Home

Search

 

Case Law:

- Denmark

- Finland

- Iceland

- Norway

- Sweden

 

- Bulgaria

- Estonia

- Latvia

 

- Case by Article

 

CISG Text

Status Chart

AV Conference Book '14

Nordic Judicial Systems

Bibliography

Papers

 

Autonomous CISG Network

Dictionaries

Links to Sources

Media Library

 

Contributors

Citing the Database

Update History

Contact

Copyright

Disclaimer

Cookies

 

 

 

 

 

 

 

Date:   21 December 2004
Court:   Western High Court of Denmark
Local case reference:   n/a
CISG Nordic ID:   041221DK
Country of decision:   Denmark
Buyer's country:   Denmark
Seller's country:   Italy
Goods involved:   Check Valves
Case history:   1st instance: 2003 February 6, District Court of Grenaa
Original language:   Danish
Provisions cited:   CISG articles 35
Original court document:   Reported below in full text.
Rapporteur:   Thomas Neumann
Case citations:   n/a

 

Commentary

Henschel, René Franz, Erhvervsjuridisk Tidsskrift, nr. 2/2006, s. 134-142 (In the danish language.)

 

Abstract

by Thomas Neumann

The case concerns a sale of custom made check valves to be used in gas pumps. The delivered valves failed when used in Danish gas pumps due to an additive in the petrol. The district court found the seller liable for the non-conformity as the valves should have been fit for petrol, also i Denmark as this was the place of delivery. The seller did not indicate that the valves were unfit for the purpose despite that another and more expensive valve meant for petrol were available.  The court found that it was reasonable according to art. 39 CISG to give notice of non-conformity when the buyer's customers complained about defective valves.

The western high court affirmed the decision by the district court of Grenaa.

 

 

Translated text

n/a

 

Original text

Dom

afsagt den 21. december 2004 af Vestre Landsrets 5. afdeling i ankesag B-0397-03
 

B s.r.l. - Italien

 

mod

 

PH ApS - DK

Retten i Grenaa har den. 6. februar 2003 afsagt dom i 1. instans (BS 22-392/1997)
 
For landsretten har appellanten, B s.r.l., gentaget sin påstand for byretten om frifindelse og har subsidiært påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb end idømt ved byretten.

Indstævnte, PH ApS, har påstået dommen stadfæstet.

B har supplerende forklaret, at han sammen med sin bror er administrerende direktør for appellanten. Efter at have sendt sin telefax af 13. september 1995, så han ikke igen noget skriftligt om sagen før den 30. oktober 1996. Han bad i mellemtiden S om at spørge indstævnte herom telefonisk, når S alligevel var i kontakt med indstævnte. Ifølge S havde indstævnte sagt, at denne havde givet sagen videre til sit forsikringsselskab, og at man ville meddele, når der forelå noget nyt herom. B har ikke selv været i kontakt med PH, for B taler ikke engelsk. Under en messe i Milano i marts 1996 traf han HB og spurgte ham gennem S til sagen med de 35 ventiler. Han fik her det samme svar, nemlig at sagen var overdraget til et forsikringsselskab. Sagen kan godt have været drøftet telefonisk under samtaler mellem S og PH. Det var S, der skrev telefaxen af 13. september 1995 på grundlag af B’s formulering af indholdet på italiensk, fordi det drejede sig om tekniske forhold. Indstævnte havde forinden, nemlig den 23. august 1995, sendt et følgebrev sammen med en ventil. Han undersøgte ventilen og konstaterede, at pakningen var meget beskadiget. Han bad derfor S om hos indstævnte at få oplyst, hvor stort et tryk ventilen havde været udsat for. Det blev herefter oplyst, at der var tale om et tryk på 2 bar fra blyfri benzin. Da dette ikke kunne forårsage skaderne, blev ordrerne standset for at få forholdet afklaret. Han kendte ikke PH’s kunde. Han opfattede skrivelsen af 23. august 1995 som refererende til kun de 35 ventiler, der var utætte. Efter at have modtaget indstævntes fax af 6. september 1995 ringede han til sin leverandør, L, for at advisere om, at en prøve ville blive sendt for at få fastslået årsagen til utætheden. Den håndskrevne påtegning på faxen sigtede på at få standset leverancen, da sagen ikke var afklaret. Han vidste ikke, om indstævnte havde en eller flere kunder til ventilerne. Et par dage efter modtog han af L en fax om, at man der aldrig før havde set en så utæt pakning. Han drøftede med L også forholdet telefonisk. I sit brev af 13. september 1995 bad han indstævnte om nærmere oplysninger om benzinens art. Hvis han havde fået et svar herpå, ville han på få dage have kunnet få leveret andre ventiler, der kunne anvendes. Han ville have presset på over for sin leverandør for at få løst problemet. Han ville gerne have afhjulpet over for en så betydningsfuld kunde som indstævnte. Den 15. november 1996 sendte han et brev til indstævnte, idet han forfattede indholdet, og S oversatte det til engelsk. Han læste brevet af 14. november 1996 fra indstævntes daværende advokat, men besvarede det ikke, fordi henvendelsen allerede forelå besvaret i faxen af 15. november 1996, og fordi sagen var overgivet til appellantens forsikringsselskab. De afventede også yderligere besked om den bebudede skønsforretning, men hørte ikke nærmere herom. Hans produktansvarsforsikring dækker ikke denne type skader. Han har senere forgæves forsøgt at skaffe et eksemplar af den ventil, som et hollandsk firma leverede til X. De 4 ventilleverancer til indstævnte fandt sted i henhold til ordrer, og han gjorde sig ingen nærmere overvejelser om en indbyrdes sammenhæng. Han har fast samhandel med pakningsleverandøren L.

S har forklaret, at han i 1995 var ansat hos appellanten som handelschef, hvor han stod for handel med udlandet. De var på kontoret 2 ansatte, nemlig ham selv og fru B, der tog sig af det italienske marked. Han fratrådte i 2001. Når der kom henvendelser på engelsk, forelagde han dem for B. Han modtog indstævntes klage af 23. august 1995 og besvarede den med brevet af 31. august 1995, således at det var B, der havde bestemt indholdet af svaret. Derefter modtog han svaret af 6. september 1995 og påførte efter B’s anmodning den håndskrevne påtegning. Han skrev brevet af 13. september 1995 efter drøftelse med B, idet han til engelsk oversatte det, som B ønskede skrevet. Der er ikke vidnet bekendt kommet noget svar herpå, men han havde telefoniske drøftelser med PH i forbindelse med deres øvrige forretningskontakter. Han spurgte herunder om nyt i denne sag. Det drejer sig måske om 4-6 gange. PH svarede, at sagen nu lå hos forsikringsselskabet, og at de bare skulle tage det roligt. Vidnet deltog i messen i Milano i marts 1996 og tolkede her for B over for HB, der også da sagde, at forsikringsselskabet nok skulle tage sig af det. Vidnet opfattede det således, at der var problemer med 35 ventiler. Han havde ingen anelse om, hvorvidt indstævnte leverede til en eller flere kunder. Han havde ingen grund til at danne sig nogen mening herom. Fra marts til oktober 1996 drøftede han i telefonen sagen med indstævnte et par gange. Han skrev brevet af 15. november 1996. Han har ikke i denne sag truffet nogen beslutning uden drøftelse med B.
 
Skønsmanden har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

HB har forklaret, at han er direktør for og ejer af det indstævnte selskab. Han har i godt 12 år været tilknyttet firmaet og blev administrerende direktør for 3-4 år siden. I 1995 tog han sig især af salg, men havde dog ikke opgaven i denne sag. Han korresponderede ikke med B. Han blev orienteret om reklamationerne fra V A/S via postcirkulation. Han opfattede det således, at man over for appellanten ville vente og se, hvad der skete.  Han talte ofte med S, men har ingen nærmere erindring om denne sag. Han og hans far, PH, deltog i Milano-messen i marts 1996. Som altid traf de hr. og fru B samt S. De talte med dem om ventilerne, men han husker ikke indholdet af samtalen nærmere. Han husker dog, at fru B var temmelig ophidset. Som han husker det, taltes der om nogle beløb. Han sagde ikke, at de ikke skulle bekymre sig, men sagde derimod, at de ikke vidste, hvad der skete og derfor måtte afvente. De er vant til, at der kan komme klager, som dog ikke bliver fulgt op af en regning. Han er imidlertid ikke i tvivl om, at det var begge parters opfattelse i marts 1996, at der kunne blive tale om et erstatningskrav. Om indstævntes journaliseringspraksis, sammenholdt med bilagene, har vidnet forklaret, at ”phj/16” betyder, at der var PH’s sag, og at sagen havde løbenummeret 16. Almindelige lagerordrer forsynes ikke med et sagsnummer. Foreholdt indstævntes brev at 16. november 1995 har vidnet forklaret, at han går stærkt ud fra, at hans far har forelagt sagen for appellanten. Han har ikke ført telefonsamtalerne i sagen. Ud fra sit kendskab til sin far kan han ikke tro, at denne skulle have beroliget appellanten.

PH har på grund af sygdom ikke kunnet give møde under domsforhandlingen, men har i en skriftlig erklæring af 20. september 2004 vedstået sine forklaringer som gengivet i byretsdommen i denne sag samt i byrettens dom af 18. april 2000 og Vestre Landsrets ankedom af 24. januar 2002 i sagerne mellem de danske parter. Af erklæringen fremgår yderligere:

 

”…

I appellantens processkrift til Vestre Landsret af 14. maj 2003 s. 4 anfører appellanten, at PH ApS’s reklamation er frafaldet, ved at indstævnte over for appellanten har erklæret, ”at hele sagen er i orden, og der er ingen grund til at bekymre sig”.

Jeg skal herved erklære, at jeg på intet tidspunkt er fremkommet med en sådan tilkendegivelse over for appellantens personale eller andre. En sådan tilkendegivelse er heller ikke afgivet af andre ansatte i PH ApS. Reklamationen er ikke frafaldet af mig eller andre tilknyttet PH ApS.”
 
Parterne har gentaget de anbringender, de fremsatte for byretten. Appellanten har yderligere gjort gældende, at indstævnte ikke har givet appellanten mulighed for at foretage afhjælpning. Indstævnte har heroverfor bestridt dette og desuden anført, at appellanten intet foretog sig med henblik på afhjælpning, samt at afhjælpning i øvrigt ikke var realistisk, blandt andet på grund af den tid, der ville være nødvendig hertil.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at det var aftalt, at appellanten skulle levere kontraventilerne til indstævnte med den egenskab, at de kunne anvendes til benzin (”petrol”). Den omstændighed, at appellanten efterfølgende leverede en vareprøve, indebærer efter det foreliggende ikke en ændring at aftalen om, at appellanten skulle levere kontraventilerne med denne egenskab.

 

Det lægges til grund, at årsagen til skaderne på de leverede kontraventiler var, at de ikke var bestandige over for den blyfrie benzin indeholdende blandt andet additivet MTBE, der anvendtes i danske benzinstandere i 1995.

 

Henset til det aftalte vedrørende kontraventilernes egenskaber anses disse ved indføjelsen i benzinstandere anvendt til et sædvanligt formål, jf. den internationale købelovs artikel 35 (1) og (2) (a).

 

Da det ikke er bevist, at tilsætningen af MBTE til benzin er noget særligt for de nordiske lande, eller at det var upåregneligt for appellanten, at ventilerne skulle anvendes i anlæg med blyfri benzin tilsat additivet MBTE, kan det lægges til grund, at de leverede kontraventiler ikke var anvendelige i anlæg til ”benzin” (”petrol”). De var som følge heraf behæftet med en mangel.
 

Indstævnte, der var blevet underrettet om slutbrugernes reklamationer af 16. og 21. august 1995, reklamerede ved telefax af 23. august 1995 over for appellanten. Da det drejede sig om en leverance af ensartede varer, og da der i telefaxen af 23. august 1995 henvistes til leverancen i maj måned af 340 kontraventiler, må det have stået appellanten klart, at der var tale om en generel mangel i form af revnedannelse og utæthed vedrørende samtlige 340 kontraventiler.

 

Ved indstævntes modtagelse af brevet af 30. august 1995 fra V A/S må det have stået indstævnte klart, at V A/S ville fremsætte erstatningskrav også vedrørende de øvrige leverancer. Herefter og da indstævnte ikke inden rimelig tid reklamerede vedrørende samtlige kontraventiler, kan det kun lægges til grund, at indstævnte har reklameret rettidigt vedrørende 340 kontraventiler, jf. den internationale købelovs artikel 39.

 

Det er bevist, at der i tiden indtil indstævnte den 7. november 1997 sagsøgte appellanten, var løbende i kontakt med mellem parterne angående reklamationen, og at indstævnte har fastholdt reklamationen vedrørende leverancen i maj 1995 af 340 kontraventiler.
 

Da appellanten ikke har taget initiativ til for egen regning at foretage afhjælpning af manglen, jf. den internationale købelovs artikel 48, har indstævnte ikke mistet retten til at kræve erstatning i anledning af manglen.

 
Da det må have stået appellanten klart, at de leverede kontraventiler hos slutbrugeren skulle sammenføjes med andre dele og under en eller anden form indbygges i et anlæg, kan det ikke have været upåregneligt for appellanten, at der i tilfælde af, at ventilerne skulle vise sig mangelfulde, ville påløbe omkostninger til udskiftning af kontraventilerne.

 
Også efter bevisførelsen for landsretten skal appellanten derfor betale erstatning til indstævnte. Efter det anførte fastsætter landsretten erstatningen forholdsmæssigt og skønsmæssigt til 300.000 kr.

 

Thi kendes for ret:

 
Appellanten B s.r.l., skal til indstævnte, PH ApS, betale 300.000 kr. med procesrente fra den 8. februar 2002, til betaling sker.

 
Sagens omkostninger for begge parter skal appellanten betale til indstævnte med 30.000 kr.

 

Det idømte skal betale inden 14 dage.

 

 

  © 2015 Thomas Neumann | Privacy Policy | Cookies | Disclaimer