Home

Search

 

Case Law:

- Denmark

- Finland

- Iceland

- Norway

- Sweden

 

- Bulgaria

- Estonia

- Latvia

 

- Case by Article

 

CISG Text

Status Chart

AV Conference Book '14

Nordic Judicial Systems

Bibliography

Papers

 

Autonomous CISG Network

Dictionaries

Links to Sources

Media Library

 

Contributors

Citing the Database

Update History

Contact

Copyright

Disclaimer

Cookies

 

 

 

 

 

 

 

Date:   7 March 2002
Court:   Eastern High Court of Denmark
Local case reference:   U2002.1370Ø
CISG Nordic ID:   020307DK
Country of decision:   Denmark
Buyer's country:   Switzerland
Seller's country:   Denmark
Goods involved:   Website
Case history:   n/a
Original language:   Danish
Provisions cited:   n/a
Original court document:   Reported below in full text.
Rapporteur:   Thomas Neumann
Case citations:   n/a

 

Commentary

Joseph Lookofsky, CISG W3 Database

René Franz Henschel, CISG W3 Database

 

Abstract

by Neumann, Thomas

The court found development of software to be a service and not a sale of goods. According to the Lugano Convention art. 5(1) a party can be sued at the place where it is obliged to perform. Following from the Rome Convention (1980) art. 4(1) the performance had its closest link to Denmark, meaning that the place of performance had to be decided from Danish domestic law. Danish courts had jurisdiction over the matter as the place of performance were decided to be Denmark according to domestic law (Gældsbrevsloven § 3).

 

Translated text

n/a

 

Original text

 

Ø.L.K. 7. marts 2002 i sag 11. afd. nr. B-3539-00
(M. Levy, Karsten Bo Knudsen, Mai Ahlberg (kst.)).


1st Mover ApS (adv. Flemming Kragh Hansen, København.) mod Direct Hedge S.A.


Under denne sag, der er anlagt den 21. december 2000, har sagsøger, 1st Mover ApS, påstået sagsøgte, Direct Hedge S.A., dømt til at betale 1.001.657 kr. med tillæg af den til enhver tid værende procesrente for så vidt angår 251.250 kr. fra den 16. september 2000, for så vidt angår 166.165 kr. fra den 6. oktober 2000, for så vidt angår 166.737 kr. fra den 26. oktober 2000, for så vidt angår 251.250 kr. fra den 5. november 2000 og for så vidt angår 166.255 kr. fra den 11. november 2000, og til betaling sker.


Sagsøgte har principalt påstået sagen afvist under henvisning til, at sagsøgte ikke har værneting i Danmark, subsidiært frifindelse og mere subsidiært betaling af et mindre beløb efter rettens skøn.
Sagen vedrører betaling for udvikling af en web-site til internettet, som sagsøgeren har udviklet for sagsøgte.
Landsretten har udskilt spørgsmålet om rette værneting til særskilt skriftlig behandling, jf. retsplejelovens § 253.


Sagsøger har til støtte for sin påstand om rette værneting gjort gældende, at en sag om kontraktforhold kan anlægges ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, som tvisten vedrører, skal opfyldes, jf.  Luganokonventionens artikel 5, stk. 1. Opfyldelsesstedet for en forpligtelse bestemmes i henhold til den materielle retstilstand, som finder anvendelse på sagen. Hvilket lands ret det er, afgøres efter national - dansk - ret. I henhold til Romkonventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, finder det lands ret anvendelse på en aftale, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til. I nærværende sag har sagsøgeren sit forretningssted i Danmark. Indehaverne af det sagsøgte selskab er danske statsborgere og dansk domicilerede selskaber, som har henvendt sig til sagsøgeren på dennes forretningssted i Danmark. Sagsøgeren har til udvikling af projektet anvendt konsulentbistand fra danske firmaer, og sagsøgerens fakturaer er udstedt og betalt i danske kroner. Hoveddelen af arbejdet med projektet er udført i Danmark, og endelig har forhandlings- og arbejdssproget været dansk. Sagen har følgelig sin nærmeste tilknytning i Danmark, hvorfor dansk ret skal finde anvendelse på sagen. I henhold til gældsbrevslovens § 3 skal en forpligtelse til at betale et pengebeløb opfyldes på fordringshaverens forretningssted. Da den forpligtelse, som tvisten vedrører, således skal opfyldes i Danmark, er der værneting for sagen i Danmark.
Sagsøgte har til støtte for sin afvisningspåstand gjort gældende, at sagsøgte hverken efter retsplejelovens regler eller efter Luganokonventionen har værneting i Danmark, at parternes aftale, jf. Romkonventionen, har sin nærmeste tilknytning til Schweiz, at parternes aftale skal bedømmes efter schweizisk ret, at den til grund for nærværende tvist liggende »leveranceaftale« indebærer, at opfyldelsesværnetinget er Genève i Schweiz, og at sagens rette værneting derfor er Genève, Schweiz. Desuden har sagsøgte anført, at parterne ikke har aftalt, hvilket lands retsregler der skal anvendes til løsning af tvister i anledning af den indgåede aftale, ligesom de ikke har indgået en aftale om værneting. Sagsøgte har en international ejerkreds, som blandt andet tæller to danske investeringsselskaber. Sagsøgte bestrider således, at sagsøgtes indehavere er dansk domicilerede selskaber. Sagsøgte har intet forretningssted i Danmark og har siden sin etablering drevet sin virksomhed fra Schweiz og senest tillige fra USA. Ledelsesfunktionen udføres fra Schweiz, hvor hovedparten af selskabets ansatte er domicileret. Sagsøgers edb-udviklingsydelser skulle leveres til sagsøgte i Schweiz. Det udførte arbejde for sagsøgte har med sagsøgers egne ord medført en del rejseaktivitet for sagsøgeren, hvilket understreger opgavens tilknytning til Schweiz.


Sagsøger har i replikken ad formaliteten fremsat en række provokationer vedrørende sagsøgtes ejerkreds og disses domicil eller statsborgerskab samt vedrørende navne, bopæl og statsborgerskab på sagsøgtes ansatte, direktion og bestyrelse.


Sagsøgte har oplyst, at provokationerne ikke vil blive besvaret, og har anført, at sagsøger ved de fremsatte provokationer prøver at pålægge sagsøgte bevisbyrden for, at der ikke er nogen særlig tilknytning mellem sagsøgte og Danmark. Det er sagsøger, der skal godtgøre, at sagen er anlagt ved rette værneting, og med provokationerne ønsker sagsøger blot at skabe uklarhed om selskabets forhold og herefter henvise til, at denne uklarhed indebærer, at der ikke kan ses bort fra, at der er mulighed for en særlig tilknytning mellem det sagsøgte selskab og Danmark. Sagsøgte gør gældende, at den manglende besvarelse af provokationerne ikke kan tillægges processuel skadevirkning.

Rettens bemærkninger:
Det følger af retsplejelovens § 247, stk. 1, at der i sager, der er omfattet af en konvention, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af nævnte lovs § 15, anvendes konventionens værnetingsregler. Luganokonventionen er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996, som er udstedt i medfør af § 15 i lov nr. 325 af 4. juni 1986 om EF-domskonventionen m.v., som ændret ved lov nr. 209 af 29. marts 1995. Konventionen er tillige tiltrådt af Schweiz. I nærværende sag har sagsøgte hjemsted i Schweiz, hvorfor Luganokonventionen finder anvendelse.
Ifølge Luganokonventionens artikel 5, stk. 1, jf. artikel 53, kan et selskab i sager om kontraktforhold sagsøges ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes. Ved den pågældende forpligtelse forstås den forpligtelse, som den konkrete sag vedrører. I denne sag er påstanden betaling af penge. Opfyldelsesstedet fastlægges i henhold til den materielle kontraktret, som finder anvendelse på aftalen (lex causae), og den materielle kontraktret skal vælges efter lovvalgsreglerne i den stat, hvor sagen er anlagt, dvs. efter dansk ret (lex fori). Den i sagen omhandlede realydelse, udvikling af en web-site, må betragtes som en tjenesteydelse, hvorfor Romkonventionen finder anvendelse ved fastlæggelse af opfyldelsesstedet i nærværende sag.


Ifølge Romkonventionens artikel 4, stk. 2, gælder der en formodning for, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor den part, som skal præstere den for aftalen karakteristiske ydelse, på tidspunktet for aftalens indgåelse har sin bopæl eller sit hovedsæde. Den for aftalen karakteristiske ydelse i denne sag er softwaren til web-siten, som er udviklet af sagsøgeren, der har hovedsæde i Danmark, hvorfor aftalen har sin nærmeste tilknytning til Danmark. Opfyldelsesstedet skal derfor bestemmes efter dansk ret, hvorefter opfyldelsestedet for betalingsforpligtelser er kreditors bopæl, jf. gældsbrevslovens § 3 analogt. Opfyldelsessstedet i denne sag er således sagsøgers hjemsted, som er Danmark, hvorfor sagen med rette er anlagt i Danmark.


Det bemærkes, at der ikke for landsretten er oplyst omstændigheder, hvoraf det som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land, jf. Romkonventionens art. 4, stk. 5., 2. pkt.

Thi bestemmes:
Sagsøgtes påstand om afvisning af sagen tages ikke til følge.

 

 

 

 

  © 2015 Thomas Neumann | Privacy Policy | Cookies | Disclaimer