod den juridiske rådgivning, herunder det forhold, at KVM ikke accepterede CAVL's ophævelse af handlen. Det var dette forhold, som førte til, at voldgiftsretten ikke lod ansvarsbegrænsningsklausulen finde anvendelse. Advokat Jørgen Horstmann rådgav ikke korrekt om konsekvenserne af at fastholde kontrakten trods ophævelsesmeddelelsen, om risikoen for, at CAVL senere tilbagekaldte ophævelsen med den følge, at KVM kom til at hæfte for udbedringsomkostningerne, eller om risikoen for, at fastholdelse af købet kunne føre til, at ansvarsbegrænsningen i NL 85, pkt. 31 ikke fandt anvendelse. Advokat Jørgen Horstmann har tilsyneladende ikke været bekendt med indholdet af international køberet, herunder i relation til forholdet mellem CISG og NL. Advokat Horstmann har således ikke bibragt KVM forståelse for, hvilke forpligtelser der efter international køberet påhvilede KVM. Efter indholdet af aftalen burde advokat Jørgen Horstmann ikke have været i tvivl om, at KVM bar ansvaret for formen og dens funktion. Dette rådgav han ikke KVM om, tværtimod viser brevet af 18. marts 1997 til advokatfirmaet Juul-Larsen, at han delte KVM's fejlagtige opfattelse. Advokat Jørgen Horstmann burde i den indledende fase have foreslået, at KVM blev tilbudt en ny form uden beregning. Advokat Jørgen Horstmann har også vurderet bemærkningerne i ordrebekræftelsen af 25. januar 1995 om, at KVM ikke gav nogen garanti for de produkter, CAVL ønskede at producere på maskinen, forkert. Den valgte formulering kan ikke, således som antaget af KVM og advokat Jørgen Horstmann, opfattes som en fraskrivelse af ansvaret for, om maskinen overhovedet kunne producere de relevante produkter. Advokat Jørgen Horstmann kunne ikke blot læne sig op af KVM's egne tekniske vurderinger, men måtte få disse verificeret gennem et syn og skøn, ikke mindst når der var risiko for at komme til at hæfte for de udbedringsforsøg, køberen foretog på egen hånd. Da CAVL i juni 1996 lagde op til afholdelse af syn og skøn, burde advokat Jørgen Horstmann have benyttet denne mulighed. eller i det mindste lagt valget ud til klienten. De retlige positioner, der førte til voldgiftsrettens resultat, blev låst fast i den periode, hvor advokat Jørgen Horstmann rådgav KVM. Under alle omstændigheder må manglen på skriftligt rådgivningsmateriale komme advokat Jørgen Horstmann til skade bevismæssigt. Det er ikke korrekt, når det hævdes, at ophævelsen ikke kunne accepteres som følge af KVM's økonomiske situation. Man tilbød jo faktisk deponering af købesummen. Det bestrides, at maskinen var værdiløs på det tidspunkt.

Advokat Jørgen Horstmann har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at der er givet fuldt korrekt og tilstrækkelig rådgivning på baggrund af den viden, der var tilgængelig for ham. Rådgivningen er også ydet over for rette vedkommende, hvilket primært vil sige Hans Spangenberg Hansen, der var bestyrelsesformand og eneaktionær og også den, der håndterede sagen hos KVM. Jørgen Horstmann var ikke gjort bekendt med de overvejelser, der var omkring formen, herunder tilbudet om at udskifte mod betaling. En sådan ændring ville i øvrigt ikke være i overensstemmelse med den indgåede aftale, da der udtrykkeligt var krævet og aftalt en form, der producerede spalter med 7 trædeflader. Han fik at vide, at man arbejdede med jernplader, der skulle fange elementerne, hvilket intet havde med formen at gøre. Han har gjort det klart for KVM, at KVM bar ansvaret for formens funktionalitet, og at ansvarsfraskrivelsesklausulen i ordrebekræftelsen ikke hjalp KVM. Da delegationen vendte hjem fra Canada, blev der udelukkende fokuseret på at opnå rette betonmix, d.v.s. en løsning, der var i overensstemmelse med den indgåede aftale om levering af en maskine, der kunne producere svinespalter med 7 trædeflader. Efter de oplysninger, som tilgik advokat Jørgen Horstmann, og som forekom seriøse og teknisk velfunderede, var der ikke grundlag for at antage, at maskinen ikke var kontraktsmæssig. Der var på denne baggrund ikke belæg for, at KVM skulle tage initiativ til et syn og skøn, hvilket i øvrigt - også efter KVM's egen gentagne opfattelse - kunne være sket på et senere tidspunkt, hvilket KVM's advokater under voldgiftssagen burde have sikret. Hans Spangenberg Hansen - og dermed KVM - var helt klar over den økonomiske risiko, herunder at maskinen ved en tilbagetagelse reelt var værdiløs. Advokat Jørgen Horstmann gav den rådgivning om de økonomiske risici, der var mulig på baggrund af de oplysninger, han besad. De synspunkter vedrørende CAVL's adgang til at tilbagekalde ophævelsen og tilsidesættelsen af ansvarsbegrænsningen som voldgiftsretten baserer sit resultat på, er ikke i overensstemmelse med gældende ret, og de var under ingen omstændigheder påregnelige for advokat Jørgen Horstmann. Vurderingerne binder ikke landsretten.

 

Landsrettens begrundelse og resultat

Advokat Jørgen Horstmann blev inddraget i uoverensstemmelsen mellem KVM og CAVL den 20. december 1995. På daværende tidspunkt havde KVM leveret maskinen til CAVL, og ansatte hos KVM havde flere gange været i Canada for at søge at få maskinen til at fungere korrekt.

Da advokat Jørgen Horstmann deltog i mødet den 21. december 1995 mellem repræsentanter for KVM og repræsentanter for CAVL samt CAVL's advokater, var situationen den, at CAVL havde meddelt, at man ville gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod KVM, hvis ikke manglerne ved maskinen var udbedret senest den 12. januar 1996.

Efter nogle forhandlinger som opfølgning på mødet den 21. december 1995 accepterede CAVL, at denne frist blev udsat til den 9. februar 1996 med henblik på at afvente resultatet af et besøg hos CAVL i Canada af en delegation bestående af 2 ansatte hos CAVL og 2 eksterne rådgivere. Under opholdet i Canada foretog delegationen en række prøvekørsler af maskinen med forskellige »betonmix«. Prøvekørslerne blev afbrudt, da delegationen følte sig utryg, efter at 2 af dens medlemmer var blevet forulempet af CAVL's direktør, Bruno Dupuis.

Ved vurderingen af, om advokat Jørgen Horstmann har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld eller forkert rådgivning af KVM, er det af afgørende betydning, hvilke informationer advokat Jørgen Horstmann fik af de ansatte hos KVM, herunder de ansatte hos KVM og de eksterne eksperter, der deltog i rejsen til Canada i slutningen af januar måned 1996. Det må på baggrund af vidneforklaringerne under domsforhandlingen, Hans Spangenberg Hansens forklaring under retsmødet den 20. august 2002 og de skriftlige redegørelser, som blev udfærdiget til brug for voldgiftssagens behandling, lægges til grund, at de oplysninger, advokat Jørgen Horstmann fik efter delegationens besøg hos CAVL i Canada i slutningen af januar 2004, kan opsummeres således:

Problemerne med at få maskinen til at fungere korrekt skyldtes i det væsentlige betjeningsproblemer og indkøringsvanskeligheder i forening med problemerne med at finde det optimale blandingsforhold med hensyn til den anvendte beton. Disse forhold kompliceredes af selve formens konstruktion, som besværliggjorde betondistributionen på grund af snævre pladsforhold.

Det må endvidere lægges til grund, at deltagerne i rejsen til Canada meddelte advokat Jørgen Horstmann, at de havde gjort store fremskridt i den korte tid, de havde været i Canada, og at deres opfattelse var, at de ville kunne have løst problemerne med maskinen, også selv om den form, KVM havde produceret, forblev uændret, men at det ville have gjort tingene lettere, hvis formen blev ændret fra 7 til 6 trædeflader.

Det må efter den forklaring, som Hans Spangenberg Hansen afgav den 20. august 2002, lægges til grund, at advokat Jørgen Horstmann over for Hans Spangenberg Hansen redegjorde for KVM's retsstilling, og at denne redegørelse blandt andet omfattede risikoen for, at NL - og dermed ansvarsbegrænsningen - ikke ville blive anset for vedtaget mellem parterne. Det må endvidere lægges til grund, at advokat Jørgen Horstmann oplyste, at den individuelt formulerede ansvarsbegrænsningsklausul vedrørende formen formentlig ikke gav KVM nogen videre beskyttelse. Der er ikke grundlag for at antage, at advokat Jørgen Horstmanns rådgivning om retsgrundlaget, herunder forholdet. mellem NL og CISG, var ukorrekt. Det bemærkes i den forbindelse, at NL af voldgiftsretten blev anset for vedtaget mellem parterne, og at voldgiftsretten anvender NL's bestemmelser for så vidt angår de spørgsmål, voldgiftsretten tager stilling til. Det må efter Hans Spangenberg Hansens vidneforklaring lægges til grund, at han ikke var villig til at acceptere CAVL's ophævelse af kontrakten, idet han var overbevist om, at den leverede maskine ville »bestå« ved et syn og skøn.

Under hensyn til den tilbagemelding, som delegationen fra KVM, hvori der også deltog eksterne eksperter, gav efter besøget i Canada i slutningen januar 1996, har advokat Jørgen Horstmann ikke begået nogen fejl ved ikke at råde KVM til at acceptere ophævelsen af kontrakten i februar 1996. Advokat Jørgen Horstmann har heller ikke begået nogen fejl ved ikke at råde KVM til at levere en ny form med færre trædeflader vederlagsfrit. Situationen fremstod på daværende tidspunkt for Jørgen Horstmann således, at problemerne ville kunne afhjælpe også med den eksisterende form, der var produceret i henhold til CAVL's udtrykkelige ønske om en form med 7 trædeflader. En ny form med færre trædeflader ville således ikke være kontraktmæssig, og det må lægges til grund, at advokat Jørgen Horstmann ikke blev informeret af KVM's ansatte om, at Bruno Dupuis fra CAVL under et møde på KVM havde stillet som  betingelse for at acceptere en ny form, at denne blev leveret vederlagsfrit af KVM.

Det må lægges til grund, at advokat Jørgen Horstmann ikke har rådgivet KVM om risikoen for, at CAVL senere ville kunne tilbagekalde ophævelsen af aftalen, eller om KVM's retsstilling, hvis dette skete. CAVL tog imidlertid på intet tidspunkt forbehold om at ville tilbagekalde ophævelsen i det tidsrum, hvor advokat Jørgen Horstmann var advokat for KVM. Tværtimod reagerede CAVL på advokat Jørgen Horstmanns forespørgsler om, hvorvidt CAVL fastholdt ophævelsen, ved at fastholde denne i en skrivelse af 25. juni 1996 og ved den 31. oktober 1996 at indlede voldgiftssag mod KVM. Tilbagekaldelsen af ophævelsen skete først i august 1998, og det må efter det oplyste lægges til grund, at KVM ikke protesterede mod denne tilbagekaldelse. Det må endvidere lægges til grund, at CAVL i den mellemliggende periode uden at have orienteret KVM eller advokat Jørgen Horstmann herom havde udfoldet store og meget omkostningskrævende forsøg på selv at få maskinen til at fungere.

Advokat Jørgen Horstmann har ikke begået nogen fejl ved ikke at redegøre for, hvad retsstillingen for KVM ville kunne tænkes at være, hvis CAVL kaldte ophævelsen af aftalen om køb af maskinen og formen tilbage. Dels var dette en teoretisk situation, da CAVL stedse fastholdt ophævelsen i det tidsrum, advokat Jørgen Horstmann var advokat for KVM. Dels er det omstridt i teorien, om det overhovedet er muligt at fortryde en ophævelse. I øvrigt var advokat Jørgen Horstmann ikke bekendt med, at: CAVL var i færd med at gennemføre de nævnte udbedringsarbejder på egen hånd. Hertil kommer, at det ikke var påregneligt for advokat Jørgen Horstmann, at KVM ikke protesterede, da ophævelsen blev tilbagekaldt, og at voldgiftsretten bl.a. som følge heraf anerkendte en ret for CAVL til på et sent tidspunkt at trække ophævelsen tilbage med den følge, at allerede afholde udbedringsomkostninger af meget betydeligt omfang kunne kræves betalt af KVM i medfør CISG og NL.

Advokat Jørgen Horstmann har forklaret, at han over for Hans Spangenberg Hansen redegjorde for, at ansvarsbegrænsningen efter NL ville kunne tilsidesættes, hvis KVM havde handlet groft uagtsomt. Det må lægges til grund, at advokat Jørgen Horstmann ikke redegjorde for, at ansvarsbegrænsningen muligt kunne bortfalde også under andre omstændigheder.

Voldgiftsretten nåede i sin kendelse frem til, at KVM ikke havde handlet groft uagtsomt. Voldgiftsretten tilsidesatte imidlertid ansvarsbegrænsningen alligevel, idet voldgiftsretten fandt, at denne skulle fortolkes indskrænkende, idet KVM havde afvist at acceptere CAVL's ophævelse af kontrakten, og idet KVM besluttede ikke at fortsætte med at opfylde sine forpligtigelser til at reparere og udskifte mangler vederlagsfrit.

Det har ikke været forudsigeligt for advokat Jørgen Horstmann, at voldgiftsretten ville nå frem til dette resultat. Dels var advokat Jørgen Horstmann som nævnt ovenfor blevet informeret af deltagerne i delegationens rejse til Canada i januar 1996 om, at problemerne med maskinen lod sig løse under anvendelse af den eksisterende form. Dels ville ansvarsbegrænsningen efter ordlyden af NL alene kunne gennembrydes i tilfælde af grov uagtsomhed fra KVM's side. Voldgiftsrettens afgørelse, hvorefter ansvarsbegrænsningen i NL blev tilsidesat, uanset at der ikke fandtes at være udvist grov uagtsomhed fra KVM's side, er muligvis rigtig. Dette spørgsmål skal ikke afgøres under denne retssag. Det var imidlertid under alle omstændigheder ikke nogen fejl fra advokat Jørgen Horstmanns side, at han ikke forudså, at voldgiftsretten muligt ville komme til dette resultat, når ordlyden af ansvarsbegrænsningen i NL tages i betragtning.

Under hensyn til det forløb, sagen havde haft indtil da, begik advokat Jørgen Horstmann heller ikke nogen fejl ved ikke at acceptere CAVL's advokats forslag i brevet af 25. juni 1996 om, at der blev indhentet en sagkyndig erklæring forud for anlæggelse af voldgiftssag. Dette forslag blev fremsat i en skrivelse, hvori CAVL's advokat anførte, at såfremt KVM fastholdt, at ophævelsen ikke var berettiget, ville CAVL indlede en voldgiftssag. Advokat Jørgen Horstmann kunne således gå ud fra, at CAVL ville indlede en voldgiftssag inden for kort tid, hvorefter der kunne gennemføres syn og skøn i voldgiftsrettens regi. Landsretten finder ikke grundlag for at bebrejde advokat Jørgen Horstmann, at han i lyset af sagens forløb indtil da fandt det mest hensigtsmæssigt ikke at råde KVM til at acceptere det nævnte forslag, når henses til de praktiske fordele, der er forbundet med udmeldelse af en skønsmand under en voldgiftssag frem for på grundlag af en privat aftale CAVL og KVM imellem.

Landsretten tager derfor advokat Jørgen Horstmanns frifindelsespåstand til følge.

- - -

I sagsomkostninger for landsretten skal KVM Industrimaskiner A/S inden 14 dage til advokat Jørgen Horstmann betale 215.000 kr.

 

Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 4. afdeling den 24. juni 2004.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Poul Sørensen, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen og Vibeke Rønne.

Påstande

Appellanten, KVM Industrimaskiner A/S, har gentaget sin påstand. 

Indstævnte, advokat Jørgen Horstmann, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

KVM har for Højesteret særligt fremhævet, at advokat Jørgen Horstmann forsømte at orientere KVM om, at KVM også var ansvarlig for støbeformen og dens funktion. KVM har til støtte herfor bl.a. henvist til, at advokat Horstmanns breve af 27. september 1996 til advokat Ulrik Fleischer-Michaelsen, 11. marts 1997 til advokatfirmaet Juul-Larsen og 4. november 1997 til CAVL's canadiske advokat viser, at advokat Horstmann selv mente, at formens udformning ikke var KVM's problem, og at det derfor må antages, at han har rådgivet KVM i overensstemmelse hermed.

Supplerende sagsfremstilling

Advokat Jørgen Horstmann har i brevet af 27. september 1996 til CAVL's daværende advokat, Ulrik Fleischer-Michaelsen, fastholdt, at maskinen ikke var mangelfuld, og har yderligere anført:

»De har til stadighed forfægtet det synspunkt, at maskinen i juridisk forstand skulle være mangelfuld, ligesom De har gjort gældende, at min klient skulle være betonspecialist.

Helt bortset fra, at min klient i kontrakten udtrykkeligt har oplyst, at denne som maskinproducent ikke kan indestå for produktets kvalitet, spiller det også ved den retlige vurdering ind, at der - kendeligt for Deres klient - er tale om maskine nr. 2 af denne type på verdensmarkedet. Maskine m. 1 producerer - ligeledes Deres klient bekendt - 1. klasses produkter. Dette faktum må dog indikere, at de opståede fejl må tilskrives betonblandingen og/eller betjeningen og/eller eventuelt formens udformning. Det er (alene) de sidste 3 faktorer, der afviger fra forholdene i Sunds.«

Advokat Jørgen Horstmann har i brevet af 4. november 1997 til CAVL's canadiske advokat yderligere anført:

»Da det var (og er) KVM's opfattelse, at den leverede blokstensmaskine ikke er behæftet med mangler, men at årsagen til de dengang oplyste problemer måtte være en forkert anvendelse af maskinen (operationelle forhold i bred forstand) og/eller sammensætningen af råmaterialer og/eller formens udformning, rejste 4 repræsentanter fra KVM til Canada, hvor de i perioden 29/1 - 1/2 1996 arbejdede med justering/blanding af materialer. Herom henviser jeg til min rapport af 4/3 1996, som jeg formoder, at De har modtaget oversat til engelsk via advokat Fleischer-Michaelsen.«

I den omtalte rapport af 4. marts 1996 hedder det - ud over det, der er gengivet i landsrettens dom - afslutningsvis:

»Det er vores sammenfattende opfattelse, at CAVL ikke har ønsket et konstruktivt samarbejde, og vi har følt os direkte truet af BD [Bruno Dupuis], hvorfor vi alene af den grund ikke har kunnet fuldføre det arbejde, som vi tog til Canada for at udføre.

Vi har ikke foretaget nogen som helst ændring af maskinen som sådan. Det er som nævnt vores opfattelse, at maskinen - med det rette betonmix og den rette operationelle behandling - kan producere de forudsatte spalter. Vi har desværre fået den opfattelse, at CAVL ikke har vilje til - og måske ikke evne til - at betjene maskinen korrekt.

Vi tilføjer, at WF [Willy Foldager, Sunds-Alfa Cementvarefabrik A/S] og PO [Peter Olsen, SIKA Beton A/S] var enige i denne vurdering.

WF tilkendegav, at maskinen efter hans opfattelse var bedre end maskinen i Sunds.«

Forklaringer

Ernst Frendesen har forklaret bl.a., at han ikke husker møder uden for bestyrelsesregi, hvor advokat Horstmann er kommet med en juridisk redegørelse. Derimod har der været adskillige møder vedrørende faktiske forhold og korrespondance i sagen. Han kan dog ikke huske præcise datoer for disse møder ud over, at det var, før KVM's folk tog til Canada. Efter denne rejse varetog Hans Spangenberg Hansen sagen. Han husker ikke drøftelser med advokat Horstmann om eventuelle risici i sagen. Alle var enige om, at de havde en god sag. Han har ikke deltaget i møder med advokat Horstmann, hvor juraen i sagen har været diskuteret generelt. Han husker ikke at have drøftet med advokat Horstmann, om CAVL eventuelt kunne annullere ophævelsen af kontrakten. Han husker heller ikke drøftelser med advokat Horstmann om muligheden af, at CAVL selv foretog udbedring af eventuelle mangler og sendte en regning. Dog nævnte advokat Horstmann under en telefonsamtale den 21. december 1995, at dette var en mulighed, såfremt KVM havde handlet groft uagtsomt. Han og advokat Horstmann har drøftet det formålstjenlige i et syn og skøn. KVM ville afvente anlæggelse af voldgiftssagen, hvorunder syn og skønnet ville blive foretaget.

 

Højesterets begrundelse og resultat

Det krav, som KVM Industrimaskiner A/S har gjort gældende, vedrører erstatning for et tab, der er opgjort som forskellen mellem på den ene side hovedparten af KVM's udgifter som følge af voldgiftssagen mod Construction Acton Vale Ltée, herunder tilkendte erstatningsbeløb, renter og omkostninger samt KVM's egne omkostninger under sagen, og på den anden side den udgift, KVM ville have haft, hvis KVM inden voldgiftssagen havde accepteret CAVL's ophævelse af købet.

Advokat Jørgen Horstmann indtrådte i sagen den 20. december 1995, efter at salgsaftalen var indgået og maskinen og støbeformen leveret, og udtrådte den 17. november 1997, før voldgiftssagen blev anlagt. Hans opgave bestod i bistand til KVM under forhandlinger med  CAVL om krav i anledning af påståede mangler ved det leverede. Opgaven omfattede rådgivning om berettigelsen af CAVL's krav og om KVM's reaktion herpå.

En delegation bestående af teknikere fra KVM og to eksterne eksperter besigtigede i januar 1996 maskinen hos CAVL i Canada og foretog produktionsforsøg, der blev afbrudt på grund af CAVL's forhold. Delegationen konkluderede i rapporten af 4. marts 1996, at produktionsproblemerne trods en mindre egnet støbeform kunne løses ved forbedring af den anvendte betonmiks og af betjeningen af maskinen. Advokat Horstmann lagde denne konklusion til grund som en foreløbig konklusion om, at mangelsindsigelsen var uberettiget, men understregede i sin rådgivning til KVM, at der bestod en usikkerhed, så længe konklusionen ikke var bekræftet ved et syn og skøn. Han rådgav desuden om risici, som en afvisning af CAVL's mangelsindsigelser indebar, herunder om risikoen for tilsidesættelse af ansvarsbegrænsningerne. På denne baggrund afviste KVM CAVL's ophævelse af købet og undlod at tilbyde vederlagsfri omlevering af en støbeform med ændret konstruktion.

Støbeformen var en del af KVM's leverance, og ifølge advokat Horstmanns forklaring har han gjort det klart for KVM, at KVM havde ansvar for formen. Denne forklaring er ikke støttet af skriftligt materiale eller af andre forklaringer. Uanset om det måtte lægges til grund, at advokat Horstmann ikke tilstrækkeligt klart råd gav om KVM's ansvar for støbeformen, tiltræder Højesteret, at advokat Horstmann under de omstændigheder, som landsretten har anført, ikke har handlet ansvarspådragende ved ikke at have rådet KVM til at levere en ny støbeform vederlagsfrit.

På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, finder Højesteret, at advokat Jørgen Horstmann ikke har handlet ansvarspådragende ved sin rådgivning, og stadfæster derfor dommen.

 

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal KVM Industrimaskiner A/S betale 200.000 kr. til advokat Jørgen Horstmann.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.

 

 

  © 2015 Thomas Neumann | Privacy Policy | Cookies | Disclaimer