Home

Search

 

Case Law:

- Denmark

- Finland

- Iceland

- Norway

- Sweden

 

- Bulgaria

- Estonia

- Latvia

 

- Case by Article

 

CISG Text

Status Chart

AV Conference Book '14

Nordic Judicial Systems

Bibliography

Papers

 

Autonomous CISG Network

Dictionaries

Links to Sources

Media Library

 

Contributors

Citing the Database

Update History

Contact

Copyright

Disclaimer

Cookies

 

 

 

 

 

 

 

Date:   1 November 2000
Court:   Supreme Court of Denmark
Local case reference:   U2001.713Ø
CISG Nordic ID:   001101DK
Country of decision:   Denmark
Buyer's country:   Germany
Seller's country:   Denmark
Goods involved:   Kitchenware
Case history:   1st instance [included below]: 3 October 1997, Copenhagen Maritime and Commercial Court
Original language:   Danish
Provisions cited:   CISG article 63
Original court document:   Reported below in full text.
Rapporteur:   Thomas Neumann
Case citations:   n/a

 

Commentary

Henschel, René Franz, The Conformity of Goods in International Sales, Forlaget Thomson (2005), 252 et seq.

 

Abstract

by Neumann, Thomas

A buyer of kitchenware did not success in asserting that an undisputed lack of payment could not allow the seller to avoid the contract because no reasonable time to remedy the non-performance must be set according to art. 63 CISG.

 

Translated text

n/a

 

Original text

 

H.D. 1. november 2000 i sag II 478/1997
Gastrolux GmbH (adv. Jørgen Holst, Århus) mod Pyrolux Production A/S (adv. Jens Chr. Lauridsen, Randers).

Sø- og Handelsrettens dom 3. oktober 1997

Under denne sag der er anlagt den 11. juli 1994, har sagsøger, Pyrolux Production A/S, endeligt påstået sagsøgte, Gastrolux GmbH, tilpligtet at betale DEM 91.420,78 med rente 2% pr. påbegyndt måned fra 17. oktober 1993, samt at udlevere de under syns- og skønsforretningen anerkendte og af syns- og skønsmanden konstaterede mangelfulde varer. Beløbet angives at skyldes for leverede varer med fradrag af mangelfulde leverancer.

Gastrolux har påstået frifindelse.

Gastrolux har nedlagt følgende selvstændige påstande:

Påstand I:
Pyrolux skal til Gastrolux betale DEM 1.395.428,66, subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den 14. november 1994.

Beløbet vedrører erstatning for uberettiget ophævelse af eneforhandleraftalen og for manglende levering af varer efter 18. oktober 1993 samt vederlag og erstatning for retsstridig benyttelse af Gastrolux' varemærker.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Gastrolux gjort følgende krav gældende til kompensation:

1. Gastrolux' videresalgspris for mangelfulde varer (10.173 stk.) DEM 441.837,00
Beløbet fremkommer som et vejet gennemsnit af pris ved salg til grossister og forbrugere. Hvis alene grossistprisen lægges til grund, bliver videresalgsprisen DEM 400.272,00
2. Gastrolux' forsendelsesomkostninger i forbindelse med modtagelse af returvarer og tilsendelse af nye varer DEM 125.320,00
3. Gastrolux' omkostninger til udsortering af mangelfulde varer DEM 12.960,00
Modkrav DEM 580.117,00

Gastrolux' selvstændige krav fremkommer således i duplikken:
1. Erstatning for uberettiget ophævelse af eneforhandlingsaftalen, beregningsperiode 17. september 1993 til 28. maj 1994 på grundlag af tilsvarende periode 1992-93 DEM 1.850.296,00
2. Erstatning til Gastrolux' kunde Aarpol DEM 198.975,02
3. Vederlag for Pyrolux' uberettigede benyttelse af varemærkerne Gastrolux Titan 2001 DEM 150.000,00

Det samlede krav er således DEM 2.199,271,02. Gastrolux har dog ikke forhøjet den i svarskriftet nedlagte selvstændige påstand.

Påstand II:

Pyrolux skal anerkende at rettighederne til varemærket "Titan 2001" i Danmark, Norge, Sverige og Finland tilhører Gastrolux. Pyrolux skal endvidere øjeblikkelig ophøre med at benytte varemærket "Titan" og "Titan 2001" samt anerkende at registreringen af "Titan 2001" i det danske, norske og finske varemærkeregister overføres til Gastrolux.

Påstand III:

Pyrolux skal tilintetgøre støbeforme, brochurer samt emner påført varemærket "Titan" og "Titan 2001".

Over for Gastrolux' selvstændige påstande har Pyrolux påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Domsforhandling fandt sted den 17., 18. og 19. juni 1997. Da det ikke som planlagt lykkedes at afvikle domsforhandlingen på disse dage, blev forhandlingen fortsat den 20. og 22. august 1997 hvorefter sagen blev optaget til dom.

Sagens omstændigheder:

Kontraktgrundlaget:

Pyrolux er en virksomhed der producerer gryder og pander til salg på inden- og udenlandske markeder. Virksomhedens stifter Erling Jensen, har under vidneafhøring forud for domsforhandlingen bl.a. forklaret at han har arbejdet med pander siden 1959 under sin ansættelse hos G.A.L. Thorsen. I 1965 overtog han pandefabrikationen fra Thorsen og solgte pander fra egen virksomhed først under navnet Lystrup Metalværk og fra 1976 under navnet Pyrolux Pandefabrik Aps. Oprindelig solgte han kun til hjemmemarkedet. I 1980 indledte han et samarbejde med Gastrolux (Harald Scholl) der forhandler gryder og pander. Markedet for afsætning blev nu udvidet til Tyskland, Schweiz og USA. Pyrolux-produkter var ikke tidssvarende, og Harald Scholl tilførte Pyrolux omfattende knowhow vedrørende belægning, kvalitet på gryder og pander og udformningen af skafter.

Ved købekontrakt af 9. februar 1987 solgte Erling Jensen anparterne til Knud Hougaard Brund og Bent Møller med virkning fra 1. marts 1987. Købesummen var 18 mio. kr. Det fremgår af kontrakten at Pyrolux har tiltrådt en eneforhandlingsaftale med Gastrolux for så vidt angår markederne i Tyskland og Schweiz, og at aftalen er vedlagt som bilag til kontrakten. Det fremgår endvidere at Pyrolux i 1986 indgik en eneretsaftale med PTG Plasma G.m.b.H. om levering af pulver til et plasmaanlæg. Plasmaanlægget er installeret efter miljøgodkendelse af virksomheden, og det forudsættes at plasmaanlægget kan godkendes, uden at der kræves afholdt udgifter af afgørende betydning for selskabets økonomi. Endelig har Pyrolux indgået en mundtlig eneretsaftale med Heinrich Baumgarten, Neunkirchen, om anvendelse af dennes patenterede håndtag med fastgørelsesanordning til støbte pander. Sælger oplyste endvidere, at der ikke er og ikke har været rejst eneretssager mod selskabet vedrørende dettes produkter og garanterede at selskabet ved købsaftalens indgåelse ejede samtlige aktiver og rettigheder som vedrørte driften, og som var nødvendige for en videreførsel heraf. M.h.t. varemærker oplystes at Pyrolux har registreret de på en vedhæftet fortegnelse anførte varemærker og mønsterrettigheder. Endelig påtog sælger sig en konkurrenceklausul gældende i 4 år fra overtagelsesdagen bl.a. vedrørende produktion af pander og gryder.

Af eneforhandleraftalen der ikke er underskrevet, fremgår bl.a. at Gastrolux forpligter sig til senest 8 uger før begyndelsen af en leveringstermin skriftligt at meddele Pyrolux om ønskede ændringer i de aftalte leveringer for 1984, og at Gastrolux tilstræber at specificere ønskede leverancer på størrelser etc. senest 6 uger før ønsket levering.

Erling Jensen forklarede om eneforhandlingsaftalen bl.a. at den er skrevet af Hans Hansen. Han erklærede sig enig i hvad der stod i aftalen pkt. 1.1, 1.2 og 3.9.

Pyrolux's nye ejere indgik en eneforhandlingsaftale med Gastrolux den 22. august 1987, hvori Pyrolux benævnes fabrikant og Gastrolux generalforhandler. Bl.a. følgende fremgår af kontrakten:

"1.1 Fabrikanten overdrager med denne kontrakt samtlige rettigheder til enesalg af GASTROLUX pander og gryder, herefter kaldet GASTROLUX, i følgende lande: Bundesrepublik Tyskland, Svejts, Østrig, Holland, Frankrig, og Luxemburg, herefter kaldet kontraktområdet.

Såfremt Generalforhandleren konstaterer, at der ikke er muligheder for at opnå tilfredsstillende salg af GASTROLUX på et eller flere givne markeder, påhviler der Generalforhandleren pligt til omgående at underrette Fabrikanten, hvorefter det eller de berørte lande efter skriftlig aftale udelades af kontraktområdet.

1.2 Samtidig bekræfter Fabrikanten, at ingen aluminiumspander respektive stegepander under navnet GASTROLUX eller Pyrolux eller under noget andet varenavn, eller navneløst vil blive eksporteret til kontraktområdet, så længe denne kontrakt løber.

Fabrikanten vil ikke give fabrikationsret eller licens til fremstilling af Fabrikantens produkter i kontraktområdet, ligesom sådanne rettigheder heller ikke vil blive givet til andre lande med henblik på direkte eller indirekte salg af produkterne i kontraktområdet.
. . .

1.4 Under forbehold af PTG Plasma GmbH's godkendelse giver Fabrikanten herved Generalforhandleren licens i nærværende kontrakts løbetid til de rettigheder Fabrikanten har i henhold til aftale af 2.6.1986 med PTG Plasma GmbH på følgende betingelser:

I tilfælde af misligholdelse af nærværende aftale i et sådant omfang, at dette berettiger Generalforhandleren til at hæve denne, er Generalforhandleren berettiget til at producere stegepander og gryder med plasmabelægning til salg i kontraktområdet.

De pander og gryder, der produceres af Generalforhandleren iflg. denne licens, må ikke eksporteres uden for området.

Udnyttelsen af licensen er vederlagsfri i forhold til Fabrikanten.

Samtidig accepterer GASTROLUX at overtage de retslige forpligtelser indenfor området, som er/kan blive pålagt Fabrikanten i henhold til ovennævnte kontrakt.

2. Fabrikantens forpligtelser
2.1 Generalforhandlerens enerettigheder
Fabrikanten forpligter sig til ikke at give andre personer eller firmaer ret til at formidle salg af GASTROLUX eller Pyrolux produkter i kontraktområdet.
. . .

2.7 Forespørgsler fra kontraktområdet til Fabrikanten bliver af denne videresendt for direkte bearbejdelse hos Generalforhandleren. Dette gælder også for forespørgelser fra andre lande, såfremt forespørgslen vedrører salg af GASTROLUX produkter.

2.8 Fabrikanten forpligter sig til efter forudgivne normer at gennemføre mindst 2 gange kvalitetskontrol i hvert produktionsskift og ved hver arbejdsgang. Resultaterne af disse fastholdes i en logbog og står til en hver tid til eftersyn for Generalforhandleren.
Fabrikanten giver Generalforhandleren en absolut medbestemmelsesret, hvad angår produktions- og modelpolitik.

2.9 Leveringer
Fabrikanten tilstræber at levere følgende mængder GASTROLUX produkter, idet Fabrikanten garanterer Generalforhandleren absolut leveringspræference frem for Fabrikantens andre kunder:
. . .
I tidsrummet fra 1. august 1988 til 31. december 1988 48.000 enheder pr. måned sorteret på forskellige størrelser.
I alt 240.000 enheder i dette tidsrum.
De for 1988 anførte mængder pr. måned skal være gældende så længe denne kontrakt er i kraft.
Leveringsterminer med hensyn til forsendelse forstås som de anførte kalendermåneder +/- 1 uge.
Generalforhandleren tilstræber i videst mulig omfang at tilpasse afsætningen i området til ovennævnte mængdeangivelser.
Fabrikanten påtager sig hver uge at sende en oversigt pr. telex til Generalforhandleren over, hvad der står på lager af GASTROLUX produkter samt hvad der den kommende periode forventes færdigproduceret.
Generalforhandleren vil herefter informere Fabrikanten om evt. ønskede ændringer i produktionsplanerne.
Normalt vil Fabrikantens lageroversigt og specifikation af produktionsplaner blive sendt hver fredag.
Såfremt Generalforhandleren ikke er i stand til at aftage de under 3.2 fastlagte mindstemængder er Fabrikanten berettiget til at reducere tilsvarende de mængder som er reserveret Generalforhandleren iflg. denne kontrakt.

2.10 Fabrikanten tager forbehold for Force Majeure og/eller andre forhold, som ligger udenfor Fabrikantens kontrol.
Specielt anføres, at væsentlige driftsstop på plasmaanlægget vil falde ind under Fabrikantens forbehold.

2.11 Fabrikantens leveringspligt gælder kun under forudsætning af, at Generalforhandleren overholder de forpligtelser, han har iflg. denne kontrakt.

2.12 Hasteleveringer
Såfremt der undtagelsesvist skulle opstå en mangelsituation for et givet GASTROLUX hovedprodukt, forpligter Fabrikanten sig til normalt at påbegynde levering af den pågældende vare senest 1 uge efter, at Generalforhandleren har afgivet hastebestilling på denne vare.
Alle parter tilstræber at holde hastebestillinger på et absolut minimum iflg. denne kontrakt.

2.13 Reklamationer og returvarebestemmelser
Fabrikanten yder fuld garanti på GASTROLUX varer, der leveres med fabrikationsfejl.

2.14 Fabrikanten forpligter sig til at arrangere afhentning af returvarer hos Generalforhandleren en gang pr. måned. Fabrikanten forpligter sig normalt til at kreditere Generalforhandleren for returvarer senest 14 dage efter, at de pågældende returvarer er modtaget af Fabrikanten.

2.15 Fabrikanten krediterer Generalforhandleren til senest gældende priser på de pågældende produkter, idet Fabrikanten her skelner mellem produkter med TITAN belægning og produkter uden TITAN belægning.

2.16 Generalforhandleren er forpligtet til kun at acceptere reklamationer fra forbrugeren, som entydigt skyldes mangelfuld forarbejdning. Generalforhandleren forpligter sig til at gøre opmærksom på i sine brochurer, at reklamationer, som skyldes ukyndig behandling, ikke er omfattet af denne garanti.
. . .

3. Generalforhandlerens forpligtelser

3.1 Generalforhandleren skal varetage Fabrikantens interesser og føre forretningen efter en ordentlig købmands principper.

3.2 Generalforhandleren er forpligtet til at maksimere markedsføringen af GASTROLUX produkterne med henblik på salg af de af Fabrikanten garanterede leveringsmængder.
Generalforhandleren forventer at kunne afsætte 500.000 enheder pr. år.
Generalforhandleren forpligter sig til at aftage nedenstående mindstemængder:
. . .
Fra og med begyndelsen af 1988 forpligter Generalforhandleren sig til mindst at aftage 200.000 enheder pr. år i hele denne kontrakts løbetid.
Hvert andet år, første gang ved begyndelsen af 1989 genforhandles de fastlagte mængdeangivelser i henhold til denne kontrakt med henblik på en tilpasning til de aktuelle forhold.
De mængder, som Generalforhandleren er forpligtet til at aftage iflg. denne kontrakt og de mængder, som Fabrikanten er forpligtet til at levere iflg. denne kontrakt, skal altid ændres i samme forhold.
Generalforhandleren forpligter sig til at meddele til Fabrikanten, hvis der i kontraktområdet indtræffer forhold eller ventes at kunne indtræffe forhold som kunne få væsentlig indflydelse på afsætningsmulighederne for Generalforhandleren.
Sådanne forhold skal meddeles Fabrikanten, så snart de kommer (til) Generalforhandlerens kendskab.
Såfremt Generalforhandleren skulle miste sin største kunde, Krumme, Am Lägelscheid 9, 5960 Olpe bei Oberveischeide reduceres de mindstemængder, som Generalforhandleren har pligt til at aftage, med det kvantum, som Krumme normalt aftager.
Skulle dette mod forventning ske, går Generalforhandleren omgående i gang med selv at opbygge salgsorganisation, som skal dække de områder, som Krumme tidligere har taget sig af. En sådan opbygning ventes tilendebragt et år efter påbegyndelse, og et år efter at minimumskvantiteterne er reduceret, genetableres de som de mindstemængder, Generalforhandleren har pligt til at aftage.
Bestemmelsen om reduktion af mindstemængder gælder ikke, hvis Generalforhandleren på eget initiativ opsiger Krumme.
Såfremt Generalforhandlerens mindstemængder reduceres skal Fabrikantens leveringspligt som nævnt under 2.9 reduceres forholdsmæssigt.

3.3 Generalforhandleren forpligter sig til at betale for sådanne leveringer i henhold til aftalte betalingsbetingelser.

3.4 Leveringsmængder kan kun efter særaftaler forskydes mellem de anførte leveringsterminer.

3.5 Generalforhandleren tilstræber normalt senest 4 uger før ønsket levering at specificere de ønskede mængder på enkelte varenumre.
Fabrikanten erklærer, at man i størst mulig omfang derefter vil tilstræbe at efterkomme Generalforhandlerens leveringsspecifikationer, også selvom disse skulle blive meddelt senere end 4 uger før ønsket levering.
. . .

4.2 Opsigelse
Denne kontrakt kan til enhver tid opsiges af begge parter med 6 måneders frist ved udgangen af et kalenderår tidligst dog ved udgangen af året 2007 . . .
4.3 Tidligere ophør af kontraktforholdet
Hver part har ret til, uden hensyntagen til ovenstående bestemmelser, at opsige kontrakten uden frist, såfremt der foreligger væsentlige kontraktbrud fra modpartens side.
Som væsentlig kontraktbrud gælder alle forhold, som påfører modparten betragtelig økonomisk skade.

4.4 Varemærke
Såfremt kontrakten opsiges som følge af Generalforhandlerens misligholdelse af kontraktbestemmelserne overdrager Generalforhandleren samtidig Fabrikanten salgsrettighederne af de allerede fremstillede stegepander og -gryder under varemærket GASTROLUX.
. . .

4.8 Ved et evt. salg af Pyrolux-fabrikken eller af aktier eller andele udstedt i denne har Generalforhandleren absolut forkøbsret . . ."
Pyrolux handlede oprindelig med Gastrolux via mellemhandleren ScanPan Aps, Vejle, som ejedes af Hans Hansen. ScanPan blev senere agent for Pyrolux, men ophørte hermed i februar 1991. Al samhandel i tiden derefter foregik direkte mellem parterne.
Selskabet Aarpol AG ved direktør Strässle var agent for Gastrolux og videresolgte varerne i Schweiz. Salg til Italien foregik via Aarpols distributør, Giannini.
Det er oplyst at Gastrolux solgte potterne og panderne med en garanti der havde flg. ordlyd (oversat):
"Gastrolux
Garanti
Vi giver på planheden af vores termoforbund
10 års garanti
- fuld returret -
Køb uden risiko
Såfremt De nogensinde har haft et bedre stege- eller kogegrej i hånden end det fra serien GASTROLUX "Titan 2001", kan De returnere det købte produkt til os uden angivelse af grund indenfor en måned efter købsdatoen.
Vi forpligter os hermed skriftligt til omgående at refundere Dem den fulde købspris.
. . ."

Tekniske data.
Knud Hougaard Brund har forklaret følgende om produktionsprocessen i årene 1987-93: Støbeprocessen er udviklet af G.A.L. Thorsen. Aluminium smeltes og presses således at der opstår et produkt uden metalsplinter. Støberen har meget indflydelse på produktetsudformning, da det er en delvist manuel funktion. Der er flere fejlkilder på dette produktionsstadium. Efter presningen fjernes det overskydende aluminium ved slibning. På dette produktionstrin kan der ikke gå noget galt, bortset fra en forkert slibning. Herefter forberedes påsætning af håndtaget, og der foretages overfladebehandling, påføring af oxidlag og sandblæsning. Ruheden fremkommer ved sandblæsning som er en halvvejs manuel proces. Størrelsen af sandkornene er afgørende for ruheden som er væsentlig for vedhæftningen. Derefter overfladebehandles emnet ved sprøjtning af nedsmeltet plasma. Plasmapulver smeltes ved 30.000° C og påføres med 2 gange lydens hastighed. Processen udvikler uundgåeligt støvpartikler som skal suges væk, da de ellers kan skade overfladen. Efter plasmabelægning påføres Teflon (PTFE) i en 2-komponentbehandling der giver slip-let effekt. Under denne proces kan støvpartikler falde ned på emnet, hvilket kan ses ved den senere hærdning som sker i en ovn ved 420° C. Hærdningstiden skal kontrolleres for at sikre tilstrækkelig hærdning. Endelig tilrettes bunden på en drejebænk, håndtag påsættes, og det færdige produkt sorteres og pakkes. Varemærket sættes på under støbningen. Det er muligt efterfølgende at fjerne det på drejebænken, men man kan ikke påsætte et nyt mærke.

Reklamationer fra Gastrolux fra 1990 til marts 1991.

Den 18. februar 1991 skrev Harald Scholl, Gastrolux, til Pyrolux (i oversættelse):
"Overfladeforædling af GASTROLUX-produkter
Jeg erfarede i sidste uge, at hr. Abraham fra firmaet Weilburger Lackfabrik på foranledning af firmaet SCANPAN afhentede GASTROLUX-produkter i Wiesbaden til undersøgelse af overfladeforædlingen. Produkterne stammer fra produktionen i 2. halvår af 1990 og fra de seneste leveringer i 1991. Som hr. Abraham meddelte mig pr. telefon, frarådede han på det kraftigste at sælge produkterne. Derudover blev der sendt pander til firmaet PLASMA. Også hr. Heinzel har på det kraftigste frarådet at sælge produkterne.
I sommeren 1990 har jeg flere gange gjort Dem opmærksom på, at De ikke forbereder Deres pander optimalt til videreforarbejdning. Jeg konstaterede dengang, at De rengør panderne mere med støv end med korund (sand til blæsning). Som følge heraf aflagde jeg Dem et besøg i sommeren 1990 og henledte Deres opmærksomhed på følgende problemer:
1. at plasmabelægningen springer af panderne, såfremt de ikke er metallisk rene,
2. at der ved utilstrækkelig overfladeruhed meget hurtig opstår slipletproblemer med panderne,
3. at såfremt der er tilstrækkelig overfladeruhed, forlænges pandernes sliplet-effekt mange gange, hvad de tidligere forsøg entydig bekræftede.

De lovede mig dengang at foretage omgående afhjælpning, således at vi kunne opnå en optimal overfladeruhed ved forbehandlingen af panderne. Det eneste problem, som blev konstateret dengang, og som ikke kunne afhjælpes i løbet af mit korte besøg, var bobler i overfladeforædlingen. De lovede mig dog omgående at tage Dem af dette, således at disse fejl kunne afhjælpes. Jeg nævnte bl.a. flere tyske firmaer overfor Dem, som De kunne kontakte for at få løst problemet med bobler.

Efter at der i ca. 2 måneder ikke var blevet produceret, blev det garanteret overfor mig, at De selv kunne løse problemet. Både De og hr. Hansen forsikrede mig igen og igen, at varen, som blev leveret fra september/oktober, havde den fornødne overfladeruhed og upåklageligt var i orden uden mangler.
Jeg har mindst 10 gange bedt hr. Hansen om at kontrollere den løbende produktion for bobler i overfladeforædlingen. Derudover har jeg i timelange telefonsamtaler forsøgt at gøre Dem samt hr. Hansen klart, at såfremt boblerne ikke bliver fjernet, vil der kunne opstå huller i overfladeforædlingen ved brugen, hvilket betyder, at aluminiumet ilter og plasmabelægningen springer af panden.
Jeg har nu erfaret, at samtlige pander, som De har leveret i 2. halvår 1990 og i 1991, udviser bobler i overfladeforædlingen. Som det er Dem bekendt, kan jeg p.t. ikke selv kontrollere produktionen og er henvist til, hvad De eller hr. Hansen meddeler mig.
Efter at jeg sidste uge erfarerede, at panderne, som blev kontrolleret, stammer fra lageret i Wiesbaden, har jeg instrueret fru Zimmerschnitt om at undersøge de pander, som står på lageret i Wiesbaden, for bobler. Resultatet er knusende! Der findes overhovedet ikke en eneste pande uden bobler i Wiesbaden. I hver pande findes der mellem 10 og 100 bobler. Da alene en eneste boble, såfremt den kradses op, kan føre til iltning af aluminiumet, sidder vi på en tidsindstillet bombe.

Da jeg igen og igen har henvist til faren ved boblerne, og De igen og igen har forsikret mig, at De ikke bringer pander med bobler til udlevering, men at De derimod, såfremt der findes sådanne pander med bobler, sorterer disse fra, betragter jeg Deres adfærd som et groft tillidsbrud.
Jeg gør Dem endnu engang opmærksom på, at det ikke spiller nogen rolle, om boblerne er små eller store. Såfremt en boble fjernes, opstår der et større eller mindre hul i overfladeforædlingen, som på kort eller langt sigt kan føre til iltning af aluminiumet.

Da det er entydigt, at alle pander, som De har leveret i 1990 og 1991, er behæftede med tungtvejende mangler, ser jeg mig foranlediget til at meddele Dem følgende:
Jeg opfordrer Dem hermed til straks at stille en bankgaranti fra Deres bank på DEM 500.000 overfor Gastrolux GmbH på 1 år (lovpligtig mangelsansvarsgaranti). Garantien er af mig bevidst ikke sat højere end 500.000 DEM, da jeg ikke ønsker at tilføje Dem nogen økonomisk skade. Højest sandsynligt løber skaden op i flere millioner.

Jeg henviser til punktet i vores eneforhandlingsaftale om reklamations- og returvarebestemmelse, ifølge hvilken fabrikanten overtager fuld garanti for GASTROLUX-varer, som leveres med fabrikationsfejl. For god ordens skyld gør jeg Dem også opmærksom på, at De tilfører mit firmanavn, som jeg har investeret millioner i, stor skade.

Indtil afklaring af ovennævnte problemer vil jeg ikke afgive yderligere ordrer på GASTROLUX-produkter til SCANPAN.

Udestående regninger vil ved forfald af mig blive indbetalt på en spærret konto fra nu og indtil afklaring af problemerne.
. . ."

Den 20. februar 1991 sendte bestyrelsesformanden i Pyrolux, advokat Niels Simonsen, følgende svar (i oversættelse):
". . .
I foråret 1990 meddelte De Pyrolux, at der burde opnås en større overfladeruhed på produkterne, idet dette efter Deres opfattelse ville medføre, at slip-effekten ville være effektiv i en længere periode end ved lavere ruhed.

Pyrolux var enig heri, især da man tidligere havde konstateret dårlig vedhæftningsevne ved lavere ruhed med afskalningsproblemer til følge.

De gav udtryk for, at den større ruhed kunne opnås ved i sandblæsningsprocessen at anvende større sandkorn end hidtil. Deres krav til ruhed var imidlertid så store, at Pyrolux, efter at have gjort flere forsøg med ekspertbistand, måtte meddele Dem, at man af produktionstekniske grunde ikke kunne opnå den ønskede ruhed, men man var af den opfattelse, at man ved at investere i en ny cyklon til sandblæserne havde større mulighed for at sikre, at sandkornene til enhver tid var sammensat af korn med den ønskede størrelse, hvorfor man besluttede at foretage denne investering.

Efter at cyklonen var monteret ca. 1. september 1990, viste det sig imidlertid efter ca. 1 måneds forsøg, at de opnåede resultater var uacceptable, hvorfor man afmonterede cyklonen påny og i stedet forbedrede det gamle system, således at dette kunne arbejde med større sandkorn, så ruheden kunne øges.

Som det er Dem bekendt, medførte den øgede ruhed imidlertid i visse mindre partier, at der opstod aluminiumspigge. Det blev afhjulpet derved, at sandblæsningsproceduren blev ændret, idet man blæser med halvt tryk i ca. 5-10 sekunder efter, at panden er renblæst. Efter at denne procedure er gennemført, har der ikke været konstateret problemer med aluminiumspigge, men der kan naturligvis, indtil proceduren blev endeligt fastlagt og konsekvent gennemført, have været partier med fejl, som desværre ikke er blevet frasorteret inden afsendelsen.

Pyrolux konstaterede imidlertid, at det tidligere kendte støvproblem fortsat eksisterede, men dette er også nu løst derved, at man, inden plasmabelægningen finder sted, har oprettet manuel afrensning af evt. støvkorn.

Efter Pyrolux' opfattelse er der derfor på nuværende tidspunkt hverken problemer med aluminiumspigge eller sandkorn, hvorimod man har opnået en større ruhed og indført måling af belægningstykkelser, således at produktet i dag er ensartet og bedre end tidligere. Til Deres orientering kan oplyses, at pander fra den seneste produktion er fremsendt til test hos Weilburger.

Af Deres brev fremgår, at De er af den opfattelse, at nærmest hele produktionen i 1990/91 har været behæftet med svære fejl. Dette må jeg blankt afvise. Som det fremgår af foranstående, er der først opstået problemer, bortset fra "sædvanligt kendte" problemer, fra ca. 1. oktober 1990, og da kun i begrænset omfang.

Jeg har svært ved at forstå Deres reaktion, idet det af de mig forelagte oplysninger fremgår, at De, efter at være bekendt med problemet, valgte at sælge pander, som De vidste var fejlbehæftede.
Pyrolux har, selv i perioder, hvor man havde svære økonomiske problemer, fuldt ud levet op til forpligtelserne om returneringsret i forhandleraftalen, og dette vil man naturligvis fortsat gøre.
Jeg kan derfor ikke acceptere, at De nu pludselig stiller krav om bankgaranti og derudover vil tilbageholde skyldige beløb.

Såfremt De måtte have produkter, der ikke lever op til kvalitetsnormerne, vil jeg bede Dem returnere disse omgående, hvorefter omlevering vil finde sted.
Til Deres orientering skal jeg endvidere oplyse, at hr. Hans Hansen den 15. ds. har meddelt, at Scanpan ikke længere ønsker at være agent for Pyrolux, hvorfor al kommunikation fremover skal ske til Pyrolux direkte."

Ved skrivelser af 25. februar og 4. marts 1991 meddelte Harald Scholl, at Gastrolux ikke ønskede at aftage flere produkter før kvaliteten var i orden. Endvidere fastholdtes kravet om at Pyrolux skulle stille en bankgaranti på 500.000 DM til imødegåelse af omkostninger på grund af reklamationer. Skyldige betalinger til Pyrolux blev indsat på en spærret konto, som først blev frigjort, når bankgarantien var stillet.

Kvalitetstest.

Følgende fremgår bl.a. af kvalitetstest af 1. marts 1991 fra Weilburger Lackfabrik angående test af pander fremstillet i 2. halvår af 1990, på hvilke der indløb reklamationer (i oversættelse):
"Forbehandling af panderne
Prøveemnerne blev forud for gennemførelse af de respektive tests bearbejdet med en metalskraber. Den over plasmabehandlingen liggende belægning og fremstående partikler blev fjernet med skraberen.

Brugstest
Den modtagne plasmabehandlede pande blev underkastet en brugstest, bestående af et "12-punkts testprogram", der blev gennemkørt ti gange.
Efter den anden gennemkørsel af "12-punkts testprogrammet" kunne man konstatere en nedsættelse af sliplet-effekten. Desuden var det efter fedttesten i anden gennemkørsel ikke længere muligt at fjerne en fedtrand fuldstændigt.

Under den ottende gennemkørsel af programmet blev der konstateret enkelte porer i midten af pandens bund. Frem til testens afslutning kunne ikke konstateres nogen forandring.
En forandring i brugsegenskaberne er frem til testens afslutning heller ikke indtrådt.

Saltlejringstest
To pander blev ved rumtemperatur placeret i en 10% kogsaltopløsning i 840 [talangivelsen vanskeligt læselig] timer. Indtil 500 timer konstateredes ingen synlige forandringer.
I det videre forløb konstateredes kraftige saltudblomstringer og til dels saltinfiltrering [Unterwanderung] i forbindelse med blæredannelse i området ved pandens kant . . ."

Den 5. marts 1991 besøgte lakfabrikken Pyrolux. Af besøgsrapporten fremgår bl.a. (i oversættelse):
"Forbedring af slip-effekten på plasmabelagte pander fra firma Pyrolux
Som forsøgsstruktur for plasmabelægning til forsegling med en så vandholdig slip-let belægning [PTFE-belægning] som muligt blev følgende program fastlagt:
. . .
I denne sammenhæng lægges en ruhed ved sandblæsningen på 35-60 til grund. For plasmabelægningen bør det tilstræbes at opnå en ruhed på indtil 100 . En nedsættelse af hårdhed, ridse- og skærefasthed for plasmabelægningen må ikke indtræde.
. . .
Reklamation over plasmabelagte pander ved firma Gastrolux.
Firma Gastrolux har reklameret over, at panderne var meget ru og opviste spidser med skarpe kanter.
Årsagen til denne reklamation kan entydig henføres til sandblæsningen.
Hr. Hougaard redegjorde for, at man i perioden fra oktober til december '90 havde problemer med sandblæsningen.

Efter råd fra hr. Scholl, firma Gastrolux, havde man gennemført forsøg med henblik på under sandblæsningen at opnå ruheder på op til 200 . Man havde dog kun opnået en ruhed på max 50 . Denne ruhed havde man fået ved at anvende sand med en kornstørrelse 0,4 - 0,6 mm.

Ved sandblæsning med dette materiale får man meget høje spidser, som tilsyneladende øger den maksimale ruhed, men ikke middelruheden.
For at undgå disse spidser reduceres sprøjtetrykket umiddelbart inden afslutningen af sandblæsningsprocessen. Dette bevirker, at spidserne igen nedbrydes noget.

Firma Pyrolux er underrettet om testresultaterne for de pander, der er overladt Weilburger Lackfabrik af firma Gastrolux (Se vedlagte testrappport).

Med firma Pyrolux er følgende aftalt:
a) Sandblæsningen justeres i retning af den tidligere anvendte arbejdsmetode. Den antagelse, at slip-effekten øges ved sandblæsning med grovere materiale, passer ikke på den p.t. anvendte belægningsstruktur. Den grovere sandblæsning har ikke ført til en øget ruhed, hverken for aluminiumspanden eller for plasmabelægningen.

b) Det grovere sand og den anvendte fremgangsmåde har den negative virkning, at korund indkapsles i overfladen og bevirker, at denne opviser fejlsteder. En uproblematisk forbindelse aluminium/plasma opnås ved en middel ruhed på 15-35 . (Firma Plasma, Horb, anbefaler 15 ).

c) Til den p.t. anvendte belægningsstruktur anbefaler vi en middelruhed for aluminiumsunderlaget på 15-35 og for plasmabelægningen på 35-60 .
En grovere sandblæsning vil ikke ubetinget føre til en grovere plasmabelægning (påvist ved sammenlignende målinger af gamle og nye pander). For at opnå en god vedhæftning af belægningen samt en god slip-effekt er ruheden af plasmabelægningen imidlertid af afgørende betydning.

d) Påføringen af slip-let belægningen [PTFE-belægningen] sker optimalt. Forholdet Primer : dækbelægning er velafstemt."

Af en testrapport af 8. marts 1991 fra Staatliche Materialprufüngsanstalt (MPA), Universität Stuttgart, om kvaliteten af belægningen på en Gastroluxpande tilsendt den 4. februar 1991 fremgår bl.a. (i oversættelse):
". . .
Panden er efter det oplyste påført aluminiumoxid (keramisk lag) ved termisk sprøjteproces, hvorefter det påsprøjtede lag er infiltreret med PTFE. På et sted i kanten, mærket A på foto 1, forekommer der en afskalning på ca. 2 x 3 mm². Fordelt over hele overfladen optræder der hist og her spidser ["pixels"], som kan føles ved berøring med hånden, og som øjensynligt har givet anledning til reklamationer.
Med henblik på undersøgelse af kvaliteten af belægningen har vi gennemført en metallografisk undersøgelse. Med henblik herpå blev der udsavet et radialt udsnit af panden, som for bedre at kunne håndteres i radial retning blev opdelt i tre afsnit, foto 1. De enkelte dele er blevet varmforseglet i syntetisk harpiks, for at laget ikke skal blive beskadiget ved præpareringen. På fotografiet er det vanskeligt at skelne laget fra den masse, emnet er forseglet i. Følgende resultater kunne konstateres:
I området, hvor brudstedet optræder (mærket A) er laget ca. 180 m tykt, Foto 2. Direkte op til brudstedet er der en blære i aluminiumsubstratet, der hidhører fra fabrikationen. Det kan ikke udelukkes, at denne sammen med de spændinger, der i selve det relativt tykke lag, har bidraget til afskalningen af laget.

I området ved pandens kant, de med B og C mærkede steder, er laget overordentligt tyndt, jfr. foto 3 og 4, og udgør ca. 15-20 m. Der er til dels større brud [egl. afbrydelser] i laget.
I bunden af panden, de med D til K mærkede steder, foto 5 til 12, andrager lagtykkelsen ca. 20 til 50 m. Påfaldende er enkelte kraftige forhøjninger i aluminiumsubstratet, der er her øjensynligt tale om de spidser ["pixels"], der er reklameret over. Aluminiumsubstratet er i dette område kraftigt deformeret, og keramiklaget dækker ikke området fuldstændigt. At disse spidser ["pixels"] er opstået, hænger øjensynligt sammen med forberedelsen af vedhæftningsunderlaget. Når større partikler i blæsemidlet rammer emnet, opstår der dybe kratere med deformerede rander, der under den fortsatte sandblæsningsproces dels brækkes af, dels atter udjævnes og herefter fører til, at materialepartier overlapper hinanden. Ugunstige geometriske vilkår bidrager til, at overfladen under påføring af plasmalaget ikke lukkes fuldstændigt.

I hele det undersøgte område er der praktisk taget ikke noget stødpudelag til forbedring af vedhæftningsunderlaget mellem basismaterialet og aluminiumoxidlaget. Enkelte steder, f.eks. på foto 10, ses nogle få stødpudepartikler, der lader formode, at det var hensigten at pålægge et stødpudelag."
Den 4. marts 1991 sendte Harald Scholl en længere redegørelse for Gastrolux' stilling til de udestående problemer. Med hensyn til mindstemængder henviste han til at han havde mistet Krumme som kunde på grund af Pyrolux' prisforhøjelser. Endvidere havde Pyrolux ikke efterkommet hans bestillinger rettidigt. Han omtalte et møde i Zürich i 1990 hvor parterne havde søgt at løse kvalitetsproblemerne, men det havde ikke hjulpet så Scholl havde måttet rejse til Ryomgård for at yde hjælp til Pyrolux. Der var fortsat problemer med bobler eller spidser. Scholl ville genoptage salget af alle kræfter så snart Pyrolux var i stand til at levere en optimal kvalitet. Han fastholdt ønsket om en bankgaranti på 500.000 DEM til sikring af reklamationskrav i 1990 og 1991.

Den 14. marts 1991 besvarede advokat Niels Simonsen Harald Scholls brev idet han henviste til besøgsrapporten og testrapporten. Han sluttede:
". . .
På denne baggrund er det min opfattelse, at De derved, at De som sikkerhed for eventuelle garantikrav hidrørende fra fremtidige reklamationer forlanger at få stillet en bankgaranti, endvidere derved, at De har undladt at betale åbentstående fordringer, og at De midlertidigt har indstillet Deres aftagelse af varer har gjort Dem skyldig i kontraktbrud, for så vidt angår de Dem i h.t. eneforhandlingsaftalen påhvilende forpligtelser, i et sådant omfang, at min klient er berettiget til at opsige kontrakten uden varsel - ikke mindst fordi, kvalitetsproblemerne skyldes en af Dem forlangt ændring af sandblæsningsprocessen.

Jeg imødeser Deres skriftlige bekræftelse senest den 19. ds. på, at De frafalder de af Dem stillede krav, endvidere på at De er indforstået med at betale alle åbentstående fordringer og uden ugrundet ophold bestiller varer i h.t. den Dem påhvilende forpligtelse til aftagelse af minimumskvanta. Sker dette ikke, vil eneforhandlingsaftalen blive ophævet og sagen overdraget til en tysk advokat med henblik på indledelse af retlige skridt."

Gastrolux (Harald Scholl) bestred i brev af 19. marts 1991 med megen styrke at han skulle have stillet de krav som advokat Simonsen omtalte (en overfladeruhed på 200 m).

Foranlediget af testrapporten fra MPA, Stuttgart, anmodede Pyrolux PTG Plasma ved Hr. Heinzel om at gennemgå plasmaanlægget på fabrikken. Af besøgsrapport af 18. april 1991 fremgår at Heinzel kontrollerede en pande af løbende produktion med henblik på ridsefasthed, vedhæftning af plasmalaget og lagtykkelse. Alle tre forhold fandtes i orden. Heinzel krævede korrektion af nogle indstillinger, og der blev foretaget belægninger efter disse indstillinger. Rapporten slutter med at konstatere:
"at plasmabelægningsanlægget optisk er i upåklagelig stand. Med de nye indstillingsparametre er det tilsikret, at produktionen i fremtiden vil være af fejlfri kvalitet.

De af MPA i Stuttgart undersøgte pander må være blevet påført belægning hos Pyrolux under anvendelse af andre parametre".

Den 14. november 1991 meddelte Reinhold Krumme at firmaet fra den 1. januar 1992 ikke ville aftage Gastroluxvarer. Begrundelsen var de af Gastrolux anvendte salgsformer. Af brev af 11. august 1992 fra Krumme til Pyrolux fremgår det bl.a. at Krumme havde solgt 47.129 stk. Gastroluxprodukter i 1989, 32.675 stk. i 1990 og 17.291 stk. i 1991.

Reklamationer fra marts 1991 til 1993.
Ved skrivelse af 13. marts 1991 reklamerede direktør George F. Bente, ScanPan USA Inc., over for Hans Hansen over mangler ved panderne i form af afskalling, henholdsvis bobler i belægningen og ringe slip-effekt. Det oplystes at man i løbet af årets første 10 uger havde måttet udstede kreditnotaer for ca. 105.000 USD svarende til ca. 5.000 enheder til en samlet pris af ca. 630.000 DKK efter den dagældende kurs.

Den 19. marts 1991 reklamerede agenten Aarpol over for Gastrolux over forsinkelse med leveringerne af pander til Schweiz og Italien og over mangler ved belægningen. Endvidere gjordes det gældende at Pyrolux ikke foretog den nødvendige afhjælpning, idet tilsendte erstatningsvarer også var mangelfulde. Aarpol fremsatte krav om erstatning på 300.000 DEM for tabt fortjeneste ved salg i Schweiz, Italien og Frankrig.

Ved skrivelse af 23. april 1991 fra advokat Niels Simonsen til Harald Scholl blev der på ny gjort opmærksom på, at Gastrolux trods de foretagne kvalitetstest der godkendte panderne, ikke overholdt sin aftageforpligtelse og uberettiget tilbageholdt skyldige betalinger. Pyrolux truede med ophævelse af eneforhandleraftalen hvis forholdene ikke straks blev bragt i orden. I sit svar af 24. april afgav Scholl en bestilling på i alt 35 paller til omgående levering med forbehold for resultatet af PTG Plasmas besøg på virksomheden, idet han endnu ikke havde fået tilsendt rapporten.

I løbet af maj 1991 korresponderede parterne på ny, idet Gastrolux under henvisning til sin leveringspræference klagede over for små leverancer og forsinkelser med leveringerne.

Den 30. juli 1991 afholdtes et møde i Zürich med deltagelse af repræsentanter fra Pyrolux, Gastrolux og Aarpol. På grund af manglende lagerkapacitet hos Gastrolux og under henvisning til at normal leveringstid var 4 uger, aftaltes, for at undgå fremtidige leveringssvigt, at der hos Pyrolux blev opbygget et midlertidigt lager på ikke over 500.000 DEM baseret på faste ordrer fra Gastrolux kun beregnet til salg til Gastrolux og Aarpol. I forhold til Aarpol aftaltes en særrabat på 1/3 på fremtidige varekøb indtil 600.000 DEM som kompensation for mangler og forsinkelser på varer leveret før januar 1991. Endelig aftaltes at Gastrolux skulle frigive de beløb der var deponeret hos advokat Kleeberg (ca. 1,1 mio. DKK).

I november 1991 henvendte Scholl sig på ny til advokat Simonsen og efterlyste information om hvorvidt lageret var opbygget, og gjorde opmærksom på at han igen havde modtaget reklamationer over bobler i belægningen.

Den 15. november 1991 afholdt parterne et møde hos Gastrolux Wiesbaden. Det fremgår af skrivelse af 28. november 1991 fra Pyrolux til Gastrolux, at der ved en kontrol af vareprøver ikke fandtes varer med fejl i belægningen, derimod fandtes forskellige andre mangler bl.a. løse greb som Pyrolux ville analysere.

Omkring årsskiftet 1991/92 korresponderede parterne om leveringerne for 1992. Gastrolux gav udtryk for usikkerhed med hensyn til ordrestørrelsen, navnlig fordi Krumme ikke længere var kunde. Pyrolux var ikke tilfreds hermed og krævede et konkret svar på ordrestørrelse periode- og markedsopdelt, oplysning om markedsføringstiltag og oplysning om styksalget på markedsområder uden for Tyskland, jf. eneforhandleraftalens pkt. 1.1., stk. 3. Gastrolux svarede at man ikke kunne give nøjagtige tal, men at styksalget i 1990/91 kunne bruges som udgangspunkt. Gastrolux var enig i at salget på markeder uden for Tyskland var utilfredsstillende, men dette kunne for en stor del tilskrives slip-let effektens ringe kvalitet og leveringsforsinkelser.

I marts 1992 fik Pyrolux leveringsproblemer på grund af tekniske problemer i produktionen.
Ved skrivelse af 4. april 1992 meddelte Giannini til Pyrolux at der fortsat var store problemer med kvaliteten af de leverede varer og krævede prisnedsættelser i engrosleddet, idet priserne til slutkunderne lå langt over markedsniveau. Ved skrivelse af 15. april til Gastrolux afviste Pyrolux klagerne.

Den 29. april 1992 sendte Pyrolux en ny prisliste med prisforhøjelse på 10,4 % fra 1. august 1992. Leveringsbetingelser: Frit leveret Wiesbaden-Delkenheim ved levering af fuld lastbil. Betalingsbetingelser: 30 dage netto. Ved skrivelse af 1. maj afviste Gastrolux en prisstigning af den størrelse, men ville gerne forhandle om en mindre stigning under henvisning til bestemmelserne herom i eneforhandleraftalen. Af referat af et møde hos Pyrolux den 10. juni fremgår at Scholl foreslog en prisstigning på 5 %, at Gastrolux ville afklare returvareproblematikken med Giannini, idet Giannini havde returneret mangelfulde varer i uoriginal emballage, hvorved disse var blevet yderligere beskadiget og ikke kunne krediteres til fakturapris, men alene til skrotpris, og at parterne var enige om at kvaliteten nu var i orden. Parterne førte i løbet af sommeren yderligere korrespondance om disse emner, hvorunder Scholl bl.a. gjorde gældende at panderne blev fremstillet efter hans patenterede metode for så vidt angik plasmabelægningsprocessen. Der henvistes til eneforhandleraftalens pkt. 3.9 hvorefter Pyrolux ikke kan gøre brug af patentet hvis kontrakten opsiges før tiden. Advokat Simonsen gjorde gældende at prispolitikken efter februar 1990 ikke var reguleret i aftalen, og at Pyrolux ikke fremstillede produkter på grundlag af Scholls patent.

Ved skrivelse af 15. september 1992 rykkede Pyrolux for betaling for en faktura af 7. august. Endvidere klagede Pyrolux over en for stor hasteleverance og over at Gastrolux ikke opfyldte sin minimumsaftageforpligtelse for 3. kvartal 1992.

Ved skrivelse af 12. oktober 1992 reklamerede Gastrolux over, at Pyrolux ikke opfyldte sin leveringsforpligtelse i henhold til afgivne ordrer og henviste til sin leveringspræference. Reklamationen blev gentaget i skrivelse af 20. oktober fra Gastrolux' advokat, dr. Pilger, der tillige varslede erstatningskrav i den anledning. I svar af 23. oktober henviste advokat Simonsen bl.a. til at Gastrolux ikke opfyldte sin minimumsaftageforpligtelse og udbad sig en rapport om markedsforholdene. I sit gensvar af 28. oktober bemærkede Gastrolux' advokat, at Pyrolux havde foretaget kontraktbrud ved parallellevering til Krumme efter afbrydelsen af forretningsforholdet med Gastrolux og krævede øjeblikkeligt ophør heraf. Det gjordes endvidere gældende at Gastrolux var fuldt ud i stand til at leve op til sin minimumsaftageforpligtelse, hvis blot Pyrolux overholdt leveringsterminerne. I sit svar af 4. november oplyste advokat Simonsen at Gastrolux aftog mindre end forudsat og vedlagde et diagram over salget 1984-92. I 1992 havde Gastrolux f.eks. aftaget 178.230 stk. inkl. ordrer for november og december. For årene 1989-91 var salgstallene 164.216, 170.207 og 132.924. Simonsen udbad sig på ny en markedsanalyse for hvert land i kontraktområdet samt en oversigt over markedsføringstiltag.

Ved skrivelse af 16. november 1992 reklamerede Gastrolux på ny over leveringsforsinkelse og oplyste om konkurrencesituationen at (i oversættelse):
". . . Firma Krumme blokerer ligeledes for vore aktiviteter med de leveringer, som det har modtaget fra Danmark. For eksempel måtte vi konstatere, at firmaet Krumme på messer reklamerer for Varialux og ved siden af opbygger en stand på ca. 2 m med Gastrolux-produkter, hvor der ikke udføres nogen demonstration. Dette blev fotograferet af os og under påsyn af vidner blev det konstateret, at der kun befandt sig ca. 20 Gastrolux produkter på disse borde, som stod sølle og forladt og bevidst var adskilt fra Varialux-standen med en skillevæg. Vi blev af messeledelsen flere gange gjort opmærksom på disse kedelige forhold. Det må også være klart for Dem, at man under disse omstændigheder ikke kan øge salgstallene.
. . ."

I de følgende 10 måneder korresponderede parterne igen om leveringsforsinkelser, belægningsfejl, mangler ved grebene, betalingsbetingelser, returvarer, aftageforpligtelsen, markedsføringstiltag og parallelleveringer til Krumme uden at nå nogen løsning. I den forbindelse opfordrede Pyrolux forgæves Gastrolux til at mødes for at drøfte de påberåbte kvalitetsproblemer.
Pyrolux' ophævelse af eneforhandleraftalen.

Ved skrivelse af 7. september 1993 meddelte Pyrolux at man ikke ville acceptere flere returvareleveringer, før parterne havde drøftet kvalitetsproblemerne på et møde. Pyrolux henviste til at man ikke havde fundet de påberåbte produktionsfejl ved den interne kvalitetskontrol, og at man ikke havde modtaget lignende reklamationer fra andre kunder. Gastrolux afgav en række bestillinger den 16. og 19. september på i alt 31 paller. Den 20. september 1993 meddelte Gastrolux at man ville sende gryder med løse håndtag til kvalitetskontrol hos Pyrolux' underleverandør Heinrich Baumgarten og pander med belægningsfejl til kvalitetskontrol hos underleverandøren Weilburger Lackfabrik. Samtidig meddeltes at alle betalinger blev indstillet indtil kvalitetsproblemerne var løst, undtagen for de direkte leveringer til firmaerne Tobler og Giannini. Endelig oplystes at Gastrolux fremover ville fakturere Pyrolux 60 DEM pr. time pr. ansat for efterbearbejdning og sortering af tilsendte varer.

Den 4. oktober 1993 meddelte Pyrolux at fremgangsmåden med at lade underleverandørerne foretage kvalitetstests var helt uacceptabel, da Pyrolux løbende foretog kvalitetskontrol og produktudvikling, hvorfor mangler højest kunne findes på enkelte varer. Det meddeltes endvidere at Gastrolux ved sin betalingsvægring udøvede kontaktsbrud, og at eneforhandleraftalen ville blive opsagt, såfremt betaling ikke skete inden for 4 dage. Endvidere ville varer til Tobler og Gianinni blive tilbageholdt, indtil der forelå effektiv betaling. Endelig beklagede Pyrolux sig på ny over at minimumsaftageforpligtelsen for 1993 ikke blev overholdt og advarede om at dette også kunne give grund til ophævelse af aftalen med udgangen af 1993. Ved svar af 6. oktober gjorde Gastrolux bl.a. opmærksom på at det ikke kun drejede sig om enkelte mangelfulde varer, idet man ved sortering havde fundet fejl ved 2.000 stk. nye varer, og at man efter seneste returvarelevering af 26. juni 1993 havde modtaget 1.500 stk. brugte varer med mangler retur fra kunden. Det oplystes endvidere at man ønskede at fortsætte samhandelsforholdet, og at man fastholdt Pyrolux på leveringsforpligtelsen.

Den 5. oktober 1993 sendte Gastrolux en faktura på 12.960 DEM til Pyrolux for udgifter ved frasortering af mangelfulde varer. Pyrolux afviste regningen.

Ved skrivelse af 12. oktober 1993 meddelte Pyrolux bl.a., at Gastrolux havde misforstået det i skrivelse af 7. september anførte vedrørende returvarer, idet det i brevet anførte kun gjaldt reklamation over nye ubrugte varer. Pyrolux fastholdt at ville have lejlighed til at undersøge varerne for at fastslå om reklamationerne er velbegrundede, før varerne toges retur. Sædvanlige kundereklamationer vedrørende brugte varer der var behæftede med fejl, ville blive taget tilbage i overensstemmelse med eneforhandleraftalens bestemmelse herom. På grund af denne misforståelse gav Pyrolux en yderligere betalingsfrist med udestående regninger på ca. 290.000 DEM til den 15. oktober. Såfremt betaling ikke skete, ville eneforhandleraftalen blive opsagt.

Ved skrivelse af 18. oktober 1993 ophævede Pyrolux eneforhandleraftalen:
"Uden svar på vort brev af 12. oktober 1993 og idet vi må fastslå,
- at De på trods af gentagne rykkere ikke har betalt de forfaldne regninger, som nu udgør ca. DEM 360.000,00,
- at De gennem en årrække ikke har opfyldt kontraktens bestemmelser om mindstekøb, samt at det allerede på nuværende tidspunkt kan fastslås, at mindstekøbet for 1993 ikke bliver nået, og
- at De på trods af ovenstående manglende køb og gentagne opfordringer hertil afviser en hver dialog om markedsføringsinitiativer, kvalitetsniveau og lignende,
skal vi herved meddele Dem, at disse forhold udgør et væsentligt kontraktsbrud fra Deres side, med deraf afledte betydelige pengetab for vort firma, hvorfor vi hermed uden yderligere varsel opsiger aftalen.

Vi forbeholder os vort erstatningskrav på grund af kontraktsbrud.
Vort tilgodehavende vil omgående blive overgivet til retslig inkasso."

Efterfølgende forligsforhandlinger.
Ved skrivelse af 20. oktober 1993 fastholdt Pyrolux ophævelsen og meddelte at man ville afhente returvarer hurtigst muligt. I svarskrivelse af 22. oktober meddelte Gastrolux at man tilbageholdt returvarerne som ville blive underkastet en mangelsundersøgelse. For at undgå en retssag i første omgang foresloges at Pyrolux i en overgangsperiode leverede til Gastrolux' kunder Tobler og Giannini mod forudbetaling. Dette indvilligede Pyrolux i.

Den 8. november skrev Tobler til Pyrolux bl.a. at selskabet gennem året havde modtaget tilfredsstillende varer og håbede på at der kunne findes en ordning af forholdet mellem Gastrolux og Pyrolux.

Ved skrivelse af 12. november til eksportchef Ralph Nielsen, Pyrolux, tilbagekaldte Tobler skrivelsen af 8. november og gjorde bl.a. gældende at Tobler i tidens løb havde haft betydelige vanskeligheder med leverancer fra Pyrolux, såvel kvantitets- som kvalitetsmangler.

I løbet af november og december førte parterne forligsforhandlinger med henblik på afvikling af forretningsforholdet. I den forbindelse holdt parternes advokater et møde i Hamburg den 1. november 1993. Forhandlingerne sluttede resultatløst. Gastrolux gjorde herefter gældende at eneforhandleraftalen fortsat bestod, hvorfor Pyrolux ikke var berettiget til at levere varer til kontraktsområdet, ligesom man varslede erstatningskrav. Heroverfor gjorde Pyrolux gældende at aftalen var blevet ophævet på grund af misligholdelse af betalingsforpligtelserne, hvorfor man mente sig berettiget til at eksportere varer til det område der tidligere havde været omfattet af aftalen. Under forligsforhandlingerne gjorde Harald Scholl flere gange gældende at han havde patent på den plasmabelægningsmetode som Pyrolux anvendte i sin produktion. For så vidt angik Tyskland var han eneindehaver af patentet registreret under nr. 1 017 627/21. For så vidt angik Østrig, Belgien, Schweiz, Tyskland, Spanien, Frankrig, England, Grækenland, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Holland og Sverige var han medindehaver af et europæisk patent registreret under nr. 0331155. Scholl advarede om at en krænkelse af hans patentrettigheder ville medføre sagsanlæg. Pyrolux afviste at Scholls patenterede metode blev brugt i fremstillingsprocessen.

Den 13. december 1993 afviste Pyrolux at modtage yderligere ordrer fra Gastrolux.
Ved skrivelse af 19. maj 1994 fremsatte Aarpol et erstatningskrav mod Gastrolux på ca. 200.000 DEM for aftalebrud og leveringsstop og foreslog et udenretligt forlig.

Retssag vedrørende Pyrolux' kontaktsbrud ved parallelleveringer i 1992 til fa. Krumme, Tyskland, gennem stråmand.

Ved Grenaa Rets dom af 22. februar 1995 blev Pyrolux dømt til at betale Gastrolux en erstatning på 240.000 kr. for ved i strid med eneforhandleraftalens pkt. 2.1. og 2.2. i april og august 1992 via en stråmand at have leveret i alt 5.524 stk. varer til fa. Krumme til videresalg i Tyskland. Pyrolux ankede dommen der blev stadfæstet af Vestre Landsret den 7. juni 1996.

Syn og skøn/returvareproblematikken.
I forbindelse med sagsforberedelsen har der været udmeldt syn og skøn til at vurdere kvaliteten af de på Gastrolux' lager tilbageholdte 10.173 stk. varer, bestående af dels nye, ubrugte pander og gryder, dels brugte af kunderne returnerede gryder og pander med hensyn til overfladebelægning, svejsning af håndtag og slip-let effekt .

Af samtlige 3.907 stk. nye varer anerkendte Pyrolux under skønsforretningen 3.026 stk. som værende returvarer på grund af mangler ved belægningen. For så vidt angår de sidste 881 stk. konkluderede skønsmanden efter en kvalitetstest at disse led af svejsefejl. Skønsmanden konkluderede at ingen af manglerne skyldtes forhold hos Gastrolux.

De 6.854 stk. brugte varer blev vurderet ved stikprøvekontrol, heraf 5.138 stk. med påståede belægningsfejl, 1.228 stk. med påståede svejsefejl og 488 stk. med påståede mangler i slip-let effekten. Af de 5.138 stk. med påståede belægningsfejl vurderede skønsmanden at 4.185 stk. var mangelfulde. De sidste 953 stk. var mere tvivlsomme. Heraf kunne ca. 100 stk. ledes tilbage til forkert brug hos kunden. Skønsmanden konkluderede dog at kvaliteten af de resterende 853 stk. heller ikke levede op til det forventede niveau. Alle 1.228 emner med påståede svejsefejl vurderedes til at være af for ringe kvalitet. Derimod skønnedes slip-let effekten for samtlige 488 emner at være i orden, idet kunden blot skulle følge vedligeholdelsesanvisningen for at få et godt stegeresultat. I alt 6.266 stk. brugte varer var således reklamationsberettigede.

Det er ubestridt at det beløb som Gastrolux skal krediteres for vedrørende returvarerne, er i alt 267.136,26 DEM, og Pyrolux har nedsat sin oprindelige påstand med dette beløb. Sagsøgte udøver fortsat tilbageholdsret i varerne til sikkerhed for sit erstatningskrav og af varemærkeretlige hensyn.
Pyrolux har lavet en opgørelse over returnerede varer i samhandelsperioden baseret på udstedte kreditnotaer, hvorefter returvarerne, inklusive de i alt 10.173 stk. der er omfattet af denne sag, udgør 3,3% af de samlede leveringer for hele perioden. Salg og returneringer fordeler sig således:
Køb
Returneringer
1987
262.436
5.780
1988
257.565
6.338
1989
154.216
3.700
1990
170.207
2.939
1991
132.924
5.289
1992
153.895
3.482
1993
112.586
3.019

Gastrolux har bestridt opgørelsens rigtighed, idet ikke alle kreditnotaer er medtaget. Som eksempel er fremlagt kreditnota nr. 16381 (16.300 DEM), nr. 16388 (13.400 DEM) og en nota på 4.706 DEM. Efter en nærmere gennemgang af Pyrolux' kontoudtog under sagen har det vist sig, at nota nr. 16381 og 16388 figurerer på udtoget, men er ikke fremhævet på samme måde som de øvrige kreditnotaer. Pyrolux har oplyst, at den sidste kreditnota figurerer i en særskilt statistik for direkte salg til Schweiz.
Pyrolux har endvidere lavet en opgørelse over returnerede varer fra ScanPan USA i perioden 1989-1992, hvorefter 4,56% af samtlige leverede varer er returnerede. Opgørelsen er bekræftet af ScanPan USA v/direktør George F. Bente.

Pyrolux har endelig fremlagt eksempel på en retursending af 7. januar 1993 der viser de 1.424 stk. returnerede varer fordelt på halvårlige produktionsperioder fra 2/1992 tilbage til 1/1985.
Pyrolux har opgjort sit tab for årene 1989-1992 til 7.545.412 kr. for mistet dækningsbidrag som følge af at Gastrolux ikke opfyldte sin aftageforpligtelse i disse år.

Pyrolux har endvidere fremlagt et diagram over Gastrolux' køb i styk fra 1987 til 1994 og over den totale omsætning i styk og Gastrolux' køb i forhold hertil i samme periode.
Gastrolux har fremlagt en opgørelse over udviklingen i køb af stege- og kogegrej i styk fra 1980 til juni 1996. Søjlen for 1994 dækker kun perioden 28. maj til 31. december, jf. nedenfor.
Erling Jensen Aps.

Erling Jensen har inden domsforhandlingen forklaret at Harald Scholl henvendte sig til ham i 1993 og bad ham om at starte en pandeproduktion på ny da samarbejdet med Pyrolux ikke kunne fortsætte. Efter pres fra Scholl blev de enige om at starte et nyt firma medio 1993. Miljøgodkendelse blev søgt ultimo 1993. Firmaet fik maskiner i begyndelsen af 1994, og produktionen begyndte i sommeren 1994. Erling Jensen og Harald Scholl ejer hver 50% af anparterne i selskabet. Af tegningsudskrift for selskabet fremgår at selskabet er købt som et skuffeselskab, og at vedtægterne blev ændret ved ekstraordinær generalforsamling den 28. oktober 1993.

Den 28. maj 1994 modtog Gastrolux den første sending varer fra Erling Jensen Aps. Af balancen for selskabet pr. 31. juli 1994 fremgår, at der forefindes aktier for i alt ca. 19 mio. kr., og at Harald Scholl og Erling Jensen har et tilgodehavende i selskabet på henholdsvis ca. 4 mio. kr. og 1/2 mio. kr. for udlæg til anlægsinvesteringer. Anpartshaverne har afgivet tilbagetrædelseserklæring i forhold til bankgælden.

Sagens varemærkeretlige spørgsmål.
Tvisten drejer sig om hvem der er rette indehaver af varemærkerne Titan og Titan 2001 i Danmark. Sverige, Norge og Finland. Varemærkerne er forvekslelige, og det er ubestridt, at rettighederne til de to kendetegn er sammenhængende.

Pyrolux er registreret indehaver af varemærket Titan i Danmark under VR 1651.91, i Finland og i Norge. Varemærket er indarbejdet i disse lande og tillige i Sverige.
I købekontrakten af 9. februar 1987 mellem Erling Jensen og Knud Hougaard Brund og Bent Møller tog sælger Erling Jensen ikke forbehold med hensyn til varemærkerettigheder.
I kontraktens pkt. 2.6. om immaterielle rettigheder er anført at selskabet har anmeldt og registreret de på vedhæftede fortegnelser anførte varemærker og mønsterrettigheder. Af fortegnelsen der er udarbejdet den 2. februar 1987 af patentingeniør K. Skøtt-Jensen, fremgår følgende om varemærkeansøgning til varemærket Titan:
"Dansk varemærkeansøgning nr. 6310/86. TITAN. Indleveret den 1. oktober 1986. Endnu ikke registreret. Pyrolux Pandefabrik ApS.
Svensk varemærkeansøgning nr. 86-7770. TITAN. Indleveret den 9. oktober 1986. Endnu ikke registreret. Pyrolux Pandefabrik ApS.
. . .
Finsk varemærkeansøgning nr. 4106/86. TITAN. Indleveret den 14. oktober 1986. Endnu ikke registreret. Pyrolux Pandefabrik ApS.
. . .
Norsk varemærkeansøgning nr. 864690. TITAN. Indleveret den 24. november 1986. Endnu ikke registreret. Pyrolux Pandefabrik ApS.
. . ."

I øvrigt fremgår det af købekontrakten at der ikke er og ikke har været rejst eneretssager mod selskabet vedrørende dettes produkter.
Af den uunderskrevne eneforhandleraftale som var vedlagt købekontrakten, fremgår følgende af betydning for varemærkespørgsmålet:
". . .
1.1 FABRIKANTEN overdrager med denne aftale samtlige rettigheder for enesalg af GASTROLUX Bratpfannen, herefter kort kaldet GASTROLUX i Bundesrepublik Deutschland og Svejts, herefter kaldet OMRÅDET.
1.2 Samtidig erklærer FABRIKANTEN, at FABRIKANTENS produkter ikke vil blive eksporteret til OMRÅDET, det være sig under mærkerne GASTROLUX, PYROLUX eller andet mærke eller uden mærke til andre end FORHANDLEREN, så længe denne kontrakt løber.
. . .
2.1 FORHANDLERENS enerettigheder
FABRIKANTEN forpligter sig til ikke at give andre personer eller firmaer ret til at formidle salg af GASTROLUX eller PYROLUX I OMRÅDET.
. . .
3.9 Konkurrenceforbud
FORHANDLEREN forpligter sig herved til ikke direkte eller indirekte at forhandle varer, som konkurrerer med FABRIKANTENS produkter, så længe denne kontrakt er gældende.
3.10 Territorialbegrænsning
FORHANDLEREN er ikke berettiget til, uden forudgående aftale med FABRIKANTEN, at afsætte GASTROLUX i andre lande udenfor OMRÅDET.
. . ."

Erling Jensen har afgivet følgende vidneforklaring om hvorvidt eneforhandleraftalen nogensinde blev endeligt indgået:
"Foreholdt sagens bilag 37, eneforhandlingsaftale mellem Pyrolux og Gastrolux, oplyste vidnet, at han aldrig har underskrevet eneforhandlingsaftale med Gastrolux. Der var mange udkast men de blev ikke skrevet under, da de ikke kunne blive enige. Samarbejdet baserede sig på mundtlige aftaler og gensidig tillid.
. . .
Foreholdt kontraktens pkt. 2.7.1.a. oplyste vidnet, at han ikke er helt sikker på, at der ikke eksisterer en underskrevet aftale, jf. ovenfor. Vidnet har den opfattelse, at der var en aftale, tiltrådt af parterne . . ."
I eneforhandleraftalen af 22. august 1987 omtales for første gang produktet Titan under pkt. 2.15. Der henvises til dommen side 7.

Om varemærker, eneforhandlingsaftalens pkt. 4.4. henvises til side 9.
Der er endvidere bestemmelser af betydning for det navneretlige spørgsmål i aftalens pkt. 1.2 og pkt. 2.1 og 2.2. Der henvises til dommen side 5 f.

Erling Jensen har inden domsforhandlingen bl.a. forklaret:
". . .
Peter Skaarup havde ladet Gastrolux registrere i Danmark. Pyrolux solgte Gastrolux med Gastroluxmærke som 2. klassevarer i Danmark, før Peter Skaarup foretog registreringen. Skaarup/Pandefabrikken Look overdrog frivilligt og uden vederlag registreringen til Pyrolux. Overdragelsen skete på Gastrolux' anmodning.
. . .
Pyroluxpander blev i Danmark solgt under varemærket Pyrolux, og i Tyskland, Schweiz m.v. blev de solgt under navnet Gastrolux. På de oversøiske markeder blev de solgt af Pyrolux' generalagent Hans Hansen, ejer af Scanpan. Der var næsten intet oversøisk salg.

Varemærkerne Gastrolux og Titan tilhører Gastrolux. Pyrolux havde ret til at sælge 2. sorterings varer i Skandinavien. Pyrolux' generalagent solgte hverken 1. eller 2. sorterings varer i Danmark.
. . .
Foreholdt kontraktens pkt. 2.6.2: Varemærker og mønstre og pkt. 2.6.4 oplyste vidnet, at der blev ikke taget noget forbehold, idet det ikke var noget, sælger ejede, og der står heller ikke, at de gør det. Det havde ikke betydning for sælger.
. . .
Foreholdt bilag H, skrivelse af 1. marts 1984 fra Harald Scholl til Scanpan ApS, og bilag I, skrivelse af 8. september 1986 fra Gastrolux til Scanpan ApS, oplyste vidnet, at Hans Hansen har informeret ham om indholdet af brevene. Der blev derefter ansøgt om registrering af Gastrolux. Mærkerne Gastrolux og Titan blev stort set ikke brugt i Danmark i vidnets ejertid. Titan kunne ikke registreres i Tyskland.
. . ."

Den 1. marts 1984 skrev Gastrolux følgende til Hans Hansen, ScanPan (oversat):
"Hej Hans, efter at vi på messen har erfaret, at Peter Scarup har ladet vort varemærke "Gastrolux" registrere i Danmark, skal Erling ubetinget kæmpe imod dette.
Efter vores opfattelse kan Peter Scarup ikke indregistrere varemærket, da vi fra begyndelsen af også i Danmark har benyttet "Gastrolux" for 2. klasses varer. Du må gøre det klart for Erling, at han ellers ikke vil være i stand til at sælge flere pander med varemærket "Gastrolux" hos jer.
Vi giver herved Erling tilladelse til, hvis han får ret i denne sag, at anmelde varemærket "Gastrolux", som er beskyttet af os for stege- og kogegrej, i sit navn i Skandinavien.
. . .
PS. Det skal selvfølgelig opfattes således, at han, ved den vedvarende vareknaphed, alene må benytte dette i forbindelse med salg af 2. klasses varer, og så længe han producerer "Gastrolux" for os."

Der er fremlagt følgende kopi af brev af 8. september 1986 fra Gastrolux til Hans Hansen, Scanpan (i oversættelse):
"Kære Hans, Gerold og jeg har for det nye produkt fundet et, synes vi selv, temmelig godt navn:
"Titan 2001"
Som fabrikant og producent af den nye overfladeforædling skal Erling lade "Titan" beskytte for os som et ekstra varemærke.
"2001" kan ifølge oplysninger fra Dr. Weber ikke beskyttes, da det alene drejer sig om tal."
Den 22. august 1986 har Technischer Überwachungs Verein Hessen testet kvaliteten af overfladen af en stegepande af "typen Gastrolux Titan 2001".
Den 30. marts 1987 har samme laboratorium foretaget en slitagekontrol på en stegepande af samme type (Gastrolux Titan 2001).

Forklaringer:
Knud Hovgaard Brund har forklaret at han er direktør hos Pyrolux og siden 1995 har arbejdet i udviklingsafdelingen. Før 1995 var han sammen med Bent Møller ansvarlig for produktionen. Han har en salgsmæssig uddannelse, men havde ingen teknisk uddannelse eller erfaring inden han overtog virksomheden i 1987. Han har tidligere arbejdet med kartonnage. Medejeren Bent Møller startede som adm. direktør. Bent Møller er uddannet inden for handel og revision og var inden virksomhedsovertagelsen ansat hos Neo-Pac og var kollega til vidnet. I 1995 ansatte de en ny adm. direktør. Møller er i dag ansvarlig for salget.

Han kom i kontakt med Erling Jensen i 1980. I 1986 ville Erling Jensen sælge virksomheden på grund af sygdom. De havde drøftelser om overtagelse i julen 1986 sammen med Bent Møller. Erling Jensen sagde at Gastrolux havde fået tilbud om at købe men havde sagt nej fordi man ikke var interesseret i en produktionsvirksomhed. De havde ikke forbindelse med Harald Scholl i anledning af salget af virksomheden. Han var klar over at Gastrolux betød meget for afsætningen, 70-75%. Vidnet var særlig interesseret i køb af virksomheden på grund af licensaftalen med PTG Plasma. Det var PTG Plasmas teknik der gav en særlig hård overflade og gjorde produktet unikt.

Han opfattede købekontraktens pkt. 2.6.2. sådan at den vedlagte liste over varemærker m.v. tilhørte sælger. De diskuterede ikke om varemærker kunne tilhøre andre, f.eks. Gastrolux. Han regnede med at eneforhandleraftalen løb videre, uanset at Gastrolux ikke var informeret om overtagelsen. Erling Jensen sagde intet om, at eneforhandleraftalen ikke var underskrevet og han spurgte ikke. Det var Gastrolux der tog initiativet til den ny eneforhandleraftale. ScanPan kom ikke med som aftalepart i den nye aftale fordi de alene var agenter. Hansen var kun med som oversætter. Det var Pyrolux der fastsatte priserne på returvarerne i henhold til forhandleraftalens pkt. 2.15. Pkt. 4.4. blev indsat fordi de ønskede at sikre sig muligheden for at afsætte restlageret på andre markeder end deres eget i tilfælde af at Gastrolux brød kontrakten. De overholdt leveringspræferencen efter bedste evne i hele perioden. Pkt. 2.9 relaterer sig dog kun til hasteordrer, ellers var aftalen 4 ugers respit fra ordre til levering.

Han og Bent Møller overtog virksomheden 1. marts 1987. Produkterne blev solgt under varemærket Pyrolux i Danmark, under varemærket Gastrolux i Tyskland, Italien og Schweiz og under varemærket ScanPan i USA. Pyrolux begyndte at producere titanbelagte produkter i slutningen af 1986, og de blev introduceret i starten af 1987 under varemærket Pyrolux Titan. I Tyskland introduceredes varemærket Gastrolux Titan ultimo 1986. Efter vidnets overtagelse af virksomheden har de vedvarende brugt varemærket Titan, også i brochuremateriale vedrørende ScanPan-produkter. Første gang Gastrolux fremsatte indsigelse mod brug af varemærket Titan var i svarskrift af 14. november 1994, og det skyldtes alene at de ved skrivelse af 7. november 1994 havde meddelt Erling Jensen at han ikke måtte benytte betegnelsen i sin nystartede pandeproduktion. De har ikke brugt navnet Gastrolux efter opsigelsen af samarbejdet, men ændrede det til Gormalux Titan, som blev benyttet fra efteråret 1993 til efteråret 1995 til salg til det danske marked, hvorefter navnet ændredes til ScanPan 2001. Navnet Titan bruges fortsat i brochurematerialet.

Han og Møller mødte første gang Scholl, Schäffer og Hans Hansen på Ambientemessen i Frankfurt i februar 87. Tyskerne var positive over for det videre samarbejde, men der skulle laves en ny kontrakt. De ville komme med deres ændringsforslag til den eksisterende aftale med Jensen. Kort tid efter messen var han sammen med Bent Møller til et nyt møde i Frankfurt med Scholl og Schäffer. Hans Hansen fungerede som tolk under forhandlingerne. Han husker ikke om der var skriftlige forslag på bordet, men tyskerne betingede sig at driftsleder Bjarne Møller skulle fortsætte som driftschef på virksomheden fordi han havde indgående kendskab til belægningsprocessen. Gastrolux ønskede bl.a. indsat en forkøbsretsbestemmelse for at undgå at virksomheden på ny blev solgt uden at de fik noget at vide. De ønskede endvidere at forlænge aftalens løbetid.

Samhandelsforholdet fungerede efter forventning i starten. Ret hurtigt stillede Gastrolux krav om en forbedring af kvaliteten. Det blev dog ikke nærmere konkretiseret. I efteråret 1989 faldt salget til Gastrolux drastisk. Hans Hansen fortalte at det kun var forbigående. Salget steg imidlertid ikke igen. Det havde sammenhæng med at Scholl havde problemer med det tyske skattevæsen og som følge heraf flyttede til Schweiz. Han fik det først at vide af Hans Hansen ½ år efter. Al kommunikation foregik gennem Hans Hansen. Salget på det tyske marked foregik hovedsagelig som demonstrationssalg på markeder og gågader. Senere var der forsøg på salg gennem butikker.

I sommeren 1990 var Scholl på virksomhedsbesøg. Scholls teori var at mere ruhed gjorde at teflonbelægningen hæftede bedre og dermed gav bedre slip-let effekt. Det var ikke Pyrolux' opfattelse. Gastrolux var imidlertid en betydningsfuld kunde, så de forsøgte at lave produktet efter Scholls ønsker. De investerede derfor i et nyt sandblæsningsanlæg til ca. 300.000 kr. og lavede forskellige forsøg sidst i 1990. Det voldte store problemer at få den ønskede overflade, derfor besluttede de sig til at gå tilbage til den tidligere produktionsmetode. Scholl blev underrettet herom af Hans Hansen. Først ville han ikke acceptere det, men han bøjede sig efter at de havde gjort det klart for ham at de ellers ikke ville levere. Den test som Weilburger Lackfabrik lavede i 1991 (rapport af 1. marts 1991), angik pander med forhøjninger (pikler) der var opstået på grund af den øgede ruhed. Scholl var nervøs for at nedslibningen af forhøjningerne ville skade belægningen. Vidnet betragtede testresultatet som udtryk for at produktets brugsegenskaber var gode nok, trods pikler.

Han har først set reklamationsskrivelsen af 13. marts 1991 fra George Bente, ScanPan USA, den 17. juni 1997, dagen før han blev afhørt. Reklamationerne fra USA begyndte i december 1990 og vedrørte det samme (for ru overflade - pikler) som for de øvrige markeder. Det var også medvirkende til at de besluttede at gå tilbage til den gamle produktionsmetode. Vidnet tog til USA i februar 1991 og frasorterede ca. 2 paller med 3-400 stk. varer på lageret. Resten blev solgt på normal vis. Reklamationsraten fra butikskæden Bon og andre amerikanske varehuse var alt for høj. De tog ukritisk alt tilbage. De gik derfor over til at sælge gennem grossister. Efter besøget i februar 1991 blev forholdet til aftagerne i USA normaliseret.

Baggrunden for Simonsens skrivelse af 23. april 1991 til Scholl var bl.a. at Gastrolux stoppede deres køb med dags varsel. Vidnet kunne ikke komme i kontakt med Hans Hansen. De leverede nu kun til det danske marked og måtte nedskære personalet i produktionen til 10. De fik heller ingen returvarer fra Gastrolux til trods for reklamationerne. Så kom ordren af 24. april 1991 der dækkede hele produktionen. Han husker ikke nærmere om effektueringen af ordren.

Mødet i juli 1991 i Zürich blev afholdt for at normalisere forholdene og kom i stand på Pyrolux' initiativ. Gastrolux havde økonomiske problemer. Leveringstiden var altid maks. 4 uger over for Gastrolux, normalt med successiv levering i løbet af de sidste 2 uger. Normal produktionstid over for andre kunder var 8 uger med successiv levering i løbet af de sidste 4 uger. Det er vanskeligt at forkorte leveringstiden yderligere fordi produktionen skal omstilles for hvert forløb. De tilbød på mødet i Zürich at opbygge et lager hvilket blev efterlevet for nogle produkters vedkommende, således at levering i nogle tilfælde kunne ske med ganske få dages varsel.

Aarpol havde stoppet betalingerne samtidig med Gastrolux. For at få gang i salget tilbød de en afdragsordning på skyldige betalinger og en særrabat. Gastrolux fik ikke denne rabat fordi de ikke krævede det.

Scholls henvendelse til Simonsen i november 1991 om mangler med bobler i belægningen overraskede ham fordi de ikke selv havde konstateret problemer. De, vidnet, Ralph Nielsen og en lagermand, tog til Wiesbaden for at foretage kontrol på stedet sammen med fru Zimmerschitt. Det viste sig at det ikke var de samme problemer som tidligere, men andre almindelige fejl, f.eks. løse håndtag. Det samme viste sig at være tilfældet ved et besøg hos Tobler som er kunde hos Aarpol.

Gastrolux afgav 15 ordrer i 1992, heraf 11 i den første halvdel af året, varierende fra 348 stk. til 11.792 stk.
Ordren der fremgår af ordrebekræftelse nr. 5606, blev modtaget den 20. februar til omgående levering af 74 paller eller 11.792 stk. De bekræftede ordren den 21. februar sammen med en leveringsplan, hvorefter 6.100 stk. kunne leveres i uge 10 og 5.692 stk. i uge 11. Rent faktisk blev 6.104 stk. leveret i uge 9, 5.270 stk. i uge 10, 2.926 stk. i uge 11 og 320 stk. "Bräter" (et noget vanskeligere produkt) i uge 13.

De modtog sidste ordre i første halvår 1992 den 12. juni (uge 23) lige før sommerferien. Ordren blev færdigleveret uge 33. Næste ordre blev først modtaget den 14. september 1992. Den var på 11.600 stk. Ordrebekræftelse blev sendt den 17. september. Ordren blev leveret i uge 39 med henholdsvis 3.132 stk. hvoraf 600 stk. vedrørte andre artikelnumre, og 6.180 stk. Der resterede dog 5 paller af et artikelnummer (2810) som ikke var klar til levering på grund af problemer med støbeværktøjet. Færdiglevering skete i uge 42. Grunden til leveringsspringet var en strejke i de 2 første uger af oktober.
Vedrørende ordren af 2. oktober 1992 (uge 39) på 28.598 stk. blev levering påbegyndt i uge 42 med 1.038 stk. I uge 43 blev leveret 3.720 stk., i uge 44 6.078 stk., i uge 45 4.640 stk. Herefter leveredes 5.140 stk. i uge 46, 4.078 stk. i uge 47 og 6.540 stk. i uge 48, i alt 31.234 stk.

Fra efteråret 1992 til foråret 1993 opfordrede de gentagne gange Gastrolux til at holde et møde for at drøfte den fremtidige strategi, men det blev ikke til noget.

Reklamationerne som er omtalt i skrivelse af 8. juni 1993 fra Gastrolux, vedrørte art. 800, en serie stegesøer der er vanskelige at producere. Der blev klaget over støbefejl i bunden. De foretog afhjælpning ved slibning. Gastrolux afviste dem igen, og de tog dem tilbage og foretog omlevering.
Reklamationen over art. nr. 900 (Gänsebräter) af 2. september 1993 vedrørte mærker under de støbte greb. De opstår normalt på grund af produktionens karakter. Der er intet usædvanligt heri.

Reklamationen af 3. september 1993 over art. 328 vedrørte bundens form. Det er helt normalt at bunden er lidt konkav og stegefladen dermed konveks. Det har den altid været af støbetekniske grunde uden at det blev anset som en fejl. Derfor bad de om adgang til at se på varerne.

Eneforhandleraftalens returvarebestemmelser blev i praksis efterlevet således at kun brugte varer blev taget retur. Gastrolux tog alt tilbage som kunderne medbragte til salgsstederne, uden diskussion for at undgå at miste yderligere salg. Vidnet erindrer ikke at have modtaget nye varer retur.

Faktura nr. 16381 og 16388 i returvarestatistikken for Wiesbaden er ikke blevet anset for normale returvarer fordi det var nye varer. Det var første gang de fik nye varer retur.

Efter modtagelsen af Scholls skrivelse af 6. oktober 1993 valgte de at fortsætte leveringerne til Schweiz og Italien for at undgå at skade disse markeder. Gastrolux fandt åbenbart kvaliteten god nok til disse 2 lande, men ikke til hjemmemarkedet.
Pyrolux havde et mindre underskud i første regnskabsår efter overtagelsen (1987/88). Resultatet for 1989 husker vidnet ikke, men det var "vist ikke særlig godt". I 1990 var der et overskud på 645.000 kr. I 1991 et overskud på 1.654.000 kr. I 1992 et overskud på 1.535.000 kr. I 1993 et underskud på 1,5 mio. kr. Vidnet husker ikke resultatet for 1994 og 95. I 1996 var der et overskud på 6 mio. kr. Dækningsbidraget på Gastrolux var som på andre kunder. På det amerikanske marked faldt dækningsbidraget med ca. 15% i 1991 som følge af fald i dollarkursen. Gastrolux var derfor en attraktiv kunde.

Pyrolux giver i dag en rabat på 1,5-3% bl.a. som kompensation for mangler og reklamationer.
Det uafhængige afprøvningsinstitut Stiftung Warentest gav i 1993 Pyrolux' pander prædikatet "Sehr gut", så det undrede at de fik reklamationer i så stort et omfang.

I 1993 forsøgte de at komme ind på det svenske marked, men de fandt ud af at deres produkter blev solgt dér under navnet Gastrolux. De meddelte Gastrolux at det ikke var Gastrolux' afsætningsområde, og det rettede de sig efter. Herefter gik de ind på markedet med ScanPan-produkter og overtog Gastrolux' agent Richard Schmidt. Samarbejdet med Schmidt varede frem til midten af 1994 hvor det blev opsagt på grund af utilfredsstillende resultater.

Han havde ikke indtryk af at Scholl bidrog med knowhow til produktionen, inden han overtog fabrikken i 1987. I hans ejertid har Scholl alene bidraget med knowhow i form af sandblæsningsmetoden i 1990/91 der mislykkedes. Fra 1987-89 var Scholl kun ca. 4 gange på fabrikken. Fra 1989-93 var han der kun 1 gang. Anledningen var nogle test der havde til formål at finde nye salgsargumenter.

Grunden til parallelleveringerne til Krumme i 1992 var nervøsitet over at der ikke skete noget i Tyskland. De gjorde det for at bevare afsætningen på det tyske marked. Han var med til at beslutte det. Han ved ikke om bruttoavancen på produkter afsat til Krumme var højere eller lavere end til Gastrolux.
Den opgørelse som Gastrolux har lavet over reklamationer vedrørende de i alt 3.907 stk. nye varer, er korrekt, bortset fra, at der ikke er reklameret over art. 724 og 728.

Han har haft sin daglige gang i produktionen siden 1. januar 1988. Resultatet af skønsmandens undersøgelse i Wiesbaden m.h.t. grebene var overraskende. De arbejdede med at løse svejseproblemerne og investerede bl.a. i en ny svejsemaskine. Senere gik de over til at støbe håndtagene.

Plasma-anlægget skal indstilles korrekt. Indstillingen kontrolleres til mellem 35-45 ved en 100% ydelse på maskinen. Hastigheden nedsættes for at få den mest optimale belægning. Der blev ført logbog over plasmaanlægget. De brugte kun edel korund, som er hvidt, til sandblæsning. De lavede dog forsøg med normalkorund. Sandblæseren lavede kvalitetskontrol på hvert enkelt emne og frasorterede dårlige eksemplarer.

Arne Christensen forklarede at han blev ansat hos Pyrolux i september 1991 som værkførerafløser. Han er uddannet automekaniker og var tidligere ansat som værkfører på forskellige autoværksteder. Han pålagde PTFE på forme og værktøjer. I slutningen af 1991 påbegyndtes opbygningen af et laboratorium til kontrolafprøvning af emnerne for at man kunne undersøge belægningerne i mikroskop ved stikprøvekontrol. Han byggede et kvalitetsstyringssystem op sammen med ingeniør Ralph Nielsen. De arbejdede med at optimere processerne. Stikprøvekontrol blev delvist sat i gang fra 1992. Senere brugtes mikroslib til tværsnitundersøgelser på stikprøvebasis. Fra starten af 1993 var testene fast rytme i kontrolarbejdet. Desuden blev der foretaget stikprøvekontrol ude i produktionen. De foretog kontrol af sandblæsningen, plasmabelægningen og hærdningen. Ruhedsmåling blev foretaget fra begyndelsen af 1991 af Nielsen som en daglig rutine. De producerede 2.000-2.500 emner daglig gennem sandblæseren i 1993, hvoraf de udtog ét emne til kontrol. Seriefejl kan forekomme, f.eks. som støbefejl. Støbningen foregår manuelt, så hvert emne kontrolleres. Seriefejl kan også opstå under påsprøjtning af teflonbelægning, hvis maskinen er indstillet forkert. En gang i kvartalet blev 4 pander sendt til testning hos Weilburger Lackfabrik, hvor der blev lavet en 12 punkts-test af holdbarheden af overfladebelægningen. Selvom der fandtes belægningsfejl (blæredannelse, pikler), kunne varen godt være optimal brugsmæssigt. Han kontrollerede pandens bund ved stikprøvekontrol. Desuden blev bunden tjekket af drejerne og pakkerne.

I 1992 opstod der problemer med svejsningen af håndtagene på gryderne. Der var også andre problemer. De indkøbte en ny svejsemaskine som skal indstilles til hver produkttype, og der sælges omkring 10 forskellige gryder. Stegen (studsen) nittes fast, hvorpå håndtagene fastgøres. De har en anden type svejsemaskine til panderne. Stegen påsvejses panden inden sandblæsning. Fejlmargenen er lavere der, men der kan opstå fejl. Stegen og senere de påsatte grydehåndtag afprøves med en momentnøgle. Han har intet kendskab til at der i efteråret 1993 skulle have været konstateret svejsefejl på 900 nye pander leveret til Gastrolux. Foreholdt at 2.000 nye pander med tydelige pikler var blevet leveret, forklarede vidnet at det ikke kan undgås at mangelfulde varer slipper igennem kvalitetskontrollen. Hvor store de påberåbte mangler er i virkeligheden, kan ikke afgøres uden at se på hvor stor den samlede produktion har været. Han har ikke tidligere set rapporten af 1. marts 1991 fra Weilburger Lackfabrik. Han er ikke bekendt med indholdet af syns- og skønsmandens rapport. Han kan ikke udtale sig om fejlene ved håndtagene.

Advokat Niels Simonsen har forklaret at han har været bestyrelsesformand hos Pyrolux A/S siden 1987. Købekontrakten er konciperet af vidnet og Niels Hove, der var Erling Jensens advokat, på basis af en checkliste. Alle forbehold som sælger havde, blev skrevet ind i kontrakten, som f.eks. under pkt. 2.7.1.a. Der er intet forbehold skrevet ind under punkt 2.6.2. For så vidt angår pkt. 2.7.1.c står der "tiltrådt", fordi han gik ud fra, at der forelå en bindende kontrakt når der som aftalepart stod Pyrolux og ScanPan som var world wide-forhandler. Hvis han havde fået oplysning om et forbehold i den anledning, ville det være blevet tilføjet. Han var ikke involveret i forhandlingerne omkring eneforhandleraftalen af 22. august 1987. Han husker ikke om han gennemså kontrakten, eller om han blev bedt herom. Han kender den fordi han har fulgt virksomheden tæt som bestyrelsesformand.

Scholl havde mange ideer om, hvordan man producerede pander, jf. herved vidnets brev af 14. marts 1991. Bl.a. sagde han til vidnet at der skulle bruges grovere sandkorn for at opnå en højere grad af ruhed. Det virkede bare ikke.

Gastrolux begyndte at tilbageholde skyldige betalinger i starten af 1991. Det var først på mødet i Zürich den 29. april 1991 at de fik at vide at Scholl havde deponeret skyldige betalinger hos advokat Kleeberg. Deponeringen fortsatte helt hen til mødet i Zürich den 30. juli 1991. Herefter normaliseredes samhandelsforholdet. Han deltog i mødet sammen med Hougaard Brund, Møller, Scholl og Strässle. De drøftede også Aarpols krav om erstatning på 1 mio. DEM mod Gastrolux som følge af forsinkelse og mangler. Aarpols kunde i Frankrig, Passat France, havde rejst tilsvarende krav over for Aarpol. Han erindrer ikke om han overtalte Scholl til at indgå et forlig på 200.000 DEM med Strässler for de fejlbehæftede varer. Årsagen til at Aarpol fik særrabat var alene hensynet til den fortsatte samhandel. Der var intet juridisk grundlag herfor. Han husker heller ikke om Scholl anklagede ham for sabotage, d.v.s. om Pyrolux med vilje lavede varer af dårlig kvalitet.

I løbet af sommeren 1992 opstod der igen væsentlige uoverensstemmelser. Han erindrer ikke hvad baggrunden var. Efter opsigelsen af samarbejdet i oktober 1993 holdt parterne et møde den 11. november 1993 i Hamburg med henblik på at indgå et forlig. Parterne erkendte at en fortsættelse af samarbejdet på længere sigt var umuligt. Der var problemer med besigtigelse af returvarerne. Gastrolux ville ikke følge proceduren, hverken som det var aftalt i kontrakten, eller som den var blevet efterlevet i praksis. Det der fik forligsforhandlingerne til at bryde sammen, var kravet fra Gastrolux om et forbud mod afsætning af varer til Tyskland samt truslen om anlæg af en patentkrænkelsessag. Herefter besluttede Pyrolux at stoppe al yderligere levering. De drøftede ikke de varemærkeretlige aspekter på mødet.

Først den 17. juni i år blev han bekendt med brevet af 13. marts 1991 fra George Bente. Han ringede til Bente samme dag og spurgte om han kunne huske det, hvorpå han faxede brevet til ham. Bente sagde at baggrunden for brevet var en henvendelse fra Hans Hansen der havde opfordret ham til at skrive et brev, hvor problemet omkring returvarer og mangler ved varerne blev dramatiseret. Han havde ikke selv særligt behov for at skrive et sådant brev idet han fik krediteret mangelfulde varer uden problemer, men gik dog med til at skrive brevet.Tallene er rigtige nok. En af de nævnte kunder er fortsat storaftager. En anden "The Bon" gik senere konkurs. ScanPan USA ejedes tidligere af Hansen, men blev på et tidspunkt overdraget til York og Larsen i Them på grund af Hans Hansens økonomiske problemer. Vidnet husker ikke hvornår. Han kan bekræfte at der var kvalitetsproblemer i 1991-92, og at Hans Hansen var involveret i dem.

Richard Schmidt har forklaret at han er forretningsmand og arbejder i Sverige. Han har siden 1975 haft et firma der sælger teflonbelagte gryder og pander. Han kom i kontakt med Scholl på en messe i Frankfurt i 1987. Markedet var overfyldt med dårlige produkter, og Scholl tilbød ham en kvalitetspande til eksport til Sverige. Fra 1987 til 1989 solgte han Gastrolux-pander på messer og markeder og ved videosalg i forretninger. I 1989 var de parat til en mere offensiv markedsføring. I 1994 fik han at vide af Scholl at han ikke mere måtte sælge Gastrolux pander, og at Pyrolux nu var leverandør. Han fik kontakt med Bent Møller og begyndte herefter at sælge Gastrolux-pande fra Pyrolux. Han solgte langt mere end forventet. Når han manglede varer, kontaktede han Møller der leverede dem i løbet af få dage. De første 3 år var der overhovedet ingen leveringsproblemer. Han aftalte 8 dages kredit med Møller og i forbindelse med messerne kun 4 dages kredit. Nogle gang betalte han kontant, andre gange på forskud. Det var en superpande med et stort salg. Møller tog varer fra andre sendinger for at kunne levere hurtigt til ham, netop fordi han tilbød hurtig betaling. Indtil 1992 solgte han udelukkende pander under varemærket Gastrolux. Herefter solgte han også pander under mærket ScanPan til detailhandlen via en agent i Sydsverige. I 1992 var en konkurrent interesseret i at sælge ScanPan-varer, og Pyrolux gav vedkommende et tilsagn herom. Vidnet sagde så at hvis de førte beslutningen ud i livet, ville han ikke aftage flere varer. Pyrolux måtte betale det pågl. firma 50.000 kr. som kompensation for at fragå aftalen. I juni 1993 ophørte ScanPan-agenturet i Sydsverige.

I løbet af 1992 begyndte der at komme kvalitetsproblemer. Kunder leverede pander retur på messerne og klagede over at maden brændte på. Kunderne kom midt i demonstrationerne og ødelagde salgstiltaget. Han rengjorde panden og gav den tilbage til kunden sammen med ståluld og vejledte om rette brug. Vidnets ægtefælle tog sig i øvrigt af reklamationerne. De tog ca. 12 pander tilbage daglig. De måtte opdigte nye historier, når samme kunde kom tilbage flere gange og reklamerede over det samme. Der skete et brat fald i salget fra 15-20.000 stk. årlig til 4-8.000 stk. I løbet af 1992/93 steg reklamationerne voldsomt. I løbet af efteråret 93 kom der materialefejl til. På messer i Gøteborg, Malmø og Stockholm kom kunderne med pander hvor der var bobler i overfladen, og grebet var svejset forkert på. Pandebunden var ikke plan og kunne derfor ikke bruges på glaskeramiske komfurer. Over for Pyrolux havde de 10-årig garanti, men kun for nye varer. Pyrolux tog ikke brugte varer retur. Han har selv måttet bortkøre 2 vognlæs brugte pander til skrot, pander som han blev nødt til at tage retur, efter at kunden havde reklameret flere gange. Møller afviste reklamationerne og sagde at vidnet var den eneste der reklamerede. Han talte med den finske agent i 1993 som sagde at han havde de samme problemer, og at alle agenter havde de samme problemer. I Sverige tager man alt retur uden spørgsmål. Det er et led i salgsstrategien.

I begyndelsen af 1994 fik han andre forretninger som kunder, idet de gamle faldt fra. På messen i Frankfurt i februar 94 forbød Møller ham at sælge pander under navnet Gastrolux. Nu skulle de hedde Gormilux. Han havde lige trykt 25.000 brochurer for 190.000 kr. Han måtte for egen regning lade det nye varemærke påklæbe på alle brochurerne. I november 1994 ophørte han med at være agent for Pyrolux. Han hørte rygtevis, at Scholl havde en ny pande og tog kontakt til ham. Han har nu købt Gastrolux-pander hos ham siden slutningen af 1994. Det går fantastisk godt, omsætningen er øget med 200%, og kvaliteten er i orden. I en periode solgte han ScanPan-produkter parallelt med Gastrolux-produkter. Han modtog en opsigelse fra Pyrolux den 29. juni 1995 med virkning fra udgangen af 1995. Opsigelsen var begrundet i dårlige salgstal, men skyldtes reelt reklamationerne. Gastrolux-salget gik strålende, ScanPan-salget gik dårligt.

Rolf Strässle har forklaret at han er uddannet som kemotekniker og tillige er handelsuddannet. Han er eneindehaver af Aarpol AG der bl.a. sælger pander m.v. Han har haft et langvarigt samarbejde med Scholl. Han aftog pander fra Pyrolux via ham. Det var vidnet der fandt på navnet Gastrolux. Vidnet gav Erling Jensen forskellige ideer om pandernes konstruktion og kom med ændringsforslag, f.eks. m.h.t. grebene. Kvaliteten var i begyndelsen i orden. Han var ansvarlig for salg til Frankrig, Schweiz og Italien. Det kom som en overraskelse at Jensen solgte fabrikken i 1987. I 1988/89 dukkede der problemer op med belægningen i form af en uren overflade som betød at holdbarheden af belægningen var meget kort. Det var et vedvarende problem der aldrig blev løst. Indimellem var der fejlfrie leveringer, men der var ingen konstans i kvaliteten. Mentaliteten i de forskellige lande er forskellig. I Schweiz reklamerer kunderne ikke, men undlader at købe igen. I Frankrig kom salget ikke i stand, fordi sælgerne ikke ville sælge panderne. I Italien var der løbende reklamationer, men omsætningen var mindre end i Schweiz. Reklamationerne kom fra grossisterne som måtte sælge til nedsat pris. Passat France er en gammel forretningsforbindelse og hans vigtigste kunde som havde over 10 sælgere. I forbindelse med julesalget 1990 opstod leveringsforsinkelse. Panderne klæbede ved demonstrationerne, og der var bobler i overfladen. Passat France returnerede hele sendingen og krævede erstatning. Efter denne affære var Frankrig lukket land. Senere kom problemet med de knækkede håndtag. Han reklamerede over for Gastrolux og var med til mødet den 30. juli 1991 i Zürich, hvor de drøftede problemet. Pyrolux anerkendte at skulle betale 200.000 DEM i erstatning p.g.a. varernes ringe kvalitet. I starten af 1992 blev kvaliteten bedre, men slip-let effekten var fortsat dårlig. I løbet af efteråret og vinteren 1992 blev problemerne slemme igen. Han brevvekslede med Ralph Nielsen der sendte fornærmende breve, og Pyrolux kontaktede hans kunder Giannini og Tobler uden om ham og gav det indtryk at han ikke kunne med dem. Han fik en ordrebekræftelse angående en levering til starten af januar 93, men varerne blev først leveret i starten af februar, og kvaliteten var ringe. De solgte dog varerne alligevel. Kunderne reklamerede kontinuerligt. I julen 1993 udeblev leveringen helt fra Pyrolux til trods for at han havde modtaget en ordrebekræftelse. Han krævede en erstatning på 500.000 DEM som blev handlet ned til 190.000 DEM. Han sendte svampe til kunderne med instruks om brug i stedet for at tage panderne retur. Det var ikke helt korrekt og skadede hans gode omdømme i branchen. Han blev dog nødt til at fortsætte med at købe nye varer hos Pyrolux for at holde forretningen gående. I et tilfælde returnerede han nye fejlbehæftede varer som han havde frasorteret hos en kunde i Schweiz. Varerne kom med tilbage i næste sending. Han havde mærket kartonerne med en farvestift som kun bliver synlig ved ultraviolet stråling. Vidnet har selv gjort det samme i 1992/93 med 3 kartoner pander hvor 2 kom tilbage i en senere sending fra Pyrolux. Panderne havde mangler ved grebene som ikke var umiddelbart synlige. Han meddelte Pyrolux at det var kriminelt. Da leveringerne fra Pyrolux udeblev, lavede han en aftale med Erling Jensen. Sidste år havde han en omsætningsfremgang på 150% ved salg af Gastrolux-pander fra Jensen af en virkelig god kvalitet.

Harald Scholl har forklaret at han er handelsuddannet og har solgt pander de sidste 30 år i samarbejde med Rolf Strässle. Han fik kontakt med Pyrolux på en messe i Køln i 1980. Han så at deres pande var unik, fordi det var en støbt aluminiumspande. Erling Jensen solgte disse pander uden belægning i Danmark. Han aftalte et møde med Jensen et par dage efter messen hvor han deltog sammen med Strässle og en tidligere kompagnon, Schäffer. Han beså fabrikken i Danmark som var lille og uprofessionel. Hvis panden skulle sælges i Tyskland, skulle den have belægning, og finishen skulle forbedres. De aftalte dette. De brugte et greb der var verdenspatent på. Weilburger Lackfabrik var med til at udvikle de lakker der skulle bruges til belægning. I 1980 solgte de 36.000 stk. Produktionen kunne ikke følge med salget der hurtigt steg til et par hundrede tusind stk. pr. år. I 1985 faldt salget lidt. Panderne blev solgt under navnet Gastrolux, som Strässle havde fundet på. 2.-sorteringsvarer blev solgt af Jensen i Danmark under varemærket Gastrolux. Jensen fik tilladelse til at bruge navnet af Peter Skaarup, ejer af virksomheden Look, som havde registreret navnet i Danmark. Scholl anmodede Erling Jensen om at lade Gastrolux registrere i Danmark for Gastrolux GmbH. I 1986 besluttede de at installere et plasmaanlæg til gryder og pander hos Jensen. Det bevirkede en længere produktionsafbrydelse. Det var vidnet der fandt på navnet Titan 2001. Det kunne ikke beskyttes i Tyskland som varemærke hvorfor han bad Jensen om at søge navnet registreret i Skandinavien. Han overdrog aldrig retten til navnet til Jensen. De begyndte at benytte varemærket Gastrolux Titan 2001 ved introduktionen af de teflonbelagte pander i 1986.

I 1987 solgte Erling Jensen fabrikken uden at informere ham. Han vidste at Jensen var syg, men blev alligevel overrasket. Han havde et møde med de nye ejere sammen med Hans Hansen der fungerede som tolk. Han bad om at få indføjet forkøbsretten i kontrakten. Han betingede sig også at Bjarne Møller fortsatte som driftsleder, fordi de nye ejere ikke havde teknisk indsigt. Det er en forglemmelse at der ikke i eneforhandleraftalens pkt. 4.4. er tilføjet "Titan 2001". Han husker ikke på hvis foranledning pkt. 4.4. blev indsat i kontrakten. Sådan som patentet var købt af PTG Plasma, jf. kontraktens 1.4., kunne det ikke bruges. Det var købt af Jensen sammen med anlægget. Vidnet opfandt et nyt patent sammen med Weilburger Lackfabrik, sådan at den nye metode som også anvendes i dag, er fejlfri. Problemerne med Heinzels patent var at overfladen blev utæt. Heinzel og Schäffer blev medindehavere af patentet af kollegiale grunde, selvom de ikke var med til at udvikle det.

De nye ejere havde ingen forstand på driften. Han var i de første år flere gange i Danmark for at lære dem produktionsmetoder, dog ikke for så vidt angik støbningen.

Det tyske skattevæsen rejste en sag mod Hans Hansen, fa. Krumme og vidnet, men alle blev frifundet og fik godtgørelse fra staten. Sagen har intet med salgsnedgangen at gøre. Han leder firmaet fra et kontor i Schweiz. Eneste aktivitet i Tyskland var messen i Frankfurt. Omsætningsnedgangen i Tyskland i 1989 skyldtes flere ting. For det første Pyrolux' krav om prisstigninger. For det andet faldt salget til Krumme der indtil da havde aftaget 150-170.000 stk. Krumme sagde op i 1988, og så kom der kun efterbestillinger. For det tredje opsagde han sin agenturaftale med Richard Schmidt i Sverige efter krav fra Møller, fordi Sverige ikke hørte ind under hans salgsområde. Pyrolux overtog selv salget til Schmidt. Han har ikke sagt til Schmidt i 1987, at han havde Møllers tilladelse til, at Schmidt kunne sælge Gastrolux-produkter i Sverige. Den fjerde årsag til salgsnedgang var at der opstod kvalitetsproblemer. Plasmabelægningen hæftede ikke ordentligt. Hougaard kunne ikke afhjælpe fejlen. I sommeren 1990 tog han til Danmark. Sandblæsningsanlægget virkede ikke. Korund er kvartssand, som bruges til at rengøre panderne. Det skal suges væk fra anlægget, og der skal tilføres ny korund for at få en ren overflade. Dette skete ikke. De sandblæste med "mel", d.v.s. korund der var blevet pulveriseret, hvilket ikke duede. Han aftalte med Hougaard at de skulle bruge andre typer korund, så var det ikke svært at få det i orden. Sandblæsning med edelkorund skal give en ruhed med en middelværdi på 30 m og med en maksimumsværdi på 50 m. En fagmand vil vide at han aldrig kan have sagt at man skulle sandblæse så der fremkom en ruhed på 200 m som det står i testrapporten af 1. marts 1991 fra Weilburger Lackfabrik. Det er en vanvittig påstand. I 1991 blev kvaliteten katastrofalt dårlig. Der var hele tiden bobler og spidser (pikler). Han var dog nødt til fortsætte med at bestille for at holde sin egen forretning gående. Han tilbageholdt skyldige betalinger på grund af udeblevne leveringer og dårlig kvalitet. På mødet i april sagde han til Simonsen at det havde karakter af sabotage. Simonsen svarede at han havde overvejet det samme i flyet på vej derned. Julimødets dagsorden var problemet med Strässle og Passat France og erstatningskravet. Simonsen trak ham udenfor og sagde at han var en fornuftig mand, og foreslog ham at få beroliget Strässle med 200.000 DEM i skadeserstatning for at de kunne komme videre. Vidnet forlangte en deponering på 500.000 DEM som sikkerhed for mangler. Simonsen lovede at der ville blive produceret et lager på op til 500.000 DEM. Få dage efter afgav han så en ordre på 503.000 DEM. Lageret blev aldrig opbygget. Pyrolux' formål med at love ham de forskellige ting var ene og alene at få frigivet de 1,1 mio. kr., som vidnet havde deponeret hos advokat Kleeberg. Han frigav nemlig indeståendet straks efter mødet. De 3 næste leveringer kom kun i stand, fordi han pressede Pyrolux til at levere. Leveringerne var aldrig præcise eller rigtige.

Han fandt skrivelsen af 13. marts 1991 fra George Bente i sine bilag. Han fik den af Hans Hansen i 1991.

Han modsatte sig de varslede prisstigninger i 1992 og opdagede endvidere at Pyrolux leverede til hans kunder i Holland via Krumme, endda til en højere pris. I 1993 blev det endnu dårligere. Han stoppede betalingerne. Af leveringerne var 7.000 stk. så dårlige at man ikke engang kunne sælge dem som 2.-klassesvarer. Grebene var løse, der var mulighed for følgeskader, det var uforsvarligt at sælge sådanne produkter. Pyrolux sendte ingen erstatningsleverancer. Han prøvede at lade panderne reparere. Der blev 3.000 stk. tilbage, som Hougaard så anerkendte som returvarer. Hougaard havde ingen forstand på at lede produktionen. Vidnet var nødt til at sortere og undersøge hver enkelt vare for fejl. Han betalte ikke, fordi han havde større modfordringer mod Pyrolux. Pyrolux overholdt ikke kontraktens bestemmelser om afhentning af returvarer og kom aldrig og beså de mangelfulde varer. De stod heller ikke ved aftalen om at levere direkte til Tobler og Giannini. Den 17. september 1993 modtog han den sidste levering.

Han modtog den første levering fra Erling Jensen sidst i maj 1994. Han solgte intet i de mellemliggende måneder. Han gav en medarbejder en fratrædelsesgodtgørelse, men måtte beholde de øvrige 6 medarbejdere i denne periode. Der var ingen væsentlige muligheder for at skære ned på driftsomkostningerne. I perioden september 1993 til maj 1994 havde han et tab på 700.- 800.000 DEM.
I sommeren 1993 drøftede han for første gang et nyt samarbejde med Erling Jensen, men denne afviste ham. Han vendte tilbage i oktober 1993 og overtalte Jensen til at begynde igen og fortalte alt hvad der var sket. Jensen stillede forskellige økonomiske betingelser, herunder at hans ældste søn skulle med ind i ledelsen. Den ny fabrik stod færdig omkring årsskiftet 93/94. Jensen ejede i forvejen ejendommen der ligger i Ryomgård. Vidnet har indskudt 400.000 og 600.000 DEM i Erling Jensens virksomhed.
Han har tabt mange penge på samarbejdet med Pyrolux. I Tyskland er der en lovpligtig garanti. Når han ikke kunne levere, måtte han erstatte sine aftagere varernes fulde værdi. Kunderne returnerede mangelfulde varer ufrankeret. Derudover havde han udgifter til lageromkostninger. Han har haft 1 mand beskæftiget udelukkende med at gøre pander rene. Telefonerne var rødglødende med vrede kunder.

Topaz og Gastrolux er rene handelsselskaber. Topaz handler med andre varer end køkkengrej. Vidnet sælger i dag i Skandinavien til Sverige og vistnok også Norge gennem sin agent Schmidt. Han sælger ikke til Danmark og Finland. Erling Jensen sælger muligvis 2.-klassesvarer i Danmark.

Birger Klibo har forklaret at han er lagerarbejder. Fra 1979 til 1994 var han ansat hos Pyrolux. Nu er han ansat hos Erling Jensen, hvilket han også var førend Pyrolux blev solgt.

Hos Pyrolux var det ham der som sidste mand vurderede og sorterede varerne. Frem til 1987 sorterede han efter normer der var sat af Scholl.

Efter 1987 blev normerne sat af Bent Møller, og dette indebar blandt andet at han skulle sætte de frasorterede varer til side, således at Bent Møller kunne se på disse efter fyraften. Nogle frasorterede varer blev stemplet med 0 i bunden og blev behandlet som 2. sortering, andre blev sendt til Scholl. Når han kom næste morgen, var varerne ofte væk. Dette skete i perioden fra ca. 1990-1993, nogle gange hver dag.

Der blev i denne periode ofte sendt 2.-sorteringsvarer der fremstod som 1. sortering, til USA og Gastrolux. Der var grelle eksempler - f.eks. blev der afsendt kasseroller og gryder der ikke var færdigmalede. Når han påtalte dette til Knud Hougaard, fik han blot at vide at det var i orden, når det kun var én, ud af et sæt på fem, der ikke var i orden.
Der kom klager over varerne fra USA, og i februar 1991 tog man derover. Man var på dette tidspunkt begyndt at sandblæse panderne med en dårligere kvalitet sand, hvilket medførte, at belægningen blev ru. Sandet indeholdt for meget aluminium og kunne derfor ikke sætte sig fast.

Sådanne pander var blevet sendt til USA over en 6-måneders periode, i alt havde man afsendt 20.-30.000 dårlige emner. Det endte med, at man, ud af ca. 60-70 paller, tog 2 paller retur. Han husker en episode fra turen hvor Knud Hougaard tog en halvmalet kasserolle ud af en palle. Han kommenterede dette med at sige" Pyt med det - når 4 duer, så pyt med den femte."

Han syntes at det var en dårlig politik at sende mangelfulde varer ud, men havde ingen at klage til, da det jo var ledelsens egen beslutning.

Han har ikke kendskab til at man skulle have etableret et stødpudelager til en værdi af 500.000 DM til Gastrolux.

Han har ikke hørt om anden kvalitetssikring end den han som sidste led i produktionen foretog, ligesom han ikke har kendskab til at man skulle have ført kvalitetslogbøger.

Karl Erik Pedersen har forklaret at han siden 1993 har været ansat som reparatør hos Erling Jensen.
Fra 1981 til 1993 var han ansat hos Pyrolux. I 1989 blev han værkfører, hvilket indebar at han skulle tage prøver under hele produktionen. Knud Hougaard var hans overordnede.

I 1989 begyndte man at få problemer med kvaliteten hvilket blandt andet skyldtes at man begyndte at sandblæse med en ringere kvalitet sand. Det man havde brugt hidtil, var helt hvidt og havde en kornstørrelse på 70 mm, hvorimod det man gik over til, var brunt med en kornstørrelse på 60 mm.

Da han påtalte problemerne med belægningerne på panderne og spurgte hvorfor man ikke anvendte det hvide sand, fik han blot at vide at man ikke længere kunne få det hvide sand. En dag tabte han tilfældigt en magnet ned i sandet, og den blev fyldt med metalstykker. Han fortalte dette til ledelsen og sagde at det var et problem fordi metalstykkerne ville stikke op gennem overfladen på emnerne. Disse problemer stod på et års tid, så kunne man pludselig - i ca. 1990/1991 - på ny skaffe det hvide sand.

Ud over disse problemer var der problemer med påsætningen af håndtag. Disse blev svejset fast med metalklips ved hjælp af elektricitet. Strømmen ændres i takt med forbruget. Ved for kraftig strøm blev klipsen brændt igennem. Ved for svag strøm kunne klipsen ikke sidde fast. Han der er udlært elektriker, foreslog derfor at man købte et amperemeter, men dette blev afslået.

Der var også problemer med den fræser der skulle sætte nitterne fast, idet denne blev ændret til at lave 10 mm huller i stedet for 12 mm. Dette indebar at man skulle være endnu mere påpasselig med at ramme rigtigt. Det var vistnok Knud Hougaard der indførte dette system. Systemet blev dog efterhånden slidt ned, og med ansættelsen af Ralph Nielsen kom der en ny maskine. Denne skulle ikke bore først, men kunne sætte nitten direkte på emnet. I starten var det kun eksperimenterende, og nitterne faldt af. Frem til ca. 1991 hvor man fik en ny maskine, havde man disse problemer.

Han ved ikke hvor mange mangelfulde emner, der blev sendt ud i denne periode.

Endelig havde man problemer med plasmabelægningen. Man havde 5 brændere der skulle smelte keramikken på emnerne. Af og til var den ene brænder ude af drift, og så fortsatte man bare med de resterende 4. Det betød at der kom mindre keramik på emnerne. Dette forsøgte man at råde bod på ved at skrue op for pulveret i de 4 brændere. De 4 brændere kunne imidlertid ikke nå at smelte denne mængde pulver, hvilket bevirkede at keramikken faldt af. Dette skete 3-4 gange om året.

Nogle gange blev der også skruet op til 100% for den hastighed brænderne skulle bevæge sig hen over panden med. Den normale hastighed var 85%. Det var formentlig operatøren der gjorde dette. Når han opdagede det, skruede han ned igen.

Kvalitetskontrollen blev foretaget stikprøvevis i hele perioden. Af og til, op til 14 dage ad gangen, var de målere der skulle måle ruheden på overfladen af emnerne i stykker.

Han er ikke bekendt med at der blev ført kvalitets- eller logbøger i den periode han var værkfører.
Carsten Konrad har forklaret at han var ansat hos Pyrolux fra 1976 til 1994, hvor han skiftede til at arbejde hos Erling Jensen. Her er han fortsat ansat og arbejder som maler/lakerer.

Hos Pyrolux var han også ansat som maler/lakerer og skulle som sidste mand i produktionsprocessen tjekke panderne.

Fra 1989 og frem til hans fratræden var der problemer med klipsen til håndtagene på panderne, idet disse faldt af. Der var også problemer med sandblæsningen. Man kunne således føle at der var metalspidser i panderne. Dette stod på i ca. 6 måneder i slutningen af 1990.

Procedure:
Pyrolux har til støtte for sin påstand om betaling af DEM 91.420,78 og udlevering af mangelfulde varer gjort gældende at kravet om betaling er ubestridt og det var det også på ophævelsestidspunktet. På dette tidspunkt var kravet ca. DEM 360.000, men det er reduceret under hensyn til udfaldet af skønsforretningen. Det betyder imidlertid ikke at Pyrolux på ophævelsestidspunktet "kun" havde krav på betaling af DEM 91.420,78. Pyrolux havde krav på betaling af det fulde beløb. Det er ubestridt at der var leveret varer for dette beløb, og at beløbet var forfaldet. Hvis der var mangler, var Pyrolux forpligtet til at afhente disse og kreditere Gastrolux for beløbet. Det var Pyrolux afskåret fra fordi Gastrolux nægtede Pyrolux at gennemgå de nye varer med henblik på at få fastslået hvilke kvalitetsproblemer der måtte foreligge. Gastrolux' holdning var uberettiget, dels fordi den ikke havde hjemmel i parternes aftale, dels fordi den indebærer tilsidesættelse af det hensyn til medkontrahenten som bør vises især i vedvarende kontraktforhold.

Pyrolux har ikke misligholdt parternes eneforhandlingsaftale. Som det ses af den statistiske oversigt, er 3,3% af leverancerne blevet returneret, heri medregnet hvad der var genstand for syn og skøn. Returneringer var et påregneligt, normalt led i samhandelen. Pyrolux har accepteret at tage mere retur, end man var forpligtet til, herunder varer der var blevet ukyndigt behandlet. Gastrolux solgte produkterne med en ubegrænset 10-årig garanti, og det er en garanti der går videre end sagsøgte og sagsøgeren havde aftalt. Gastrolux' ombytningspolitik er valgt af Gastrolux, og omkostningerne ved den skal bæres af Gastrolux' avance. At Gastrolux tog meget retur ses af opgørelsen over returneringer. Nogle af de returnerede varer var mange år gamle. Også dem har Pyrolux taget tilbage, men at pålægge Pyrolux et ansvar herudover efter CISG's almindelige mangelsregler ville føre til et helt uoverskueligt ansvar, som i hvert fald Pyrolux ikke havde grund til at regne med.

Pyrolux prøvede at få opstillet kvalitetsnormer som begge parter kunne godtage, men det lykkedes ikke at få Gastrolux til at medvirke. Alligevel accepterede Pyrolux returneringerne, herunder også returneringerne i 1993. Pyrolux har ikke afvist at tage varer retur, man bad kun om et møde om manglerne, men det afviste Gastrolux. Der er intet kontraktstridigt i sagsøgerens ønske om at få lejlighed til at bese de nye returvarer. Man vil blot have lejlighed til at varetage sine berettigede interesser på en måde der ikke kan komme sagsøgte til skade. Gastrolux havde i hvert fald ingen grund til at tro at Pyrolux ikke ville tage de varer retur som de skulle. Pyrolux havde gennem årene taget alle varer retur som man havde pligt til, og mere til.

Pyrolux havde nok anledning til en vis skepsis: I 1991 havde der været en klage over bobleproblemer som efter et møde viste sig ikke at være begrundet. Når Stiftung Warentest i 1993 gav panden karakteren meget god, kunne der nok være grund til at anmode om en besigtigelse.

Det er påfaldende at Gastrolux lader hengå meget lang tid uden at reagere på Pyrolux' tilkendegivelser eller på anden måde forholde sig til lageret af returgenstande. Der sker intet før i svarskriftet, hvor sagsøgte fremsætter anmodning om et efter sagsøgerens opfattelse ganske overflødigt syn og skøn vedrørende returlageret, som det tog sig ud på det tidspunkt flere år efter ophævelsen.

Det Gastrolux i virkeligheden ønskede, var en omlevering, men det havde Pyrolux ikke pligt til, jf. eneforhandlingsaftalens pkt. 2.14 og 2.15. Man havde pligt til at tage tilbage og kreditere, men ikke til at omlevere og heller ikke til at erstatte mistet fortjeneste. Der er heller ikke hjemmel i aftalen til at kræve dækning for de øvrige poster Gastrolux gør gældende. Erstatning af forsendelseomkostninger vil give Gastrolux erstatning for mistet avance og udgifter som sagsøgte skulle bære. Der er heller ikke noget grundlag for at kræve frasorteringsomkostningerne erstattet. For så vidt angår mangelsbeføjelser er aftalen udtømmende; der er ikke plads til andre, almindelige obligationsretlige mangelsbeføjelser.

Over for sagsøgtes selvstændige påstande har Pyrolux gjort gældende:

1. Betalingsspørgsmålet bortset fra varemærkespørgsmålet:
Pyrolux' ophævelse af eneforhandleraftalen var som anført berettiget. Gastrolux vægrede sig uden grund mod at betale ca. 360.000 DEM. Beløbet var ubestridt skyldigt og forfaldent, og Gastrolux var blevet advaret om konsekvenserne af undladelse af betaling. Gastrolux havde ikke grund til at tro at Pyrolux ville behandle returvarer anderledes end tidligere. Beløbet 360.000 DEM er som sagen har udviklet sig, herunder det foretagne syn og skøn, nedbragt til 91.000 DEM suppleret med et krav om udlevering, men det vedrører i og for sig ikke ophævelsesgrunden. Synet og skønnet vedrørte især en række brugte varer, som returneringsmæssigt var uden problemer. Der var kun ca. 3.900 nye varer som var defekte, og her kunne Gastrolux regne med omlevering, således at der ikke var risiko for tab på grund af disse defekter. Ved vurderingen af synet og skønnet skal man også se på tidsforløbet. I skrivelse af 6. oktober 1993 gav Gastrolux udtryk for deres opfattelse af problemerne (ca. 2.000 nye dele og 1.500 brugte varer). Der kom flere varer til i de 2 ½ år der gik indtil skønsforretningen (2 år indtil formuleringen af skønstemaet). Også efter skønnet skyldte sagsøgte et betydeligt beløb. Det er muligt at sagsøgte i efteråret 1993 mente ikke at skylde noget; når dette imidlertid viser sig ikke at være rigtigt, må sagsøgte bære risikoen og tåle en ophævelse på grund af uberettiget betalingsvægring. En deponering kunne ikke træde i stedet for betaling, men end ikke det tilbød sagsøgte. Man ville blot overveje at deponere, og det er uden værdi.

Det erkendes at opgørelsen over returvarer ikke er retvisende. Der var 30.547 returvarer fra det tyske område. Hertil skal lægges et antal fra den øvrige del af salgsområdet. Uanset disse korrektioner bliver returprocenten godt 3, og det var ikke mere end forventeligt.

Gastrolux misligholdt ved ikke at aftage de aftalte mindste kvanta, og det er løbende blevet påtalt. Sagsøgte har påberåbt sig at der var mangler ved genstandene; det er rigtigt, men der forelå ikke misligholdelse fra Pyrolux' side, der berettigede til at undlade at aftage de aftalte kvanta - en undladelse der havde væsentlig negativ indflydelse på Pyrolux' tilrettelæggelse af produktionen. Gastrolux burde i anledning af de påberåbte mangler have medvirket til at få fastlagt et for begge parter bindende kvalitetsniveau, men det gjorde Gastrolux ikke, man klagede blot.

Gastrolux' klager forekommer overdrevne, dels fordi mangler med den anvendte og af Harald Scholl bekendte produktionsform ikke kunne undgås, dels fordi Hougaard Brund og Bent Mølller overtog det produktionsanlæg som Erling Jensen havde drevet, og de fortsatte med at producere i det hidtidige kvalitetsniveau. Ændring skete først med indførelsen af plasmaanlægget i 1990. Der er givet modstridende forklaringer om hvem der ønskede ændringer i sandblæsningsmetoden, og hvad de nærmere gik ud på. Det må imidlertid ligge fast at det var sagsøgte der foreslog en grovere type sand, og det var det der gav anledning til problemerne i 1990 og 1991. Disse problemer var under alle omstændigheder overvundne i 1993 og kan ikke berettige Gastrolux til at nægte betaling.

Krumme sagde op pr. 1. januar 1992. Opgørelsen over Krummes salg viser at Krumme ikke havde afgørende betydning for Gastrolux' ikke-opfyldelse af sine købsforpligtelser. Det kontraktstridige salg til Krumme fandt sted i 1992 og havde ikke betydning for Gastrolux' opfyldelse af aftalen. Forholdet er i det hele afgjort ved Vestre Landsrets ankedom som er opfyldt af Pyrolux, og får ikke betydning for den foreliggende sag.

Det bestrides at Pyrolux har undladt at opfylde sine leveringsforpligtelser på en måde der får betydning for sagen. Gastrolux' undladelse af at afgive ordrer i tilstrækkelige mængder må føre til en tilsvarende nedsættelse af Pyrolux' leveringsforpligtelser. En enkelt for sen levering skyldtes strejke og er dækket af force majeure-klausulen. I øvrigt var Gastrolux' ordreafgivelser meget ujævne og præget af vilkårlighed med stærkt svingende mængder. Om Pyrolux' bestræbelser på at opfylde henvises i det hele til Hougaard Brunds forklaring.

Hvis Pyrolux skal betale erstatning til Gastrolux, skal den være minimal. Gastrolux fik ved forligsforhandlingerne i efteråret 1993 et tilbud der kunne have løst problemerne som ophævelsen medførte, men det var Gastrolux ikke interesseret i. Hvis der er et tab, skyldes det derfor Gastrolux' egen adfærd. Ved vurderingen bør tages i betragtning at sagsøgte ikke har opfyldt en provokation om fremlæggelse af regnskaber. Endelig bør det tages i betragtning at Pyrolux har lidt et væsentligt tab på grund af at Gastrolux ikke købte de aftalte minimumskvanta.

2. Varemærkespørgsmålet:
Det gøres gældende at Pyrolux er indehaver af varemærkerne Titan og Titan 2001:
Pyrolux er registreret indehaver i Danmark, Norge og Finland og har tillige erhvervet ret til mærkerne ved brug i samme lande og i Sverige.

Efter købekontrakten sammenholdt med Hougaard Brunds og advokat Simonsens forklaringer har Pyrolux' nuværende ejere ved købet af anparterne erhvervet retten til mærkerne. Der er ikke grund til at tillægge Erling Jensens noget særprægede fortolkning af kontrakten betydning. Det må herved erindres at Erling Jensen langtfra er uvildig i dette spørgsmål.

Der står intet i eneforhandlingsaftalen om Titan som varemærke, men nok om titan som belægningsmateriale. Det strider mod al sandsynlighed at Harald Scholl ville undlade at omtale Titan-varemærket i aftalen, hvis han virkelig mente at han havde ret til mærket. Det bør her få betydning at aftalen er konciperet af Gastrolux, og at Harald Scholl ikke har været i stand til at forklare hvorfor Titan ikke er nævnt som varemærke.

Eneforhandlingsaftalen er en regulær aftale der skal forstås efter sin ordlyd, og det er ganske sædvanligt i sådanne forhold at det er producenten der har immaterielle rettigheder til produktet.

Endelig skal det tillægges væsentlig betydning at Gastrolux ikke på noget tidspunkt før i svarskriftet af 14. november 1994 har gjort gældende at retten til Titan tilkommer sagsøgte.

Det må under disse omstændigheder være sagsøgte der skal godtgøre sin ret til Titan, og den bevisbyrde er ikke løftet. Kopien af brevet af 8. september 1986 kan ikke få betydning. Brevkopien er uden rimelig grund fremkommet på et sent tidspunkt. Brevet skulle være sendt ca. et halvt år inden indgåelsen af eneforhandleraftalen uden at have sat sig spor i denne. Erling Jensens forklaring giver heller ikke noget bevis. Forklaringen stemmer ikke med indholdet af købekontrakten mellem Erling Jensen og Hougaard Brund og Bent Møller eller de foreliggende oplysninger om registreringer af varemærkerettigheder. De sent fremkomne breve af 22. august 1986 og 30. marts 1987 fra Technischer Überwachungs Verein Hessen siger intet om rettighedssituationen i de skandinaviske lande. Heller ikke Harald Scholls forklaring kan tillægges bevisværdi.

Brevet af 1. marts 84 vedrører Gastrolux og er derfor uden interesse.
Når Gastrolux mener at der mangler en overdragelseserklæring vedr. Titan, beror det på en misforståelse. Argumentet forudsætter at Pyrolux ikke havde ret til Titan i de lande hvor det var taget i brug, og til dels tillige registreret, men det havde Pyrolux. Det er muligt at Harald Scholl eller andre med tilknytning til Gastrolux fandt på navnet Titan. Varemærker stiftes imidlertid ikke som ophavsrettigheder, men ved registrering eller brug.

Hvis sagsøgte får medhold i sin opfattelse af spørgsmålet om retten til varemærket, er sagsøgeren enig i de øvrige påstande i relation til mærket. Med hensyn til kravet om 150.000 DEM bemærkes dog at kravet ikke på nogen måde er substantieret. Kravet vedrørte oprindelig såvel Gastrolux som Titan og for en treårsperiode. Da sagsøgte har frafaldet kravet vedr. erstatning m.v. for benyttelse af Gastrolux, fordi sagsøgte ikke har benyttet dette mærke uberettiget, skal kravet reduceres til halvdelen. Kravet om erstatning for benyttelse i Danmark, Norge og Finland er grundløst, for der er ikke dokumenteret noget der viser at sagsøgerens benyttelse af Titan har medført skade for sagsøgte. Der var vel nok en vis fortrængning og forstyrrelse i Sverige, men omfanget er ganske udokumenteret. Et vederlag for benyttelse må efter dens omfang være ganske minimalt. Det skal yderligere nedsættes fordi sagsøgeren har været i en kvalificeret god tro.

Gastrolux har over for Pyrolux' betalingspåstand gjort gældende at Pyrolux leverede 3.900 mangelfulde varer, hvortil kommer ca. 6.200 brugte varer. Pyrolux nægtede i strid med parternes aftale at tilbagetage varerne. Det hjælper ikke noget at Pyrolux senere begrænsede nægtelsen til at vedrøre nye varer, for der var returret for alle varer i henhold til aftalen pkt. 2.13 og 2.14. Det er ikke rigtigt at Gastrolux gav ubegrænset returret, det følger ikke af teksten, og synet og skønnet viste ikke at der var varer der var kommet tilbage som følge af ubegrænset returret. Det er også som forklaret af Strässle, Schmidt og Scholl ikke sådan at man bestræber sig på at få returvarer. Af økonomiske grunde prøver man at snakke kunden fra det, og det førte til begrænsninger i returneringerne. I strid med parternes praksis skete der heller ikke kreditering for mangelfulde varer. Levering af mangelfulde varer havde et betydeligt omfang, og det gøres gældende at omfanget var større end det fremgår af Pyrolux' opgørelse, der er erkendt fejlbehæftede.

Gastrolux havde grund til at være på vagt; problemerne i 1991 var af betydeligt omfang. Prøven fra Stiftung Warentest siger ikke meget, det er en prøve på et enkelt eksemplar og viser ikke at sagsøgtes produktion var i orden.

Det var ikke berettiget at Pyrolux betingede udleveringen af besigtigelse. Det var der ikke hjemmel til i aftalen. Derimod var det berettiget at Gastrolux ikke udleverede varerne, for hvis Gastrolux havde udleveret, ville man have mistet beviset for manglerne. Det var derfor også velbegrundet at Gastrolux forlangte manglerne konstateret ved syn og skøn. Det er rigtigt at der gik nogen tid inden skønnet og inden andre processuelle handlinger. Det skyldtes at Scholl efter ophævelsen havde travlt med at redde sin virksomhed.

Pyrolux har således groft misligholdt sine returvareforpligtelser således som de var efter aftale og praksis, og Gastrolux må derfor kunne gøre sine køberetlige beføjelser gældende ud over de beføjelser som man havde efter aftalen, d.v.s. kræve de nødvendige sorteringsomkostninger dækket, få erstatning og få dækket sine forsendelsesomkostninger. Gastrolux skal ikke i den situation hvor samhandelen er afbrudt, lade sig nøje med at returnere de defekte produkter. Da Gastrolux' modkrav oversiger Pyrolux' betalingskrav, skal Gastrolux frifindes for betalingspåstanden.

Vedr. tilintetgørelsespåstanden gøres gældende at tilintetgørelse kan kræves efter principperne i varemærkelovens § 44. Kun tilintetgørelse eller skrotning kan effektivt beskytte Gastrolux' ret til varemærket.

Varemærkeretsspørgsmålet i øvrigt: Det må ligge fast, at Gastrolux var den oprindelige indehaver af varemærket Titan (Titan 2001), og så må det være Pyrolux der skal bevise at retten er overdraget til Pyrolux. Pyrolux har ikke ført bevis for en sådan overdragelse.

Den faktiske registrering er uden betydning, når registrering er sket i henhold til bemyndigelse.
Kontrakten med Erling Jensen nævner intet om Titan som varemærke, men det kan ikke bruges mod Gastrolux som ikke var part i eller bekendt med aftalen.

Det er rigtigt at eneforhandlingsaftalen intet nævner om dette varemærke, det tænkte ingen af parterne på. Aftalen er ikke udformet af Gastrolux, men af Hans Hansen.

Gastrolux bestrider ikke at eneforhandlingsaftalen er en sådan, men den er atypisk på grund af Scholls bidrag med knowhow og varemærke.

Gastrolux har ikke udvist retsfortabende passivitet. Der gik et år fra ophævelsen, til Gastrolux gjorde sine rettigheder gældende, og en varemærkerettighed fortabes ikke på så kort tid.

Det er rigtigt at kravet på 150.000 DEM er beregnet som erstatning og vederlag for såvel Gastrolux-mærket som Titan. Retten må derfor foretage en skønsmæssig nedsættelse af kravet.

Gastrolux' selvstændige påstand om betaling af DEM 1.395.428,66:
Pyrolux var ikke berettiget til at ophæve eneforhandlingsaftalen. I eneforhandlingsforhold stilles efter praksis særligt strenge krav til en ophævelsesberettigende misligholdelse, særligt i det foreliggende tilfælde hvor aftalen løb til år 2007. Der var også en udtrykkelig klausul om at kun misligholdelse som medførte en betragtelig økonomisk skade, kunne føre til ophævelse, pkt 4.3. Det må også tages i betragtning at Pyrolux på flere måder overtrådte aftalen, således som det ses af leveringerne til Krumme gennem en stråmand, efter sagsøgtes opfattelse ikke en enkeltstående overtrædelse. Pyrolux undlod den aftalte kvalitetskontrol, førte ikke logbog og var i det hele forsømmelig med kvaliteten, således som det fremgår af Birger Klibos, Karl Erik Petersens og Carsten Conrads forklaringer som delvist bekræftes af Arne Christensens og Hougaard Brunds forklaringer. Pyrolux gav ikke Gastrolux den aftalte absolutte leveringspræference, hvilket fremgår af en række henvendelser fra Gastrolux i 1991, men tilsidesatte Gastrolux til fordel for Schmidt og USA. Pyrolux opfyldte heller ikke sine forpligtelser til i visse tilfælde at foretage hasteleverancer.

Pyrolux gjorde langtfra sit bedste for at levere mangelfrie varer. Det bestrides ikke at nogle leverancer var i orden, men der var ingen konstans i kvaliteten. Gastrolux stillede ikke krav til Pyrolux som ikke blev stillet til Erling Jensen, men Pyrolux var ikke i stand til at leve op til kravene. Det fremgår af Birger Klibos, Karl Erik Petersens og Carsten Conrads forklaringer, skønsmandens erklæring om den mangelfulde svejsning, oplysningerne om de manglende spændingsmålinger og andre målinger. Det er hen i vejret når Pyrolux forsøger at lægge skylden for svigtende kvalitet på Harald Scholl. De råd om 200 man tilskriver ham, må bero på fordrejninger eller misforståelse.

Pyrolux' opgørelse af returprocenten bestrides. Der er en række kreditnotaer der ikke indgår i opgørelsen. Selv en returprocent på 3-4 er alt for høj, også fordi den dækker over betydelige svingninger.

Pyrolux har yderligere misligholdt ved ikke som lovet at opbygge et stødpudelager og ved ikke som lovet at ansætte Bjarne Møller samt ved at nægte at tage mangelfulde varer retur.
Endelig har Pyrolux misligholdt ved at nægte leveringer til Schweiz og Italien samt ved uberettiget at gøre brug af Titan-varemærket.

Det bestrides at Gastrolux ikke har overholdt sine mindsteaftageforpligtelser på en måde der kan få betydning for ophævelsesspørgsmålet. Pyrolux' opgørelse er fejlagtig fordi den alene omfatter Tyskland, ikke Gastrolux' øvrige område. Ikke overholdelse af pligten til at aftage 40.000 stk. pr. kvartal og 200.000 stk. pr. år kan i øvrigt ikke føre til ophævelse, men til en genforhandling. Endvidere kan peges på at en del af nedgangen kan skyldes Pyrolux' prisforhøjelse, de talrige mangler og tabet af Krumme, som begge vidste var en meget betydelig kunde. Endelig kan nævnes at Pyrolux i brev af 4. oktober 1993 gav Gastrolux frist til 31. december 1993 til at opfylde mindsteaftageforpligtelsen, men den frist overholdt man ikke. Man ophævede den 18. oktober 1993 bl.a. under henvisning til undladt opfyldelse af kravene til mindstekøb.

Når Pyrolux i sin ophævelsesskrivelse henviser til at Gastrolux ikke medvirkede til dialog om markedsføring, er der hertil kun at sige at det er urigtigt, at kravet er uhjemlet og ikke kan begrunde en ophævelse.

Den manglende betaling af angivelig 360.000 DEM kan ikke begrunde ophævelse. Efter CISG art. 63 skal der gives en rimelig frist inden ophævelse. Hertil kommer at situationen i efteråret 1993 var låst fast på grund af sagsøgerens uberettigede krav om besigtigelse. Pyrolux' krav var langt mindre end angivet nemlig 22.800 DEM hvis man, som man skal, tager hensyn til Gastrolux' modkrav og krav på krediteringer, og i så fald foreligger der ikke forhold på sagsøgtes side der kan medføre betragtelig økonomisk skade for Pyrolux. Endelig skal nævnes at sagsøgte tilbød deponering således som man tidligere havde gjort det, uden at det havde ført til ophævelse.

Resultatet må være at ophævelsen er uberettiget. Som det mindste burde der være givet et passende varsel på 6-12 måneder, så Gastrolux kunne nå at finde en anden leverandør.
Gastrolux har derfor krav på erstatning for uberettiget ophævelse således som opgjort.

Rettens afgørelse:
Pyrolux' krav om betaling af DEM 91.420,78:
På det tidspunkt Pyrolux ophævede parternes eneforhandlingsaftale, havde selskabet en forfalden fordring mod Gastrolux på ca. DEM 360.000 som Gastrolux ikke betalte trods påmindelser, herunder om at undladelse af at betale kunne medføre ophævelse. Det er for spørgsmålet om ophævelsens berettigelse ikke af afgørende betydning at Pyrolux' krav efter resultatet af skønsforretningen blev nedsat til det nu krævede beløb.

Af eneforhandlingsaftalens pkt. 2.13-2.15 fremgår at Pyrolux i tilfælde af fabrikationsfejl var forpligtet til at tage de defekte varer retur og kreditere Gastrolux fakturabeløbet. Pyrolux afslog ikke at opfylde disse forpligtelser, men krævede at få lejlighed til at gennemgå de varer der angivelig var behæftet med fabrikationsfejl. Dette krav var ikke i strid med parternes aftale og indebar hverken en aktuel eller potentiel tilsidesættelse af Gastrolux' rettigheder. Kravet kunne heller ikke give Gastrolux anledning til at tro at Pyrolux ikke ville opfylde sine forpligtelser i henhold til eneforhandleraftalen.

Da kravet om tilbagetagelse og kreditering efter aftalen og parternes praksis udtømmende angiver Gastrolux' beføjelser i tilfælde af fabrikationsfejl, kunne Gastrolux ikke gøre yderligere krav gældende i anledning af disse fejl. Gastrolux' modkrav til kompensation, som gøres gældende over for Pyrolux' krav om betaling, er derfor uberettigede.

Da ophævelsen herefter må anses for berettiget, må Pyrolux frifindes for krav om erstatning i anledning af denne.

Varemærket Titan (Titan 2001):
Varemærket er registreret for Pyrolux i Danmark, Finland og Norge og taget i brug i disse lande samt i Sverige. Spørgsmålet om Pyrolux' berettigelse til varemærket er uomtalt i eneforhandlingsaftalen. Det havde ellers været nærliggende for Gastrolux at bringe spørgsmålet frem i den forbindelse såfremt man mente sig berettiget til mærket i de fire lande. Gastrolux gjorde først i svarskriftet af 14. november 1994 gældende at rettighederne til mærket tilkom Gastrolux. På denne baggrund og i mangel af andre holdepunkter for Gastrolux' adkomst finder retten at det må lægges til grund at varemærkeretten tilkommer Pyrolux.
Herefter tages Pyrolux' påstande til følge.
- - -
Gastrolux GmbH skal i sagsomkostninger betale 150.000 kr. til Pyrolux Production A/S.

Højesterets dom.
I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 3. oktober 1997.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard og Niels Grubbe.
Appellanten, Gastrolux GmbH, har gentaget sine påstande, bortset fra påstand II og III, som er frafaldet inden domsforhandlingen.

Indstævnte, Pyrolux Production A/S, har påstået stadfæstelse.
Gastrolux' betalingspåstand er opgjort således:
Erstatningskrav for uberettiget ophævelse af eneforhandlingsaftalen.
- Mistet dækningsbidrag ved salg af Pyrolux' varer i en periode på 6 måneder
1.124.002 DEM
- Mistet dækningsbidrag ved salg af låg til pander i en periode på 6 måneder
72.452 DEM
Erstatningskrav for ophævelse i alt
1.196.454 DEM
Erstatningskrav for manglende levering af varer bestilt 10. december 1993
198.975 DEM
I alt
1.395.429 DEM

Over for Pyrolux' påstand om betaling af 91.420,78 DEM, hvis størrelse i øvrigt er ubestridt, har Gastrolux som for Sø- og Handelsretten gjort et krav gældende til kompensation. Kravet er for Højesteret opgjort således:

Mistet fortjeneste ved videresalg i relation til de leverede mangelfulde 10.173 varer, opgjort som den gennemsnitlige salgspris for de pågældende varer
441.837 DEM
Fradrag af det af Pyrolux krediterede beløb for samme varer
- 267.136 DEM
Mistet fortjeneste i alt
174.701 DEM
Forsendelsesomkostninger i forbindelse med modtagelse af mangelfulde varer samt fremsendelse af erstatningsvarer til kunder
125.320 DEM
Omkostninger til udsortering af mangelfulde varer
12.960 DEM
I alt
312.981 DEM

Parterne er enige om, at udtrykket "påbegyndt måned" i Pyrolux' rentekrav skal forstås som påbegyndt kalendermåned, første gang den 1. november 1993.

Under retssagen, der var anlagt den 10. december 1992 vedrørende Pyrolux' kontraktstridige parallellevering i 1992 til firmaet Krumme i Tyskland, havde Gastrolux over for Pyrolux nedlagt påstand om betaling af 250.000 kr.

I brevet af 22. oktober 1993 fra Gastrolux' advokat A. Mattke til Pyrolux' advokat Niels Simonsen anføres, at der er mulighed for at undgå et retsopgør under forudsætning af, at leveringer til Gastrolux garanteres i en overgangsperiode, således at Pyrolux mod forudbetaling sender nødvendige varer.

I et brev af 8. november 1993 fra Pyrolux til Gastrolux hedder det i oversættelse:
"Vedr. Leveringer til Schweiz og Italien
For at formindske ubehagelighederne af vores tvist i forhold til Deres store kunder i Schweiz og Italien vil vi kunne acceptere at levere til disse mod forudbetaling.
De bedes derfor snarest muligt tilsende os Deres ordrer, således at vi kan fastsætte den hurtigst mulige leveringstid og kan tilsende Dem vores proformaregning."

Det er oplyst, at Pyrolux herefter i november 1993 accepterede ordrer til kunder i Schweiz og Italien og senere opfyldte ordrerne.
Efter mødet i Hamburg den 11. november 1993 bekræftede advokat Niels Simonsen i et brev af 12. november til advokat A. Mattke det drøftede forligsforslag, der bl.a. indebar, at eneforhandlingsaftalen udløb den 31. marts 1994, bortset fra Holland og Frankrig, der fra den 1. januar 1994 ikke længere skulle være omfattet af kontraktsområdet.
Efter en yderligere korrespondance bl.a. om Gastrolux' betingelser om patentkrav, der senere blev frafaldet, konstaterede advokat Niels Simonsen i brev af 3. december 1993 til advokat A. Mattke, at parterne ikke var i stand til at finde en forligsmæssig løsning, og at hans klienters brev af 18. oktober 1993 med begrundet opsigelse af kontrakten som følge deraf fortsat var gældende.

I brevet af 13. december 1993 fra Pyrolux til Gastrolux hedder det i oversættelse:
"Vi har modtaget Deres forespørgsel af 10.12.93 på en yderligere direkte levering til firmaet Tobler Management i Schweiz.
Under henvisning til vores advokat Niels Simonsens brev af 3.12.93 til Deres advokat A. Mattke er vi desværre tvunget til at afvise denne og yderligere ordrer fra Dem.
Før jul vil vi fremsende de bekræftede ordrer og stadigt foreliggende restordrer til Tobler Management."
Tobler Management var kunde hos Gastrolux' schweiziske underforhandler, Aarpol AG.
Der er til brug for Højesteret afgivet nye forklaringer.

Højesterets bemærkninger.
Pyrolux' ophævelse af eneforhandlingsaftalen var blandt andet begrundet i Gastrolux' manglende betaling af et forfaldent, ubestridt krav på ca. 360.000 DEM for leverede varer.

Gastrolux havde inden ophævelsen krævet afhentning af og kreditering for nye og brugte varer med fabrikationsfejl, i alt ca. 3.500 stk. Dette modkrav var ikke opgjort, idet det efter aftalen først skulle opgøres, når Pyrolux efter afhentning af varerne havde krediteret Gastrolux til de senest gældende priser på de pågældende varer. Pyrolux havde anerkendt forpligtelsen for så vidt angår de brugte varer, men havde afslået at tage stilling til de påståede fabrikationsfejl på de nye varer, før de var besigtiget af Pyrolux, hvilket Gastrolux havde modsat sig. Herefter, og idet modkravet havde hjemmel i eneforhandlingsaftalen, findes modkravet at skulle tages i betragtning ved opgørelsen af hovedkravet i henseende til spørgsmålet om betalingsmisligholdelse, selvom modkravets størrelse ikke var erkendt og dets rigtighed heller ikke åbenbar. Efter det foretagne syn og skøn lægges det til grund, at det berettigede modkrav vedrørende disse varer - dvs. de nævnte 3.500 stk. - udgjorde godt 90.000 DEM, således at hovedkravet herefter udgjorde ca. 270.000 DEM.

Gastrolux havde desuden rejst krav om erstatning, dels for omkostninger ved udsortering af defekte nye varer, dels for tab som følge af Pyrolux' kontraktstridige parallellevering i 1992 til firmaet Krumme i Tyskland. Disse krav var i det hele blevet bestridt af Pyrolux, og deres rigtighed var ikke på ophævelsestidspunktet så åbenbar, at Gastrolux var berettiget til at modregne med disse krav med henblik på at afværge Pyrolux' ophævelse på grund af manglende betaling.

Pyrolux afgav før ophævelsen to klare påkrav om betaling med tilkendegivelse af, at eneforhandlingsaftalen ville blive bragt til ophør uden varsel, hvis der ikke skete betaling inden en vis frist. Fristerne var korte, men ophævelsen skete først 14, henholdsvis 6 dage efter påkravene, og uden at Gastrolux forinden havde betalt eller tilkendegivet sin vilje til at betale.

Det store og i 1993 væsentligt stigende antal fabrikationsfejl, som Pyrolux forgæves havde søgt at drøfte med Gastrolux, medførte omfattende returneringer af varer, der i overensstemmelse med hidtidig praksis blev accepteret af Pyrolux uden indsigelser, og berettigede ikke Gastrolux til at vægre sig ved betaling.

Gastrolux' betalingsvægring var under disse omstændigheder i sig selv en så væsentlig misligholdelse af eneforhandlingsaftalen, at Pyrolux uanset eneforhandlingsforholdets varighed og den resterende uopsigelighedsperiode var berettiget til at ophæve aftalen, jf. aftalens punkt 4.3.

Højesteret tiltræder derfor, at Pyrolux er frifundet for Gastrolux' krav om erstatning for ophævelsen.

For så vidt angår erstatningskravet for varer bestilt den 10. december 1993 udtaler tre dommere - Marie-Louise Andreasen, Lene Pagter Kristensen og Niels Grubbe:

Pyrolux' leveringsløfte i brevet af 8. november 1993 blev afgivet efter ophævelse af eneforhandlingsaftalen, medens parterne undersøgte muligheden for et forlig, og blev opfyldt for de da aktuelle ordrer. Forligsoplægget af 12. november omfattede også leveringer til de områder - Italien og Schweiz - der var dækket af leveringsløftet af 8. november, men forliget måtte den 3. december opgives blandt andet på grund af nogle patentkrav fra Gastrolux, der senere blev frafaldet. Vi finder, at Pyrolux' forpligtelse til at acceptere fremtidige ordrer hermed i det hele var bortfaldet. Herefter, og idet det ikke er godtgjort, at Gastrolux inden den 3. december over for sin kunde havde forpligtet sig til at opfylde den ordre, selskabet den 10. december søgte at placere hos Pyrolux, finder vi, at Pyrolux ikke har pådraget sig erstatningsansvar ved den 13. december 1993 at afvise at acceptere ordren.

Dommerne Poul Sørensen og Poul Søgaard udtaler om dette spørgsmål:
I telefaxmeddelelsen af 8. november 1993 gav Pyrolux tilsagn om - mod forudbetaling - at levere varer til Gastrolux' kunder i Schweiz og Italien. Tilsagnet, der således blev afgivet efter Pyrolux' ophævelse af eneforhandlingsaftalen, var efter sit indhold ikke tidsbegrænset eller kædet sammen med de da igangværende forhandlinger mellem parterne om en forligsmæssig afvikling af deres mangeårige forretningsmellemværende. I advokat Niels Simonsens brev af 3. december 1993, hvori han på Pyrolux' vegne konkluderede, at parterne ikke var i stand til at finde en forligsmæssig løsning, og anførte, at brevet af 18. oktober 1993 "med begrundet opsigelse af kontrakten" fortsat var gældende, blev tilsagnet af 8. november 1993 ikke omtalt. Selv om det må antages, at tilsagnet alene skulle gælde i en overgangsperiode, og at det kunne opsiges med rimeligt varsel, finder vi herefter, at Pyrolux var uberettiget til at afvise Gastrolux' ordre af 10. december 1993 angående en leverance til en kunde i Schweiz. Pyrolux skal derfor erstatte det tab, som leveringsnægtelsen har påført Gastrolux.

Dette spørgsmål afgøres efter stemmeflertallet.
Højesteret frifinder herefter i det hele Pyrolux for Gastrolux' betalingspåstand.

Det fremgår af Gastrolux' opgørelse af mistet fortjeneste og forsendelsesomkostninger, at der efter kundernes returnering af varer med fabrikationsfejl blev sendt erstatningsvarer til kunderne. Den eventuelt mistede fortjeneste, der ikke er nærmere dokumenteret, må derfor bero på det forhold, at Gastrolux ikke har fået leveret nye varer fra Pyrolux, men dette er en følge af ophævelsen og berettiger ikke Gastrolux til erstatning.

Under hele forretningsmellemværendets forløb var der hyppige returneringer af varer med fabrikationsfejl, uden at Gastrolux i noget tilfælde fik erstattet omkostningerne ved udsortering eller ved forsendelse af ombytningsvarerne fra og til kunderne. Eneforhandlingsaftalen omtaler ikke sådanne omkostninger, men giver forhandleren ret til kreditering til de senest gældende priser på de pågældende varer. Herefter må aftalen forstås således, at den afskærer dækning af omkostningerne til forsendelse og udsortering.

Der kan herefter ikke gives Gastrolux medhold i de krav, der er rejst til kompensation.
Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:
Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Gastrolux GmbH, betale 225.000 kr. til indstævnte, Pyrolux Production A/S.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

 

 

 

  © 2015 Thomas Neumann | Privacy Policy | Cookies | Disclaimer