Home

Search

 

Case Law:

- Denmark

- Finland

- Iceland

- Norway

- Sweden

 

- Bulgaria

- Estonia

- Latvia

 

- Case by Article

 

CISG Text

Status Chart

AV Conference Book '14

Nordic Judicial Systems

Bibliography

Papers

 

Autonomous CISG Network

Dictionaries

Links to Sources

Media Library

 

Contributors

Citing the Database

Update History

Contact

Copyright

Disclaimer

Cookies

 

 

 

 

 

 

 

Date:   4 December 2000
Court:   Eastern High Court of Denmark
Local case reference:   U2001.713Ø
CISG Nordic ID:   001204DK
Country of decision:   Denmark
Buyer's country:   Denmark
Seller's country:   Germany
Goods involved:   Steam Plant / Jurisdiction
Case history:   1st instance: 4 April 2000, District Court of Roskilde (not available)
Original language:   Danish
Provisions cited:   CISG articles 3, 57
Original court document:   Reported below in full text.
Rapporteur:   Thomas Neumann
Case citations:   n/a

 

Commentary

By Andersen, Camilla Baasch. Reproduced with permission from Pace Law School

What is curious in this case is that, as it concerns the leasing of a steam Plant, the subject matter is in fact outside the scope of the CISG, but the court uses the CISG to determine place of payment regardless of this -- almost as a general principle, but without acknowledging this. The subtantive isues are settled according to Danish law as appointed by the Rome Convention. In its application of 57(1), the court makes a curious reference to Article 3 not precluding the use of this provision of the CISG in this case, but does not explain why as the CISG is clearly not the substantive law of the case.

 

See also:

DiMatteo, Larry A. et al., Northwestern Journal of International Law & Business, The Interpretive Turn in International Sales Law: An Analysis of Fifteen Years of CISG Jurisprudence (Winter 2004) 299-440 at n. 441.

 Fogt, Morten Midtgaard, Praxis des Internationalen Privat- und Verfahrensrechts [IPRax], no. 4 (July/August 2003) 364-269.

 

Abstract

by Andersen, Camilla Baasch. Reproduced with permission from Pace Law School

The case concerns the application of the CISG to the "place of payment" criterion in the Brussels Convention (1968 EC Convention on Jurisdiction and the Enforcement of Decisions in Civil and Commercial Matters). The case is one of many using Article 57(1) CISG to determine the place of payment in accordance with the jurisdictional rule in Article 5(1) of the Brussels Convention, and according to this provision, the buyer was obliged to pay the purchase price at the seller's place of business, since no other agreement on payment was made between the parties. On this basis, the Danish courts had jurisdiction.

An abstract is also available at Unilex

 

Translated text

n/a

 

 

Original text

 

Ø.L.K. 4. december 2000 i kære 22. afd. nr. B-1145-00

 

Roskilde Rets kendelse 4. april 2000.

Under denne sag er der opstået spørgsmål om, hvorvidt Retten i Roskilde er rette værneting. Dette spørgsmål er i henhold til retsplejelovens § 253 udskilt til særskilt formalitetsprocedure.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten i Roskilde er rette værneting. Dette støttes på EF-domskonventionens artikel 5, nr. 1, idet opfyldelsesstedet for sagsøgtes betalingsforpligtelse er sagsøgers forretningssted. Det er i den forbindelse gjort gældende, at det er sagsøger, der har præsteret de for aftalerne karakteristiske ydelser, og at det således er dansk ret, der finder anvendelse på parternes kontraktforhold, jf. lovvalgskonventionens artikel 4. Efter dansk ret er pengeskyld bringeskyld. Dette følger også af artikel 57 i konventionen om aftaler om internationale køb (CISG).

Sagsøgte har nedlagt påstand om, at Retten i Roskilde ikke er rette værneting, og at sagen som følge heraf må afvises. Til støtte herfor er i første række gjort gældende, at parterne har aftalt, at opfyldelse af betalingsforpligtelsen sker i Tyskland. Subsidiært er det gjort gældende, at det af omstændighederne som helhed fremgår, at parternes kontraktforhold har sin nærmeste tilknytning til Tyskland, jf. lovvalgskonventionens artikel 4. Spørgsmålet om, hvor betalingsforpligtelsen skal opfyldes - hvis det lægges til grund, at parterne ikke har indgået nogen aftale herom - må således bedømmes efter tysk ret, hvorefter pengeskyld er henteskyld. Der er ikke grundlag for at anvende bestemmelserne i CISG, i hvert fald kan de kun anvendes i begrænset omfang.

Sagsfremstilling:

Det overordnede tvistepunkt i denne sag er, om sagsøger, BJR Trading ApS, har et betalingskrav mod sagsøgte, EKASA GmbH, i anledning af udleje af et dampanlæg, udgifter til reparation af anlægget samt levering af en række andre nærmere angivne ydelser.

Til grund for parternes aftale vedrørende dampanlægget ligger et telefaxet brev af 3. november 1998 fra sagsøger til sagsøgte. I brevet er bl.a. anført følgende:

 

”Vi henviser til vor behagelige telefonsamtale og tilbyder følgende:

Ny Pris Dkr. 866.400 DM 228.000

Med fradrag af rabat for demomodel 25% - 57.000

Pris DM 171.000

 

Leje pr. måned DM 12.000

Første månedsleje forudbetales i uge 46.

Lejeperioden starter i uge 47 i 1998.

 

Ved køb af udstyret senest den 31.1.99 fratrækker vi 75% af den indbetalte leje.

2½ x 12.000 - 25% = DM 22.500

Købspris den 31.1.99 i alt DM 148.500

 

Vedrørende uddannelse foreslår vi, at du sender en mand til Belgien i uge 46, hvor vi vil installere Spot Repair. Han kan så bringe anhængeren hjem fra Belgien.”

 

Brevet er underskrevet af Ernst K. Jensen for sagsøgeren, BJR Trading ApS, og af Dirk Erdmann for sagsøgte, EKASA GmbH. Forinden aftalens indgåelse havde sagsøger sendt den som bilag 2 fremlagte detaljerede liste over dampanlæggets komponenter, hvoraf bl.a. fremgår, at der er tale om en 3,5 tons tung anhænger med nærmere angivet udstyr.

 

Ved et brev af 25. november 1998 har sagsøger rykket sagsøgte for tilsendelse af forsikringspapirer vedrørende dampanlægget samt betaling af den første måneds leje for anlægget.

 

Endvidere har sagsøgeren sendt en række fakturaer (fremlagt som bilag 4-16 og 18) til sagsøgte i forbindelse med parternes kontraktforhold. Fakturaerne, hvorpå sagsøgeren støtter sit betalingskrav mod sagsøgte, er i det væsentlige enslydende. I fakturaerne, der ikke er oversat til dansk, er bl.a. med hensyn til vilkårene for parternes forretningsmellemværende anført, at leveringsstedet er Tjæreby (”Ab Werk Tjaereby”). Endvidere er der anført betingelser for reklamation samt for forrentning af det skyldige beløb. Endelig er der om betaling anført følgende: ”Bank: Konto - - -. Jyske Bank, Hamburg, swift: jybadehh, - - -.”

 

Sagsøgte har ved en check udstedt den 23. november 1998 og lydende på DEM 47.499 søgt at betale en del af det skyldige beløb efter fakturaerne til sagsøger. Da sagsøger søgte at indløse checken i Jyske Bank i Roskilde, viste det sig imidlertid, at der ikke var dækning for checken.

 

Vidneforklaring:

Vidnet Ernst Køel Jensen, der er medarbejder hos sagsøger, BJR Trading ApS, har bl.a. forklaret, at samarbejdet med sagsøgte, EKASA GmbH, går tilbage til omkring 1994, dog således at samarbejdet i begyndelsen skete med et af Dirk Erdmann personligt drevet firma. Når der indgås aftaler med sagsøgte, sker dette i de fleste tilfælde ved, at sagsøgte ringer op eller sender telefax med bestilling. Hvis der bestilles decideret udstyr, plejer leveringen at ske ved, at sagsøgte selv henter udstyret i Danmark. I de tilfælde, hvor BJR Trading ApS har leveret udstyret i Tyskland, er der krævet betaling herfor. Om det som bilag 1 fremlagte dokument forklarede vidnet, at baggrunden for brevet var, at sagsøgte ikke kunne skaffe penge til at købe effekterne. Det blev derfor aftalt, at effekterne skulle lejes ud de første 3 måneder, hvorefter de så skulle købes af sagsøgte. Det konkrete dampanlæg (bilag 2) stod i Danmark, da tilbudet blev afgivet. Der er tale om et demo-anlæg, som man havde lovet at lave en demonstration på i Belgien. Det blev derfor aftalt, at sagsøgte skulle afhente anlægget i Belgien. Imidlertid dukkede sagsøgte ikke op i Belgien, og aftalen blev derfor, at sagsøger tog udstyret med til Tyskland, hvor det så blev udleveret til sagsøgte på en rasteplads. På rastepladsen fik den person fra sagsøgte, som hentede anlægget, en basisinstruktion i brugen af anlægget. De som bilag 4 og 6 fremlagte fakturaer vedrører køb af materialer (væsker og andre komponenter) til at lave de rør på dampanlægget, som skal nedlægges inden i beskadigede kloakrør. Der er tale om materialer, der er uafhængige af dampanlægget. I bilag 6 er endvidere medtaget forsendelsesomkostninger. Den som bilag 8 fremlagte faktura vedrører køb af nogle specielle fræsehoveder, som bruges til at fjerne ujævnheder og andre forhindringer inden i nedlagte kloakrør. Bilag 10 er en faktura vedrørende nogle reservedele til en lille fræsemaskine, som sagsøgte ejer. Den som bilag 13 fremlagte faktura vedrører slanger og ”sko” til dampanlægget. Slangerne bruges til at føre damp ned i kloakken, og ”skoene” bruges til at holde maskinen på plads i forhold til kloakrørene. Der er tale om dele, der sad på dampanlægget ved leveringen, og som ikke fandtes på anlægget ved tilbagegivelsen. Den som bilag 14 fremlagte faktura vedrører dels kilometerpenge, færgebillet og arbejdstimer, dels en ny pumpe og afkalkningsvæske til dampanlægget. Reparationerne af anlægget er foregået i Roskilde. Når man hentede anlægget i Tyskland, var det, fordi det ikke fungerede ordentligt. Det var sagsøger, der hentede anlægget i Tyskland, og det var aftalt, at sagsøgte efter endt reparation skulle hente anlægget i Danmark og så købe det. Når man accepterede at hente anlægget i Tyskland, var det, fordi man i forvejen havde en lastbil i området. De som bilag 5, 7, 11 og 15 fremlagte fakturaer vedrører skyldig leje på dampanlægget. Endelig vedrører de som bilag 16 og 18 fremlagte fakturaer leje af en (anden) maskine til afsætning af en rustfri stålring til udvidelse af hullet til et kloakrør. Maskinen er alene bestemt til leje og har således aldrig skullet købes af sagsøgte. Om parternes forretningsforhold har vidnet i øvrigt forklaret, at det normale var, at der blev afgivet ordrebekræftelse pr. telefon eller telefax, hvorefter sagsøger udarbejdede en ordrebeskrivelse, der efterfølgende blev tiltrådt af sagsøgte. Betaling plejer at foregå ved, at der blev sendt en check direkte til sagsøger, eller ved, at pengene blev overført til Jyske Bank i Hamburg. Vidnet husker ikke, om betaling nogensinde er sket direkte til en af Jyske Banks filialer i Danmark.

 

Forespurgt af sagsøgtes advokat forklarede vidnet, at man, efter hvad han ved, aldrig har haft folk nede i Tyskland for at se på dampanlægget. Han kan dog ikke sige dette med 100 %'s sikkerhed.

 

Procedure:

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten i Roskilde er rette værneting, og til støtte herfor gjort gældende, at der er tale om betalingsforpligtelser med hensyn til forskellige ydelser. Sagen vedrører således både leje og køb af materialer, herunder et dampanlæg. Den væsentligste post vedrører betaling af leje af dampanlægget. Spørgsmålet om, hvor der er værneting med hensyn til betalingsforpligtelserne vedrørende samtlige de omhandlede ydelser, skal afgøres efter EF-domskonventionens artikel 5, nr. 1. Afgørende er herefter, hvor betalingsforpligtelserne skal opfyldes. Der er ikke indgået nogen værnetingsaftale mellem parterne, jf. at kravene i artikel 17 i EF-domskonventionen til indgåelse af værnetingsaftaler ikke er opfyldt. Det bestrides, at en tilkendegivelse i en faktura flytter betalingsstedet efter gældsbrevslovens § 3 til Tyskland. Det bestrides, at der er en aftale om betaling i Tyskland. Oplysningen i fakturaen er en oplysning om, at filialen i Hamburg kan fungere som repræsentant for sagsøger; betaling kan efter gældsbrevslovens § 3 ske med frigørende virkning på sagsøgers forretningssted. Der er ikke aftalt noget om, at betaling kun kan ske med frigørende virkning til Jyske Bank i Hamburg. Den som bilag 21 fremlagte check er sendt til sagsøgers forretningssted i Danmark, og sagsøgte har således søgt at betale nogle af fakturaerne i Danmark. I parternes forretningsmellemværende er der efter den af vidnet Ernst Køel Jensen afgivne forklaring sket betaling både i Danmark og i Tyskland. Da det således ikke kan lægges til grund, at der er en aftale mellem parterne om, at betalingsstedet skal være Tyskland, må spørgsmålet om, hvorvidt Retten i Roskilde er rette værneting, vurderes ud fra de materielle regler, som bestemmer, hvor betalingsforpligtelsen skal erlægges. I denne sag peger lovvalgskonventionens artikel 4, stk. 2, jf. stk. 1, på dansk ret, idet det er sagsøger, der har præsteret de for aftalerne karakteristiske ydelser. Aftalerne er forhandlet fra sagsøgers forretningssted i Danmark i form af det den 3. november 1998 afgivne tilbud. Aftalerne er indgået i Danmark enten telefonisk eller ved faxbestilling, jf. at aftalen vedrørende dampanlægget er indgået ved fremkomsten af det som bilag 1 fremlagte brev med sagsøgtes underskrift. Opfyldelsesstedet for sagsøgers forpligtelser over for sagsøgte er aftalt til ”Ab Werk Tjaereby”, dvs. sagsøgers forretningsadresse i Tjæreby, hvilken passus sædvanligvis også betyder, at købesummen skal betales hos sælger. Sagsøgte har via parternes langvarige forretningsforhold været bekendt med disse betingelser. Det er som forklaret af vidnet normalt, at sagsøgte kommer og henter bestilte genstande i Danmark. Når der er blevet sendt genstande til Tyskland, er dette altid sket på sagsøgtes risiko og regning. Det var nogle særlige omstændigheder, der gjorde, at dampanlægget ved en tilfældighed blev overleveret i Tyskland. Når således henses til, at forhandlingsstedet, aftalestedet og leveringsstedet er sagsøgers forretningsadresse i Danmark, er der derfor ikke omstændigheder, som kan afkræfte formodningen for, at aftalerne har sin nærmeste tilknytning til Danmark, jf. lovvalgskonventionens artikel 4, stk. 2, jf. stk. 5. At der er aftalt betaling i DEM, og at kontraktsproget er tysk, bør ikke tillægges betydning, da dette alene er udtryk for, at det dansk sprog og valuta - i modsætning til tysk sprog og valuta - ikke er af international karakter. Opfyldelsesstedet for sagsøgtes betalingsforpligtelser er efter dansk ret sagsøgers forretningssted, jf. princippet i gældsbrevslovens § 3, og der er derfor værneting i den retskreds i Danmark, hvor sagsøgers forretningssted ligger, dvs. ved Retten i Roskilde. Hvad særligt gælder de betalingsforpligtelser, som vedrører køb af materialer, må retten komme til samme resultat ved at anvende CISG artikel 57, stk. 1 (a), jf. artikel 1, stk. 1 (a), idet disse regler er lex specialis for løsørekøb. Der er ikke grundlag for at anvende CISG artikel 3, idet denne bestemmelse vedrører den situation, hvor der er tale om en aftale, der består af løsøre og tilhørende serviceydelser. I denne sag er der tale om en række separate aftaler. Som anført af vidnet befatter sagsøgeren sig med salg. Med hensyn til dampanlægget var der tale om en købsaftale, der blev konverteret til en aftale om leje med forkøbsret på grund af sagsøgtes likviditetsproblemer. Der var således som udgangspunkt tale om køb og ikke om leje. Reparationerne på anlægget blev foretaget i Danmark på sagsøgers forretningssted. Leje af den i bilag 16 og 18 nævnte Expander er også sket i Danmark. For samtlige de ydelser, som betalingsforpligtelserne vedrører, er Retten i Roskilde således rette værneting, jf. EF-domskonventionens artikel 5, nr. 1, eftersom betalingsforpligtelsen skal erlægges i Danmark.

 

Sagsøgte har nedlagt påstand om afvisning af sagen og har til støtte herfor gjort gældende, at det er betalingsforpligtelsen, der i givet fald skal danne grundlag for værneting hos Retten i Roskilde. I de fremlagte fakturaer er det angivet, at betaling sker til en konto hos Jyske Bank i Hamburg. Dette støttes også af vidnets forklaring om, at dette ofte er sket i parternes forretningsmellemværende. Gældsbrevslovens § 3 gælder kun, hvis ikke andet er aftalt. Sagsøger har givet sagsøgte mulighed for at opfylde sin betalingsforpligtelse i Tyskland, og derfor er der ikke værneting i Danmark. Der må anses for at være aftalt betalingssted i Tyskland. Skulle retten imidlertid lægge til grund, at der ikke mellem parterne er aftalt noget betalingssted, vil spørgsmålet om rette værneting skulle afgøres efter lovvalgskonventionens artikel 4. Udgangspunktet efter artiklens stk. 2 er, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor den part, som skal præstere den for aftalen karakteristiske ydelse, på tidspunktet for aftalens indgåelse har sit hovedforretningssted. Dette fraviges dog efter stk. 5, hvis det af omstændighederne som helhed fremgår, at kontraktforholdet har en nærmere tilknytning til et andet land. Eneste tilknytningsmoment til Danmark er, at sagsøger har hjemting i Danmark. Alle andre forhold vedrørende kontraktforholdet henviser til Tyskland, idet den karakteristiske ydelse i henhold til lejeaftalen (bilag 1) skulle erlægges i Tyskland, lejens størrelse er udtrykt i DEM, kontraktsproget er tysk, anlægget er leveret i Tyskland, anlægget blev anvendt i Tyskland, lejeren, dvs. sagsøgte, er et tysk selskab med hjemsted i Tyskland, og lejekontrakten blev fremsendt af sagsøgeren til sagsøgte pr. telefax, og den blev underskrevet i Tyskland. Alt peger således på en tilknytning til Tyskland, og efter tysk ret er pengeskyld henteskyld. Hvis der havde været tale om et kontraktforhold, der vedrørte et rent løsørekøb, havde situationen nok været den, at betaling skulle ske hos sagsøgeren. Da den overvejende del af kontraktforholdet imidlertid vedrører leje af dampanlægget, må forholdet bedømmes efter reglerne i lovvalgskonventionens artikel 4, jf. artikel 3 i CISG. Hvis retten vil anvende bestemmelser i CISG, må retten i hvert fald nøjes med at anvende konventionen på de rene løsørekøb, det vil sige bilag 4, delvis 6, 8 og 10.

 

Retten skal udtale:

Indledningsvis bemærkes, at der er enighed mellem parterne om, at der ikke efter kontraktgrundlaget eller i øvrigt er indgået nogen værnetingsaftale eller lovvalgsaftale.

 

Der er endvidere enighed mellem parterne om, at spørgsmålet om, hvorvidt Retten i Roskilde er rette værneting, skal bedømmes ud fra bestemmelsen i artikel 5, nr. 1, i EF-domskonventionen, som er gennemført i dansk ret ved lov nr. 325 af 4. juni 1986 med senere ændring.

 

Af bestemmelsen i artikel 5, nr. 1, i EF-domskonventionen følger, at en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat i sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes.

 

EF-domstolen har i sag 56/79 Zelger (trykt i samlingen 1980, 89) statueret, at når opfyldelsesstedet for en kontraktlig forpligtelse er bestemt af parterne ved en aftale, der er gyldig i henhold til den lovgivning, som kontrakten er underlagt, har retten på dette sted kompetence, uafhængigt af om formkravene til værnetingsaftaler i EF-domskonventionens artikel 17 er opfyldt.

 

Spørgsmålet bliver derfor, om der mellem parterne er indgået aftale om, at betalingsforpligtelser skulle opfyldes i Tyskland. Efter vidnet Ernst Køel Jensens forklaring lægger retten til grund, at betalingsforpligtelser, der tidligere er opstået under parternes langvarige forretningsforhold, er blevet opfyldt dels ved betaling direkte til sagsøgers forretningsted, dels gennem betaling til Jyske Banks filial i Hamburg. Når henses hertil finder retten ikke tilstrækkelige holdepunkter for at lægge til grund, at der mellem parterne har været en aftale om, at de i denne sag omhandlede betalingsforpligtelser skulle opfyldes i Tyskland (Jyske Banks filial i Hamburg). Dette bestyrkes også af, at sagsøgte har søgt delvis at opfylde sin betalingsforpligtelse via betaling med den som bilag 21 fremlagte check, der er sendt til sagsøgers forretningssted. Retten har endvidere lagt vægt på, at det ikke med fornøden klarhed fremgår af de fremlagte fakturaer, hvorpå betalingskravene støttes, om der er tale om en angivelse af, at betaling skulle ske til Jyske Banks afdeling i Hamburg, eller om det med angivelsen alene er tilkendegivet, hvor betaling har kunnet ske.

 

Spørgsmålet om, hvor betalingsforpligtelsen har skullet opfyldes, og dermed om Retten i Roskilde er rette værneting, må på denne baggrund afgøres ud fra de danske lovvalgsregler om, hvilket lands lov der er anvendelig på den pågældende kontraktlige forpligtelse.

 

Efter den skete bevisførelse, herunder det fremlagte kontraktmateriale, fremstår det efter rettens opfattelse ikke som ganske klart, om sagsøgtes betalingsforpligtelse udspringer af en samlet kontrakt, eller om der er tale om flere af hinanden uafhængige kontrakter. Ud fra vidnet Ernst Køel Jensens forklaring om, hvilke ydelser de fremlagte fakturaer dækker over, herunder at ikke alle ydelser relaterer sig til det lejede dampanlæg, finder retten dog, at mest taler for at anse forholdet for at bestå af flere kontrakter, der løbende er indgået som led i parternes forretningsforhold.

 

Ad betalingsforpligtelser, der knytter sig til køb af separate ydelser

Efter den skete bevisførelse finder retten, at de betalingsforpligtelser, der knytter sig til de som bilag 4, 6, 8 og 10 fremlagte fakturaer, må anses for at udspringe af et internationalt køb af løsøre.

Det følger herefter af artikel 57, stk. 1, jf. artikel 1, stk. 1, litra a, i konventionen om aftaler om internationale køb (CISG), som er tiltrådt af Danmark og Tyskland, og som er gennemført i dansk ret ved lov nr. 733 af 7. december 1988, at køber - når intet andet kan anses for aftalt - er forpligtet til at betale på sælgers forretningssted. Det bemærkes herved, at der ikke efter det foreliggende er grundlag for at anse de købte effekter for at være omfattet af bestemmelsen i artikel 3 i CISG.

 

På den anførte baggrund findes Retten i Roskilde at være rette værneting for så vidt angår betalingsforpligtelser efter de som bilag 4, 6, 8 og 10 fremlagte fakturaer, jf. artikel 5, nr. 1, i EF-domskonventionen.

 

Ad betalingsforpligtelser, der knytter sig til leje af genstande, herunder dampanlægget

Spørgsmålet om, hvorvidt Retten i Roskilde er rette værneting med hensyn til de betalingsforpligtelser, der udspringer af lejeaftaler (bilag 2-3, 5, 7, 9, 11-16 og 18), skal bedømmes ud fra bestemmelserne i lovvalgskonventionens artikel 4, der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 188 af 9. maj 1984.

Af konventionens artikel 4, stk. 2, følger, at der med forbehold af stk. 5 er formodning for, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor den part, som skal præstere den for aftalen karakteriske ydelse, på tidspunktet for aftalens indgåelse har sit forretningssted.

 

Da det er sagsøger, der skal præstere den karakteristiske ydelse (det lejede løsøre), er udgangspunktet således, at parternes aftaler er undergivet dansk ret. Dette gælder dog ikke, hvis det af omstændighederne som helhed fremgår, at lejeaftalerne har en nærmere tilknytning til Tyskland, jf. lovvalgskonventionens artikel 4, stk. 5, 2. pkt.

 

Efter en samlet vurdering af det under sagen oplyste finder retten ikke, at der med hensyn til de af parterne indgåede lejeaftaler er grundlag for at anse disse for at have en nærmere tilknytning til Tyskland end til Danmark. Det bemærkes herved, at lejeaftalerne må antages at være forhandlet på plads fra sagsøgers forretningssted, at leveringsstedet må anses for at være aftalt til at være sagsøgers forretningssted, samt, hvad særligt angår dampanlægget, at dette kun som følge af særlige omstændigheder endte med at blive overgivet til sagsøgte på en rasteplads i Tyskland. Når navnlig henses hertil findes der således ikke grundlag for at fravige formodningsreglen i lovvalgskonventionens artikel 4, stk. 2, hvorfor Retten i Roskilde også findes at være rette værneting med hensyn til betalingsforpligtelser, der udspringer af lejeaftalerne, jf. artikel 5, nr. 1, i EF-domskonventionen.

 

Østre Landsrets kendelse.

Efter det oplyste om parternes forretningsmellemværende gennem flere år og henset til angivelsen af incoterm ”ab Werk Tjaereby” i fakturaerne tiltræder landsretten, at der i det foreliggende tilfælde ikke er grundlag for at fravige formodningsreglen i lovvalgskonventionens artikel 4, stk. 2. Uanset at kontraktsproget er tysk, og at betalingsforpligtelsen er angivet i DEM, finder landsretten, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til Danmark. Den omstændighed, at dampanlægget kun som følge af særlige omstændigheder rent faktisk blev overgivet til kærende på en rasteplads i Tyskland, kan efter landsrettens opfattelse ikke føre til et andet resultat.

 

Landsretten tiltræder derfor, at dansk ret finder anvendelse på parternes retsforhold.

Da angivelsen i indkæredes fakturaer om, at betaling kan ske i Jyske Banks filial i Hamburg (SWIFT), ikke kan anses for en forpligtende tilkendegivelse fra indkærede om, at opfyldelsesstedet for kærendes betalingsforpligtelse er i Tyskland, tiltræder landsretten herefter, at der er værneting i Danmark, jf. artikel 5, nr. 1, i EF-domskonventionen.

 

 

 

 

 

  © 2015 Thomas Neumann | Privacy Policy | Cookies | Disclaimer